kejoh54 skriver:
Hey baby.dk
For et halvt år siden begyndte jeg at komme sammen med verdens dejligste kvinde. Jeg har haft mange forskellige piger igennem tiden, men hun er den første der også har et barn.
Men nu ligger landet sådan, at når vi har været sammen, min kæreste, hendes søn, min søn og jeg, så er alt fryd og gammen lige indtil Mike og jeg skal hjem.
Så brænder hendes søn på 2 år fuldstændig sammen, han bliver så ked af det, og jeg prøver at forklare ham at vi jo snart ses igen, men intet virker og han er bare ulykkelig.
Det skal siges at på det halve år min kæreste og jeg har været sammen har hendes søn og jeg udviklet et rigtig nært forhold, og han ser op til min store dreng og efteraber ham i alt.
Men det skærer i mit faderhjerte når den lille dreng bliver så ked af det fordi Mike og jeg skal hjem.
Hej...Vi oplevede noget lignende (han er 2,3). Her var det bare når Farmor og Farfar skal hjem. Han knuselsker dem (især ham og Farfar er tæt knyttede) og er rigtig ulykkelig når de skal afsted.
Her hjælper det, at vi ikke trækker afskeden ud. Altså der bliver fulgt ud til døren, krammet farvel og så afsted. Der skal helst ikke være for meget snak eller forklaring eller noget. For han forstår det alligevel ikke. Han er for lille til at forstå, at de kommer igen om et par dage eller max en uge. For ham vælter verden uanset hvad vi prøver at forklare ham. Så ingen snak, andet end det sædvanlige Hej hej eller Vi ses, og så ud af døren.
Og så gør vi meget ud af, at løbe ind til vinduet og virkelig lave sjov med at vinke til dem ude i gårdspladsen. Altså, hvem kan komme først derind, hvem kan vinke med største bevægelser, hvem kan sige som bilen når den kører osv.
Ved ikke om du kan bruge det til noget, men her har det hjulpet rigtig meget, at vi ikke fokusere så meget på afskeden (og dermed beskræftiger ham i at det er rent forfærdeligt at de går)
