Er så ulykkelig, overvejer at flytte

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gøre en lang historie kort, så i får bare den lange, tak fordi i læser med.

Jeg er gift og har en søn på næsten 4 år, vi er begge studerende. Har ingen familie og heller ingen penge. Det var vist de ydre omstændigheder. Vi er to mennesker, der hver især ikke har haft den bedste barndom, min familie var mest fokuseret på facade og karriere, mine svigerforældre var ufaglærte, og det har gjort at min kæreste har haft meget svært ved at tage en uddannelse, der var jo ingen støtte eller opmuntring at hente hjemme. Han mistede sin mor tidligt og jeg tror lidt, at det var den svære opvækst, der gjorde, at vi ligesom fik andre værdier i livet.

Da vi mødtes for seks år siden blev vi enormt forelskede og tænkte ikke på andet end hinanden. Vi var total kærligheds og kildevands forelsket og tænkte, at det kunne vi leve af, pyt med, at vi ikkehavde nogen familie, ingen arbejde (vi er jo studerende) så det tænkte vi bare, at det skulle vi nok få. Så fik vores dreng, og det har været et stort chok, det der med at kærlighed og kildevand slet ikke er nok. For pludselig er der udgifter til større bolig, daginstitution, børneudstyr, kæmpe madbudget og jeg kunne blive ved. Der har været søvnløse nætter, lortebleer, selvstændighedsfase osv. Hele den der fantastiske kærestetid er blevet overskygget af andre ting. Der er ikke råd til at gå ud længere, rejse og alle de der ting. Når vi er sammen er vi tit træt og udmattede og har mange ting at se til.

Det lyder jo nok som en helt almindelig børnefamilie, men især jeg er virkelig dybt ulykkelig over det. Jeg synes det er usædvanligt hårdt, og savner helt desperat den tid, hvor vi bare kunne sove længe, have overskud til at passe og pleje hinanden og bruge alt vores fritid/ og penge på hinanden. 

Vores søn har det godt, trives i sin børnehave, har gode venner og er også glad og tryg herhjemme, så det meste af mine frustrationer er altså gået hen over hovedet på ham. Heldigvis, så noget har jeg da at have god samvittighed (Kommer selv fra et hjem, hvor jeg har opdaget at langt fra alle forældre forstår at skjule deres egne problemer for børnene).

Nu skriver jeg så speciale på universitetet og er ved at drukne i det.Lige nu er jeg så ulykkelig og udmattet, at jeg nærmest overvejer at flytte hen til min veninde. Har sådan brug for nogen opmuntrende ord.

Tak, hvis du, har orket at læse det her meget, meget lange indlæg.

jamen hvor er far og mor tiden henne????

er der ingen der vil passe jeres dejlige søn i en weekend???

så i kan få kæreste tid sove længe have hinanden og alt det man har behov for??

Anonym skriver:

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gøre en lang historie kort, så i får bare den lange, tak fordi i læser med.

Jeg er gift og har en søn på næsten 4 år, vi er begge studerende. Har ingen familie og heller ingen penge. Det var vist de ydre omstændigheder. Vi er to mennesker, der hver især ikke har haft den bedste barndom, min familie var mest fokuseret på facade og karriere, mine svigerforældre var ufaglærte, og det har gjort at min kæreste har haft meget svært ved at tage en uddannelse, der var jo ingen støtte eller opmuntring at hente hjemme. Han mistede sin mor tidligt og jeg tror lidt, at det var den svære opvækst, der gjorde, at vi ligesom fik andre værdier i livet.

Da vi mødtes for seks år siden blev vi enormt forelskede og tænkte ikke på andet end hinanden. Vi var total kærligheds og kildevands forelsket og tænkte, at det kunne vi leve af, pyt med, at vi ikkehavde nogen familie, ingen arbejde (vi er jo studerende) så det tænkte vi bare, at det skulle vi nok få. Så fik vores dreng, og det har været et stort chok, det der med at kærlighed og kildevand slet ikke er nok. For pludselig er der udgifter til større bolig, daginstitution, børneudstyr, kæmpe madbudget og jeg kunne blive ved. Der har været søvnløse nætter, lortebleer, selvstændighedsfase osv. Hele den der fantastiske kærestetid er blevet overskygget af andre ting. Der er ikke råd til at gå ud længere, rejse og alle de der ting. Når vi er sammen er vi tit træt og udmattede og har mange ting at se til.

Det lyder jo nok som en helt almindelig børnefamilie, men især jeg er virkelig dybt ulykkelig over det. Jeg synes det er usædvanligt hårdt, og savner helt desperat den tid, hvor vi bare kunne sove længe, have overskud til at passe og pleje hinanden og bruge alt vores fritid/ og penge på hinanden. 

Vores søn har det godt, trives i sin børnehave, har gode venner og er også glad og tryg herhjemme, så det meste af mine frustrationer er altså gået hen over hovedet på ham. Heldigvis, så noget har jeg da at have god samvittighed (Kommer selv fra et hjem, hvor jeg har opdaget at langt fra alle forældre forstår at skjule deres egne problemer for børnene).

Nu skriver jeg så speciale på universitetet og er ved at drukne i det.Lige nu er jeg så ulykkelig og udmattet, at jeg nærmest overvejer at flytte hen til min veninde. Har sådan brug for nogen opmuntrende ord.

Tak, hvis du, har orket at læse det her meget, meget lange indlæg.

Er der ikke mulighed for at din veninde kunne passe jeres dreng en enkelt aften eller en weekend??

det tror jeg vil være rigtigt godt for jer alle 3

så kunne dig og kæresten få hygget, slappet af, snakket og sovet alt det i orker.

det er ikke sjovt at stå i den situation, men jeg tror på at i nok skal klare den.

op med hovedet og smil til verden, selvom den jokker på dig lige nu, tag evt. orlov fra studiet hvis du har mulighed for det, så du ikke render med hovedet først ind i en depression eller en omgang stress

Anonym skriver:

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gøre en lang historie kort, så i får bare den lange, tak fordi i læser med.

Jeg er gift og har en søn på næsten 4 år, vi er begge studerende. Har ingen familie og heller ingen penge. Det var vist de ydre omstændigheder. Vi er to mennesker, der hver især ikke har haft den bedste barndom, min familie var mest fokuseret på facade og karriere, mine svigerforældre var ufaglærte, og det har gjort at min kæreste har haft meget svært ved at tage en uddannelse, der var jo ingen støtte eller opmuntring at hente hjemme. Han mistede sin mor tidligt og jeg tror lidt, at det var den svære opvækst, der gjorde, at vi ligesom fik andre værdier i livet.

Da vi mødtes for seks år siden blev vi enormt forelskede og tænkte ikke på andet end hinanden. Vi var total kærligheds og kildevands forelsket og tænkte, at det kunne vi leve af, pyt med, at vi ikkehavde nogen familie, ingen arbejde (vi er jo studerende) så det tænkte vi bare, at det skulle vi nok få. Så fik vores dreng, og det har været et stort chok, det der med at kærlighed og kildevand slet ikke er nok. For pludselig er der udgifter til større bolig, daginstitution, børneudstyr, kæmpe madbudget og jeg kunne blive ved. Der har været søvnløse nætter, lortebleer, selvstændighedsfase osv. Hele den der fantastiske kærestetid er blevet overskygget af andre ting. Der er ikke råd til at gå ud længere, rejse og alle de der ting. Når vi er sammen er vi tit træt og udmattede og har mange ting at se til.

Det lyder jo nok som en helt almindelig børnefamilie, men især jeg er virkelig dybt ulykkelig over det. Jeg synes det er usædvanligt hårdt, og savner helt desperat den tid, hvor vi bare kunne sove længe, have overskud til at passe og pleje hinanden og bruge alt vores fritid/ og penge på hinanden. 

Vores søn har det godt, trives i sin børnehave, har gode venner og er også glad og tryg herhjemme, så det meste af mine frustrationer er altså gået hen over hovedet på ham. Heldigvis, så noget har jeg da at have god samvittighed (Kommer selv fra et hjem, hvor jeg har opdaget at langt fra alle forældre forstår at skjule deres egne problemer for børnene).

Nu skriver jeg så speciale på universitetet og er ved at drukne i det.Lige nu er jeg så ulykkelig og udmattet, at jeg nærmest overvejer at flytte hen til min veninde. Har sådan brug for nogen opmuntrende ord.

Tak, hvis du, har orket at læse det her meget, meget lange indlæg.

Så flyt - få et lille pusterum og erkend, at du har brug for at koncentrere dig om dit studie i denne spidsbelastningssituation.
Hvis det var far, der via studie skulle udveksles i en kort periode, og du skulle stå for det hele, ville de fleste nok vælge, at det skulle han da........nu er det dig, der har et studiebehov, din søn og din mand vil såmænd også have godt af lidt far/søn-tid.....og måske jeres tid fra hinanden resulterer i en opblomstring af den gode gamle kærlighed, og I lærer at prioritere hinanden noget mere

Anonym skriver:

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gøre en lang historie kort, så i får bare den lange, tak fordi i læser med.

Jeg er gift og har en søn på næsten 4 år, vi er begge studerende. Har ingen familie og heller ingen penge. Det var vist de ydre omstændigheder. Vi er to mennesker, der hver især ikke har haft den bedste barndom, min familie var mest fokuseret på facade og karriere, mine svigerforældre var ufaglærte, og det har gjort at min kæreste har haft meget svært ved at tage en uddannelse, der var jo ingen støtte eller opmuntring at hente hjemme. Han mistede sin mor tidligt og jeg tror lidt, at det var den svære opvækst, der gjorde, at vi ligesom fik andre værdier i livet.

Da vi mødtes for seks år siden blev vi enormt forelskede og tænkte ikke på andet end hinanden. Vi var total kærligheds og kildevands forelsket og tænkte, at det kunne vi leve af, pyt med, at vi ikkehavde nogen familie, ingen arbejde (vi er jo studerende) så det tænkte vi bare, at det skulle vi nok få. Så fik vores dreng, og det har været et stort chok, det der med at kærlighed og kildevand slet ikke er nok. For pludselig er der udgifter til større bolig, daginstitution, børneudstyr, kæmpe madbudget og jeg kunne blive ved. Der har været søvnløse nætter, lortebleer, selvstændighedsfase osv. Hele den der fantastiske kærestetid er blevet overskygget af andre ting. Der er ikke råd til at gå ud længere, rejse og alle de der ting. Når vi er sammen er vi tit træt og udmattede og har mange ting at se til.

Det lyder jo nok som en helt almindelig børnefamilie, men især jeg er virkelig dybt ulykkelig over det. Jeg synes det er usædvanligt hårdt, og savner helt desperat den tid, hvor vi bare kunne sove længe, have overskud til at passe og pleje hinanden og bruge alt vores fritid/ og penge på hinanden. 

Vores søn har det godt, trives i sin børnehave, har gode venner og er også glad og tryg herhjemme, så det meste af mine frustrationer er altså gået hen over hovedet på ham. Heldigvis, så noget har jeg da at have god samvittighed (Kommer selv fra et hjem, hvor jeg har opdaget at langt fra alle forældre forstår at skjule deres egne problemer for børnene).

Nu skriver jeg så speciale på universitetet og er ved at drukne i det.Lige nu er jeg så ulykkelig og udmattet, at jeg nærmest overvejer at flytte hen til min veninde. Har sådan brug for nogen opmuntrende ord.

Tak, hvis du, har orket at læse det her meget, meget lange indlæg.

Hvad med en reserve bedste ?

Hvor er i søde. Jo vi har nogen der gerne vil passe også som vores søn har det rigtigt godt med. Det er også med meget stor skam, at jeg her meddeler, at når vi så er alene sammen min kæreste og jeg, så får jeg de frygtelige tanker, "Gid det kunne være sådan altid" eller "Gid en af os havde vores søn med en anden, så han havde et sæt søde forældre mere, så vi kunne have vores tid". Jeg ved at jeg er en stor egoist at skrive sådan (lad mig slå fast, at det aldrig er noget jeg siger og ikke en tanke, der kører i mit hoved hele tiden, den dukker bare op ind imellem) 

Jeg vil også gerne slå fas, at jeg elsker min dejlige søn. Han er den sødeste, kærligste, smukkeste dreng i universet og det at se ham smile, kan gøre mig helt varm om hjertet. Faktisk bliver jeg det af bare at skrive om ham. MEN... Det er bare alt det, der følger med og de begrænsninger det har for ens eget overskud og parforhold (altså at skulle gøre rent, vaske alt det tøj, hele tiden købe ind og servicere, når der bliver sagt "sæt den film på" "Nej hent en pære", Nej nu vil jeg have mælk" osv. Det kan få mig til at tænke på, om jeg i virkeligheden er alt for selvoptaget til at have børn. Er bare så træt og så får jeg de der egoistiske tanker "Hey jeg vil have min mand for mig selv" eller bare mig selv for mig selv.

Det, der er så svært er at det slet ikke er følelserne det er i vejen med, det er bare mit overskud. Frygter altså også lidt for depression. Havde en fødselsdepression, der varede et år, og nu frygter jeg at det gode der har været de seneste tre bare har været en løgn. Altså mit forsøg på at overbevise mig selv og min mand om, at jeg kan lide at være mor.

Olivia's Moar skriver:

Hvad med en reserve bedste ?

Det kunne jeg også godt tænke mig, altså en der måske hverken har børn eller børnebørn, som har lyst til at kende os voksne også. Men det er min mand MEGET stor modstander af. Han synes bare vi må affinde os med kun at have hinanden.

Anonym skriver:

Det kunne jeg også godt tænke mig, altså en der måske hverken har børn eller børnebørn, som har lyst til at kende os voksne også. Men det er min mand MEGET stor modstander af. Han synes bare vi må affinde os med kun at have hinanden.

Åhh, hvor ærgerligt !
Det kunne jo være godt, for den bette også, at få sådan en 'hygge'bedste ind i sit liv, ikke kun for jer ..

Jeg ville helt sikkert presse min mand omkring det, hvis det var mig, der var i jeres situation, men jeg kender jo hverken dig eller din mand, så det kan jeg jo ikke udtale mig om

Vil bare lige sige du ikke er alene om de tanker.
Elsker min datter uendelig højt, men synes altså også det er drøn hårdt og tænker også en gang i mellem om jeg overhovedet var sådan en der skulle have haft børn. Kamp savner også ego tiden og tiden alene med min mand....

Men tænker at hvad der ikke ødelægger os, gør os stærkere. Og så bliver børnene jo kun større og mere selvstændige og tiden til at pleje forholdet skulle der forhåbentlig kun blive mere og mere af....

Loa skriver:

Vil bare lige sige du ikke er alene om de tanker.
Elsker min datter uendelig højt, men synes altså også det er drøn hårdt og tænker også en gang i mellem om jeg overhovedet var sådan en der skulle have haft børn. Kamp savner også ego tiden og tiden alene med min mand....

Men tænker at hvad der ikke ødelægger os, gør os stærkere. Og så bliver børnene jo kun større og mere selvstændige og tiden til at pleje forholdet skulle der forhåbentlig kun blive mere og mere af....

Tak for dit svar. Det er også det, jeg lidt prøver at trøste mig med. Altså det med, at han bliver større. Men altså kunne godt tænke mig at vide, hvornår alt det børnehalløj begynder at fylde lidt mindre. For synes på mange måder, at det har været fire hårde år, måske ikke dem alle men det første og det sidste.

I min familie var der sådan et mantra med "du har selv valgt at få børn, så lad være med at brokke dig", og det har kun gjort tingene værre, at folk har gået og haft skyldfølelse, når det har været hårdt.