Overvejer i at finde sammen igen??

Hej alle enlige.

Er der nogensinde nogen af jer, der overvejer at finde sammen med barnets/børnenes far igen?

Jeg har været enlig siden min lillemand var 10 mdr. Nu er han over to år, så har været alene i halvandet år.

Meget omkring forældre-rollen er blevet nemmere med tiden, men gud hvor ville jeg ønske at hans far var mere ind over. Hans far har højst sandsynligt haft en depression, og han har mildest talt ikke været der for Birk. Desværre. På nuværende tidspunkt er det en måned siden de sidst sås - og sådanne perioder er der mange af. Vi kan ikke få en ordning op at køre, for hans far er ustabil.

Jeg har på det sidste genovervejet vores situation. Jeg kan til tider savne hans fars venskab, savne hans humor og vores fælles forståelse. Men for at være ærlig, ser jeg ham som en dejlig og super god ven, men har ikke lyst til former for seksuel nydelse med ham.

Jeg ved, at det var hans største drøm at være i en familie, og der ærgrer mig lidt nu, at vi ikke forsøgte mere end vi gjorde dengang. Det blev for meget for mig dengang, han var der ikke for os, og jeg havde en fødsels-depression (som jeg først har erkendt nu....) selvfølgelig er der langt mere der spillede ind, men det kræver længere tid at forklare, så det undlader jeg...

Nå, men er der nogle af jer der nogengange overvejer dette? At finde tilbage til hinanden og forsøge på ny??

Håber på gode svar  

Røverdatter skriver:

Hej alle enlige.

Er der nogensinde nogen af jer, der overvejer at finde sammen med barnets/børnenes far igen?

Jeg har været enlig siden min lillemand var 10 mdr. Nu er han over to år, så har været alene i halvandet år.

Meget omkring forældre-rollen er blevet nemmere med tiden, men gud hvor ville jeg ønske at hans far var mere ind over. Hans far har højst sandsynligt haft en depression, og han har mildest talt ikke været der for Birk. Desværre. På nuværende tidspunkt er det en måned siden de sidst sås - og sådanne perioder er der mange af. Vi kan ikke få en ordning op at køre, for hans far er ustabil.

Jeg har på det sidste genovervejet vores situation. Jeg kan til tider savne hans fars venskab, savne hans humor og vores fælles forståelse. Men for at være ærlig, ser jeg ham som en dejlig og super god ven, men har ikke lyst til former for seksuel nydelse med ham.

Jeg ved, at det var hans største drøm at være i en familie, og der ærgrer mig lidt nu, at vi ikke forsøgte mere end vi gjorde dengang. Det blev for meget for mig dengang, han var der ikke for os, og jeg havde en fødsels-depression (som jeg først har erkendt nu....) selvfølgelig er der langt mere der spillede ind, men det kræver længere tid at forklare, så det undlader jeg...

Nå, men er der nogle af jer der nogengange overvejer dette? At finde tilbage til hinanden og forsøge på ny??

Håber på gode svar  

Nej, vi er begge kommet videre med vores liv; han bor med sin nye kæreste og hendes datter og jeg venter barn med min "nye" kæreste - vi bor også sammen.

Vi gik fra hinanden for snart 2 år siden og vi snakker fint sammen.

Hvis man havde et ellers godt forhold og gik fra hinanden på en god måde, så tror jeg det er helt naturligt at der vil være et vis savn af den anden person, og jeg tror også det er helt normalt at tænke "hvad hvis jeg/vi havde kæmpet lidt mere".

Jeg kan godt savne visse dele af mit gamle liv, men jeg er super glad for mit nye og jeg ved at det var den rigtige beslutning vi tog dengang for 2 år siden - vi trives alle rigtig godt; både ham, jeg og vores fælles datter 

Wimmie skriver:

Nej, vi er begge kommet videre med vores liv; han bor med sin nye kæreste og hendes datter og jeg venter barn med min "nye" kæreste - vi bor også sammen.

Vi gik fra hinanden for snart 2 år siden og vi snakker fint sammen.

Hvis man havde et ellers godt forhold og gik fra hinanden på en god måde, så tror jeg det er helt naturligt at der vil være et vis savn af den anden person, og jeg tror også det er helt normalt at tænke "hvad hvis jeg/vi havde kæmpet lidt mere".

Jeg kan godt savne visse dele af mit gamle liv, men jeg er super glad for mit nye og jeg ved at det var den rigtige beslutning vi tog dengang for 2 år siden - vi trives alle rigtig godt; både ham, jeg og vores fælles datter 

Tak for dit svar!

Det lyder måske underligt, men det hjælper mig til at vide, at vi nok skal komme videre på et tidspunkt. Må også sige at det nok har været et hårdere brud for ham end mig.

Men kommunikationen - jeg ville ønske den var der. Den gensidige respekt.

Sort på hvidt har jeg netop modtaget en sms, hvor hans far skriver at han ikke har respekt for mig mere. Det gør mig ked af det, men jeg ved at det er hans egen elendighed han forsøger at blame mig for.

(uh der blev det lidt personligt, håber jeg er ok..)

Igen, tak for svar Wimmie!

Røverdatter skriver:

Tak for dit svar!

Det lyder måske underligt, men det hjælper mig til at vide, at vi nok skal komme videre på et tidspunkt. Må også sige at det nok har været et hårdere brud for ham end mig.

Men kommunikationen - jeg ville ønske den var der. Den gensidige respekt.

Sort på hvidt har jeg netop modtaget en sms, hvor hans far skriver at han ikke har respekt for mig mere. Det gør mig ked af det, men jeg ved at det er hans egen elendighed han forsøger at blame mig for.

(uh der blev det lidt personligt, håber jeg er ok..)

Igen, tak for svar Wimmie!

Jeg kan ikke tale om det, for jeg har aldrig været enlig mor, så det ved jeg jo slet ikke, hvordan det er.

Men jeg tænker, at det nok er helt naturligt at savne følelsen af at være en familie og hvis du har været uden mand/kæreste også i halvandet år, er det også naturligt at savne sådan en. MEN

Jeg tænker, at det er meget dumt at finde sammen, hvis du som udgangspunkt ved at du ikke har kærestefølelserne for ham og ikke kan se dig sammen med ham seksuelt. Så tror jeg det er svært at få et forhold til at virke og det er træls og besværligt for jer alle tre, hvis i pludselig er nødt til at flytte fra hinanden.

Omvendt ved jeg ikke, hvor meget i prøvede og hvor længe i har kendt hinanden og om det eventuelt er hans depression, der har været med til at "tage" dine følelser for ham.Hvis det er sådan kunne parterapi være en god ide.