Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte..... Jeg flyttede til KBH for nogle år siden for at prøve noget nyt, jeg kommer fra en lille by i Jylland. Jeg har været glad for at bo her, og jeg mødte min kæreste her og vi venter os nu vores første barn, med termin om 4 dage. Jeg havde hele tiden regnet med at der ville gå meget længere tid før jeg skulle stifte familie, og at jeg nok også på det tidspunkt ville flytte tilbage til familie og venner i Jylland igen, så de var omkring mig når jeg fik børn. Det hele er bare gået så hurtigt og nu sidder jeg i KBH og er super ensom og savner min familie og de venner og veninder jeg har kendt hele mit liv. De venskaber jeg nåede at få herovre inden jeg blev gravid var meget bygget på drukture og fester og de er derfor, forståeligt nok, løbet meget ud i sandet efter jeg blev gravid.
Jeg går bare herhjemme, alene, hver eneste dag. Taler i tlf med enten min mor eller far 2-3 timer om dagen og fantasere om at flytte til Jylland og have mormor og morfar tæt på, samt min bedste veninde som også skal være gudmor til vores barn. Min kæreste har altid boet i KBH, og selvom han egentlig ikke har super tætte venner her, så er han da stadig ude indimellem.
Nu er problemet så at jeg gerne vil flytte til Jylland, vil jeg hjem! Jeg kan ikke holde det ud længere. Det er et halvt år siden jeg har været på café eller hygget med en veninde, udover de to weekender vi har været i Jylland hos min familie - men jeg kan ikke byde min kæreste det. Han siger dog indimellem at det er OK og at han sikkert godt kan klare ikke at kende nogen et nyt sted, men jeg får et hul i maven når han siger det. Jeg ønsker ikke for min værste fjende at have det som jeg går og har det lige nu, så jeg ønsker det bestemt heller ikke for den mand jeg elsker.
Jeg ved bare snart ikke hvad vi skal stille op - vi skal jo begge kunne fungere. Nogen gange er jeg bange for at den eneste løsning er at bo i hver sin ende af landet men det vil jeg jo heller ikke 
Nogen gange kan jeg blive gal over at jeg føler mig så ensom og føle at jeg har "ret" til at bo i Jylland fordi jeg har kendt mine veninder i over 20 år og han "kun" har kendt hans venner i 4-5-6 år. (Dette ved jeg godt er DYBT forkert og slet slet ikke iorden - det er bare en følelse jeg får når ensomheden tager over)
Samtidig, er hans familie ikke nogen vi ser eller har noget at gøre med som sådan, de er ikke særlig interesserede i at hjælpe os eller være en del af vores liv, og når jeg så ved min familie sidder i Jylland og har tid, overskud og det hele til at være bedsteforældre og hjælpe os og hygge med os, gør det bare det hele meget sværere. Plus, det økonomiske aspekt, vi har ikke vildt mange penge, og det er dyrt at bo i KBH, vi ville kunne få noget i Jylland til halv pris, men dobbelt størrelse.
Ja, i kan høre jeg er blevet god til at argumentere for min sag. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op længere, jeg er SÅ ensom, jeg savner mine venner, jeg er næsten blevet helt imod at skulle møde nogen fra mødregrupper og lig. for jeg savner de DYBE venskaber med dem man altid har kendt. (Dette ved jeg også godt er dybt forkert af mig, jeg lyder som en forkælet møgunge)
Jeg føler bare ikke jeg kan byde min kæreste at han skal flytte til et nyt sted han ikke selv har valgt, bare for min skyld. Jeg valgte jo selv i sin tid at flytte til KBH, så hvorfor skulle han flytte? Men samtidig er jeg bare så ulykkelig her og bruger 5-6-7 timer om dagen på at snakke i tlf eller skrive med folk fra Jylland som jeg savner og som kender mig og forstår mig.
Jeg ved ikke helt hvad jeg vil opnå med denne tråd, er godt klar over den kan komme til at give nogle huk, jeg lyder som et frygteligt menneske og føler mig også sådan Jeg er bare så ensom og tror lige jeg havde brug for at få luft for det hele....
