Det stopper aldrig!

Min datter er lige færdigudlært og har fået job et sted, hun slet ikke trives. Her har hun været en måned. Hun savner sin læreplads og er ikke blevet taget lige pænt imod af alle sine nye kolleger. Nu vil hun stoppe, når måneden er ovre, og jeg er bare så bekymret og ked af det. Jeg ved ikke, om hun er for nærtagende og for hurtig til at give op, men selvfølgelig skal hun ikke gå grædende hjem hver dag. 

Nu gik det lige så godt, det hele. Efter flere år med modgang og atter modgang i vores familie var det hele begyndt at køre - og jeg havde lige nået at sige, at det gik rigtigt godt for os allesammen. Og nu kommer de søvnløse nætter tilbage. 

Jeg orker ikke mere uvished og flere bekymringer. Jeg ved ikke, om jeg ser for dystert på min datters situation - kommer hun i job igen, kan hendes økonomi hænge sammen, ser det skidt ud på hendes CV, at hun giver op? Det kører rundt, og jeg savner nogle gange så frygteligt dengang, hvor børnenes problemer var små og lette at trøste væk. 

Jeg er bare så ked af det, og hold op, hvor er det svært at være mor. 

Anonym skriver:

Min datter er lige færdigudlært og har fået job et sted, hun slet ikke trives. Her har hun været en måned. Hun savner sin læreplads og er ikke blevet taget lige pænt imod af alle sine nye kolleger. Nu vil hun stoppe, når måneden er ovre, og jeg er bare så bekymret og ked af det. Jeg ved ikke, om hun er for nærtagende og for hurtig til at give op, men selvfølgelig skal hun ikke gå grædende hjem hver dag. 

Nu gik det lige så godt, det hele. Efter flere år med modgang og atter modgang i vores familie var det hele begyndt at køre - og jeg havde lige nået at sige, at det gik rigtigt godt for os allesammen. Og nu kommer de søvnløse nætter tilbage. 

Jeg orker ikke mere uvished og flere bekymringer. Jeg ved ikke, om jeg ser for dystert på min datters situation - kommer hun i job igen, kan hendes økonomi hænge sammen, ser det skidt ud på hendes CV, at hun giver op? Det kører rundt, og jeg savner nogle gange så frygteligt dengang, hvor børnenes problemer var små og lette at trøste væk. 

Jeg er bare så ked af det, og hold op, hvor er det svært at være mor. 

Det lyder rigtig trist med din datter, og kan godt forstå det giver dig søvnløse nætter. Men udfra det du skriver så forstår jeg godt din datter ønsker at stoppe, hvis hun slet ikke trives.

Men jeg ville nok lige snakke med hende (hvis ikke det allerede er gjort), omkring at hun kan tage fat i sin chef og fortælle h*n hvordan hun har oplevet at blive taget imod, og at hun ikke er glad for at være der. Måske kan det give anledning til at sjagonen (staves?) kan ændre sig.


Håber din datter finder ud af det