Hej med jer.
Jeg skriver dette indlæg for at få lidt afslutning for mig og samtidig få det ud af mit system. Det er sådan en kramagtig følelse af ked-af-det-hed, der sidder inde i mig.
Det var mig der var herinde før jul. Jeg testede positiv en dag senere end testdag, fredag den 6. december og alt var bare perfekt... Vi var ovenud lykkelige over denne fantastiske julegave vi havde fået og vi glædede os til den tidlige scanning jeg havde fået lov til at få den 19. december. Vi havde en plan om, at hvis vi så hjerteblink ved denne scanning, ville vi vise vores søn billedet som julegave og fortælle ham at han skulle være storebror.
Min mand og jeg havde snakket om at det var lidt tidligt, men... Da julelegetøjskatalogerne udkom, skulle min søn selvfølgelig have lov til sætte krydser ved det han ønskede sig. Jeg havde glædet mig til at vi skulle sidde sammen og hygge omkring det. (jeg kan selv huske fra barn hvor meget jeg elskede at sætte mine krydser
). Det første katalog vi sidder med og som en af de første ting han peger på og fortæller han ønsker sig, er en baby... 
(ikke en dukke, men det billede han peger på er et billede af en rigtig baby, der ligger og leger under et legetæppe). Jeg blev helt mundlam og dybt, dybt rørt helt ind i mit hjerte...
Min mand og jeg har intet nævnt om vores projekt baby nr. 2 overfor vores søn. Men det var jo lige nøjagtig det vi gerne ville give ham, en bror eller søster.
I løbet af juletiden nævnte min søn flere gange, når han blev spurgt om sine ønsker, at han ønskede sig en baby...
Jeg havde anledningen af julen lagt 4 stk. dækkeservietter med nisser på bordet, så min søn havde lidt hyggeligt at kigge på.
Denne dag, hvor jeg testede positivt tænkte jeg, ej, hvor fint, til næste jul kommer det lige til at passe med de fire dækkeservietter, for der vil den lille ny være her også...
men sådan skulle det ikke gå... (det er utroligt som jeg ser dette barns fremtid for sig, med det samme jeg bliver gravid, men det ligger jo nok i at det er så stort og inderligt et ønske)
Mandag den 16. december, fik min mand en madforgiftning, hvor det stod ud af begge ender på ham. Jeg fik den mest voldsomme hovedpine og troede vi havde omgangssyge og at det snart var min tur til at hilse på "Ulrik". Det slap jeg for, men hovedpinen var der stadig dagen efter og den blev bare værre og værre...
Samtidig i disse dage følte jeg mig mindre og mindre gravid. Det var lige som om kvalmen fortog sig og mine bryster var ikke så ømme mere, men jeg lagde ikke det store i det på dette tidspunkt.
Onsdag var hovedpinen der stadig og intet hjalp, hverken at tage hovedpinepiller, eller sove den væk... så efter frokost besluttede jeg mig for at gå en tur, det kunne jo være den friske luft ville hjælpe på det. Det var dejligt med frisk luft, men hovedpinen holdt ved og da jeg kom hjem skulle jeg lige på toilet inden jeg skulle hente min søn i børnehave.
Og dér til min og enhver gravids store skræk, var der blod på papiret efter jeg havde tørret mig.
Jeg gik fuldstændig i panik, jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, begyndte at græde og gik hvileløst rundt i huset. Jeg fik mig samlet sammen til at ringe til min mand og fik ham til at komme tidligere hjem.
Da jeg kom over til børnehaven forsøgte jeg at få pakket de nødvendige ting hurtigt sammen og få min søn i tøjet uden at bryde sammen... men tårerne trillede ned af kinderne på mig... Jeg kunne slet ikke holde dem tilbage. Heldigvis kom min søns kontaktpædagog forbi garderoben og så mig. Hun har selv været i behandling og har fået to drenge og jeg havde haft god kontakt til hende inden denne dag.
Hun fik mig med ind på kontoret og en af de andre pædagoger tog sig af min søn. Hun fortalte mig at hun selv havde været igennem en SA. Og at hun faktisk ved alle tre graviditeter havde blødt. Så hun kunne både fortælle mig en lykkelig historie og en trist. Jeg spurgte hvad jeg skulle gøre, for jeg anede ikke mine gode råd (og var nok heller ikke i stand til at tænke helt rationelt på dette tidspunkt). Hun fortalte at hun havde ringet til vagtlægen dengang. Han havde tilbudt en scanning, men havde sagt, hvis vi scanner i aften og der vises hjerteblink, kan det sagtens være ved en scanning i morgen at der ikke er hjerteblink mere... hun havde valgt at vente til dagen efter, og der var intet hjerteblink. Som lægen havde sagt, men kan intet gøre for at forhindre en evt. SA på dette tidspunkt.
Ud fra denne samtale og en snak med min mand, valgte vi at vente til jeg skulle til den planlagte scanning dagen efter.
Det var den mest forfærdelige aften i mit liv. Hver gang jeg gik på toilet kom jeg grædende derfra, for det blev bare ved med at bløde og om aftenen da jeg skulle på toilet inden jeg skulle i seng, måtte jeg råbe efter min mand, for der var kommet noget mærkeligt ud af mig...
Jeg spurgte om han ville se det og det ville han gerne (han er heldigvis ikke sart, hvad sådan noget angår) og sammen fandt vi ud af at det var fosterhinden fra vores lille barn...
Min mand var så trist og jeg var helt opløst i gråd. Vi viste ikke hvad vi skulle gøre med det? Skulle vi tage det med til klinikken? Smide det ud? Skylle det ud i toilettet? Jeg kunne ikke få mig selv til at smide det ud eller skylle det ud i toilettet og hvorfor skulle vi dog tage det med til klinikken, vi kunne jo se hvad det var, det behøvede vi ikke få bekræftet. Vi besluttede os for at begrave det ude i vores have. Vi fandt en lille æske og fik gravet et hul og lagde æsken deri... vi bad fader vor og stod lidt sammen der i måneskinnet og kiggede op på stjernerne...
Den aften græd jeg mig selv i søvn...
Næste morgen (med de mest hævede øjne efter alle de tårer) fik vi afleveret vores søn i børnehave og satte kursen mod klinikken. Det var den længste køretur ever... og scanningen bekræftede at min livmoder var tom.
Vi fik en god snak med lægen, som forsikrede os om at jeg kunne ikke have gjort noget anderledes! Men min skyldfølelse var så altoverskyggende at jeg næsten ikke kunne høre at hun forsikrede mig om at det ikke var min skyld at jeg aborterede...
Hun fortalte, det min krop gjorde lige nu, var det helt rigtige. Det barn der var indeni mig, var ikke levedygtigt og det var godt kroppen selv skilte sig af med det, så jeg var fri for medicin eller narkose for at få det skrabet ud. Det var en ringe trøst på daværende tidspunkt, men nu kan jeg godt se det var fint det kom ud af sig selv.
Lægen fortalte yderligere at min voldsomme hovedpine højest sandsynligt hang sammen med det drastiske hormonfald der kommer i kroppen i forbindelse med en abort... Så det vil sige at den lille måske allerede var død der om mandagen hvor hovedpinen startede.
Vi blev tilbudt et værelse hvor vi kunne sidde og sunde os, men vi ville bare gerne hjem. Vi skulle nok have takket ja til det værelse, for i bilen på vej hjem, brød min kære mand sammen, dér gik det virkelig op for ham at det var slut... han kunne næsten ikke styre bilen, så han sænkede hurtigt hastigheden og vi kørte ind på den nærmeste rasteplads og græd i hinandens arme
Denne jul blev ikke slet ikke som vi havde forestillet os. Vi havde dog en dejlig og hyggelig aften med vores søn, hvor det var ham der var i fokus og aborten var i baggrunden. Da vi puttede vores søn, sagde han dog, da vi spurgte om han havde fået hvad han ønskede sig, som det sidste i hans forklaring: "Mig ønsker en baby"... jeg fik fremstammet, det gør jeg også... og da vi havde puttet ham færdig og kom ud på den anden side af døren, faldt jeg grædende sammen i min mands arme...
Men hvad nu...?
Jeg kan mærke jeg har brug for en lille pause inden vi bruger vores sidste IVF-forsøg. Men lige nu venter jeg på at få min mens, så jeg kan ringe til klinikken og aftale hvad vi gør fremadrettet.
Tak fordi du læste med, det har været godt for mig at skrive dette og har da også grædt undervejs.
