Jeg læser ofte herinde, at folk stempler sig selv som dårlige mødre eller spørger, om de er dårlige mødre, på grundlag af enkeltstående episoder. Og jeg synes, det er så ærgerligt, at den betegnelse dukker op så tit - og spørger mig selv, om folk er lige så hurtige til at dømme andre som dårlige mødre, som de er til at give sig selv det stempel.
Vel findes der dårlige mødre. Men man er ikke en dårlig mor, fordi man en tirsdag eftermiddag gør noget overilet, som man bagefter har det skidt med. Man er bare et menneske, som begår en fejl over for sit barn. Gentager det sig og bliver et mønster, er man måske - måske! - inde i en periode, hvor man fungerer dårligt som mor, men heller ikke da pr. definition en dårlig mor. Hvis fejlen består i, at man jævnligt slår sit barn, taler ned til det eller ikke giver det mad, trøst og omsorg, er vi selvfølgelig ude i noget mere alvorligt - og dårligt. Men det er ikke den slags eksempler, jeg hentyder til. Det er forståelige, menneskelige og uheldige "kiksere".
Vores børn kan kapere en hel del, og de går ikke uopretteligt i stykker, fordi de oplever os begå fejl. De bliver kede af det - og det må børn godt, selvom det skærer os i hjertet, og vi helst ville skåne dem for det.
Vi stiller meget høje krav til os selv som mødre ved overhovedet at overveje, om vi sådan pr. definition og kronisk er dårlige til at være det. Det er naturligt og godt, at vi tager vores ansvar alvorligt, men jeg synes, det dårlige mor-spøgelse florerer meget herinde.
Jeg er dygtig til mit arbejde - og nogle gange er der noget, jeg ikke gør godt nok, og som jeg ærgrer mig over - men jeg tænker ikke af den grund, at jeg er en dårlig lærer. Jeg er en god kone for min mand - og nogle gange er jeg åndssvag og forsømmer vores ægteskab lidt - men jeg tænker ikke af den grund, at jeg er dårlig at være gift med. Jeg tror, de fleste af os tænker sådan om vores andre roller i livet - i job, ægteskab, venindeforhold, som vores forældres døtre osv. osv. - at vi nogle gange kvajer os, men generelt er gode nok. Hvorfra kommer det så, at man så let dunker sig selv i hovedet med, at man er en dårlig mor?
Iøvrigt tror jeg heller ikke, at vores børn har spor gavn af, at vi udnævner os selv til dårlige mødre, om så bare for os selv.
