Sagen er den, at jeg har den dejligste dreng på 3 år, han er meget sensitiv og født en del for tidligt.
Hans far og jeg har en meget forvirrende deleordning og han har ikke en "base". Vi har 7-7 ordning fordelt på forskellige dage. Jeg har endelig fået søgt om at få denne ordning ændret samt fastsat, da den på ingen måde er til gavn for min søn.
Min kæreste som jeg venter barn med nu, han er simpelthen verdens bedste stedfar og har taget min søn til sig som var han hans eget. Der er ikke en eneste finger at sætte på hans faderrolle overhovedet.
Når det så er sagt, så fik han taget hans kørekort for flere år siden pga spirituskørsel, og har ikke generhvervet det. Det var før han og jeg fandt sammen. Sidste år valgte han så igen at sætte sig ind bag rattet og igen blev han taget for det. Han har lige fået indkaldelse i retten og nu er min bekymring, er det noget der vil komme frem hvis det ender i en retssag mellem min eks og jeg? Der er ingen andre end familie der ved noget om spirituskørsel og der er heller ikke nogen der skal vide noget om det.
Der skal ikke være nogen misforståelse i, at jeg på ingen måde synes spirituskørsel er i orden! Det er fuldstændigt sindssygt at sætte sig ind bag rattet påvirket i mine øjne, og jeg har haft rigtig svært ved at tilgive ham for det. Min vrede til ham er igen kommet op til overfladen, efter indkaldelsen i retten er kommet (Ikke noget min søn oplever). Jeg har meget svært ved at lægge det bag mig. Han kunne lige så godt have slået en ihjel og lige på det punkt har jeg enormt meget vrede til ham. Jeg er bare blevet nødt til at lægge det bag mig, men det kan til tider godt være meget svært.
Vi lever en meget stabil og struktureret hverdag, da min søn skal have den stabilitet og struktur i hverdagen han har brug for. Han skal forberedes på mange ting ellers bliver det for meget for ham. Hans far ser ikke den sensitivitet som vi samt daginstitution og sundhedsplejerske ser, og det er vi herhjemme bekymrede for. Han er meget på skift hos os, hvilket jo bare ikke gør noget bedre. Det virker nogle gange som om, at han bare er på besøg hos os, og det skærer i mit hjerte at se.
Er der nogen der har nogle gode råd eller erfaring? Jeg vil min søn det bedste, men jeg er samtidig bange for konsekvenserne.
Anmeld
