Jobsamtale - skræmmende....

Puha har er godt arbejde - godt forstået på den måde det er fast, er vellidt, okay løn, indtil videre (ændrer sig) gode arbejdstider osv. Og alligevel har jeg bare ønsket at ændre det, ønsket at kravle lidt op af karrierens rangstige, ønsket at finde noget som udfordrer mig på en anden måde.

Har kigget på annoncer, og har de sidste to mnd søgt to job - og ups i går kom der indkaldelse til samtale på fredag og på et tidspunkt så jeg bliver nød til at involvere nogen på arbejde for at kunne komme aftsted.

Er selvsagt stolt, lidt forvirret men også bare skræmt. Hvad hvis de siger: vi vil have dig. Så står jeg med et valg mellem det sikre og det usikre (det jeg søger er en midlertidig stilling på halvanden år, men som jo så forhåbentlig skulle åbne nye døre), valget mellem det børnevenlige arbejde (som dog forandrer sig snart) lige rundt om hjørnet arbejdet lidt væk (aner ikke hvor lang transporttiden er) som ikke er børnevenligt.... og mine gode kollegaer, hyggen.... 

Og samtidig ved jeg at jeg bare ikke kan sige nej, jeg kan ikke sige nej til at ændre spor eller rettere komme tilbage på sporet...

Nå måtte bare af med det - og har I gode råd til ansættelsessamtaler er de velkomne.

uuh, det må være super skræmmende! Men HEY hvor er det feeeedt at du skal til samtale efter blot at have søgt i 2mdr! Det er sgu ikke mange der kommer så langt så hurtigt! 

Kan ikk give nogen råd da jeg selv aldrig har været til en jobsamtale... 

Men jeg forstår hvordan du har det. Drømmer selv om et andet spor og sidste år hvor jeg gik ledig i et par måneder blev jeg faktisk også kaldt ind til samtale til et job der er helt anderledes end det jeg har nu. men jeg var for bange for at det ikk kunne hænge sammen med afstanden og sagde nej tak til samtalen pga det OG fordi jeg havde fået mit gamle job tilbage samme dag. Idag dunker jeg mig selv oveni hovedet med det  Så jeg synes du skal tage springet hvis muligheden byder sig!!  

Mor11 skriver:

uuh, det må være super skræmmende! Men HEY hvor er det feeeedt at du skal til samtale efter blot at have søgt i 2mdr! Det er sgu ikke mange der kommer så langt så hurtigt! 

Kan ikk give nogen råd da jeg selv aldrig har været til en jobsamtale... 

Men jeg forstår hvordan du har det. Drømmer selv om et andet spor og sidste år hvor jeg gik ledig i et par måneder blev jeg faktisk også kaldt ind til samtale til et job der er helt anderledes end det jeg har nu. men jeg var for bange for at det ikk kunne hænge sammen med afstanden og sagde nej tak til samtalen pga det OG fordi jeg havde fået mit gamle job tilbage samme dag. Idag dunker jeg mig selv oveni hovedet med det  Så jeg synes du skal tage springet hvis muligheden byder sig!!  

Er da også super stolt/glad for at jeg måske alligevel er et godt kort og har noget at byde på... En lang historie der gør jeg bliver tydelig genkendeligt, så den må komme når jeg enten ved om jeg har fået det eller ej og arbejdet ved det....

Det mest skræmmende er egentlig jeg ikke kan forestille mig jeg vil sige nej uden at dunke mig selv rigtig rigtig rigtig hårdt i hoved... Men det er en ny prioritering i livet og en prioritering der prioriterer børnene mindre - fx har jeg nedsat tid nu med en ugentlig fridag....

Anonym skriver:

Er da også super stolt/glad for at jeg måske alligevel er et godt kort og har noget at byde på... En lang historie der gør jeg bliver tydelig genkendeligt, så den må komme når jeg enten ved om jeg har fået det eller ej og arbejdet ved det....

Det mest skræmmende er egentlig jeg ikke kan forestille mig jeg vil sige nej uden at dunke mig selv rigtig rigtig rigtig hårdt i hoved... Men det er en ny prioritering i livet og en prioritering der prioriterer børnene mindre - fx har jeg nedsat tid nu med en ugentlig fridag....

Ja så kan jeg godt se det bliver noget a en forandring!  men du lyder til at være klar til noget nyt, trods udfordringerne ved det

Nu har jeg i hvert fald takket ja til samtalen, fået lov at afspadsere og sidder og ved ikke om jeg skal græde eller grine....

Anonym skriver:

Nu har jeg i hvert fald takket ja til samtalen, fået lov at afspadsere og sidder og ved ikke om jeg skal græde eller grine....

Mor til Majbørn skriver:

husk at du faktisk godt kan sige nej tak til jobbet, hvis du får det tilbudt. Så du træffer ingen beslutninger endnu.

Tak - ved det.... Men selvsagt kan vilkårene være sådan så jeg ikke vil, men ellers er det at vende bøtten tilbage - har en uddannelse, arbejder inden for en anden som opkvalificering og var ud fra det skulle hjælpe mig med at komme videre med det jeg brænder for... Svært at forklare uden at fortælle hvem jeg er  Så derfor ville det være en resignering at takke nej, ville være: jeg vil blive hvor jeg er... Men hvad selvom jeg selvsagt er utrolig dygtig (griner højt) så er det jo slet ikke sikkert de vil have mig og så er bekymringerne jo unødvendige. 

Men en skøn følelse at komme til samtale - det var mit mål... Og kan se jeg lige igen fik lyst til at nærlæse jobindex og fandt 5 nye job jeg burde søge...

Et vikariet på 1½ år er rigeligt tid til at der kan nå at ske mange ting :-) Gør du jobbet godt, så har du næsten 100% chance for at få tilbudt en tilsvarende stilling. En god virksomhed giver jo ikke sådan bare slip på sine dygtige medarbejdere - medmindre det er en offentlig virksomhed der kun tænker i budgetter selvfølgelig ;-)

Efter at have prøvet mange omvæltninger i mit eget liv, kan jeg kun sige; gør det. Sorgen ved at give slip i det trygge opvejes hurtigt af glæden ved at møde nye mennesker, få udbygget sit netværk og vise hvad man kan :-) 

Jeg har selv haft en del jobsamtaler efterhånden, og det som jeg synes er vigtigt, er at du skal fokusere på muligheder frem for begrænsninger, forstået på den måde at du ikke skal dreje samtalen ind på alt det du IKKE kan, men derimod lade samtalen handle om hvad du KAN. 

Og så synes jeg også hurtigt man vil kunne fornemme hvis der er kemi eller ej, når man sidder overfor hinanden til sådan en samtale. Jeg har været til mange sjove samtaler, og en af de bedre var da jeg blev spurgt direkte hvilken fugl jeg ville være, hvis jeg kunne blive født på ny  Men det er sådan noget der er med til at løsne op på stemningen, og det kan være en stor hjælp for mange. 

Du får hurtigt en fornemmelse af hvordan chefen er, når du sidder til samtale med ham/hende, og du vil hurtigt kunne danne dig et indtryk af om der er kemi eller ej. I sidste ende er kemien vigtigere end det der skal præsteres - er man glad, skal man nok præstere, men er man ked af det og mistrives i et dårligt arbejdsmiljø, ja så bliver det svært at præstere. 

Held og lykke med samtalen :-)