Orker ikke at have veninder

Det her lyder måske underligt, men prøver at forklare. Sagen er den, at jeg ind imellem føler, at jeg ikke orker at have veninder. Altså følelsesmæssigt, jeg har altid været meget sensitiv og i perioder let påvirkelig og så er jeg opdraget med at tænke på alle andre før mig selv og specielt på hvad de kunne tænke. Noget der har taget lang tid at komme ud af. 

Men i perioder er jeg overinvolveret og bekymrer mig alt for meget om venindernes problemer, lige som jeg kan blive utroligt såret, hvis de mener noget andet end mig eller jeg ikke føler mig respekteret.

Nogen gange er jeg bare i tvivl om, om jeg i det hele taget orker at have veninder eller om jeg bare skulle fokusere på studiet, hjem  mand og barn og måske læse bøger, gå ture, svømme osv.'

Er der nogen af jer der kender det?

Anonym skriver:

Det her lyder måske underligt, men prøver at forklare. Sagen er den, at jeg ind imellem føler, at jeg ikke orker at have veninder. Altså følelsesmæssigt, jeg har altid været meget sensitiv og i perioder let påvirkelig og så er jeg opdraget med at tænke på alle andre før mig selv og specielt på hvad de kunne tænke. Noget der har taget lang tid at komme ud af. 

Men i perioder er jeg overinvolveret og bekymrer mig alt for meget om venindernes problemer, lige som jeg kan blive utroligt såret, hvis de mener noget andet end mig eller jeg ikke føler mig respekteret.

Nogen gange er jeg bare i tvivl om, om jeg i det hele taget orker at have veninder eller om jeg bare skulle fokusere på studiet, hjem  mand og barn og måske læse bøger, gå ture, svømme osv.'

Er der nogen af jer der kender det?

Ja!  Jeg har haft perioder i mit liv hvor jeg ikke har set andre end min kæreste i flere måneder, eksempelvis de sidste 2-3 måneder. Jeg har én god veninde som bor i Jylland hvor jeg kommer fra og jeg er selv flyttet til Sjælland, så hende ser jeg selvfølgelig begrænset, og alle andre veninder er bare et andet sted i livet end jeg er - jeg venter mit første barn her om et par uger og de render stadig i byen og leder efter kærester osv., og jeg har ofte følt mig "forkert" i selskab med dem efter jeg blev gravid, følte mig ikke lyttet til eller respekteret fordi mit liv pludselig bestod af noget andet og så har trukket mig væk stille og roligt, for ellers kan jeg, ligesom dig, godt komme til at "glemme" mig selv lidt og så fokuserer for meget på dem.

Jeg har besluttet mig for at veninder nok skal komme når de rigtige er der, hvad end jeg finder nogen i forbindelse med f.eks mødregrupper eller lig. og indtil da nyder jeg min kæreste og mit liv som kommende mor  Jeg føler mig da ensom engang imellem, men jeg gider heller ikke have veninder for enhver pris. Er godt klar over det lyder hårdt når jeg skriver det sådan, men der er selvfølgelig flere aspekter i det end at vi ikke bare lige allesammen får børn samtidig. 

Jeg håber du finder ud af det, synes ihvertfald ikke du skal føle dig presset til at have veninder, hvis de veninder du har, ikke gør noget specielt godt for dig 

Og du må endelig sige til hvis du har brug for noget uddybende eller en snak 

Det her lyder måske underligt, men prøver at forklare. Sagen er den, at jeg ind imellem føler, at jeg ikke orker at have veninder. Altså følelsesmæssigt, jeg har altid været meget sensitiv og i perioder let påvirkelig og så er jeg opdraget med at tænke på alle andre før mig selv og specielt på hvad de kunne tænke. Noget der har taget lang tid at komme ud af. 

Men i perioder er jeg overinvolveret og bekymrer mig alt for meget om venindernes problemer, lige som jeg kan blive utroligt såret, hvis de mener noget andet end mig eller jeg ikke føler mig respekteret.

Nogen gange er jeg bare i tvivl om, om jeg i det hele taget orker at have veninder eller om jeg bare skulle fokusere på studiet, hjem  mand og barn og måske læse bøger, gå ture, svømme osv.'

Er der nogen af jer der kender det?

Jeg har haft perioder hvor jeg har tænkt som dig. Jeg har endda også trukket mig helt i perioder. Men man fortryder det senere hen. Det kan godt være det ikke virker særlig vigtigt nu, men min erfaring er at det kommer tidspunkter hvor man har brug for nogen. Du har selvfølgelig din lille familie, men det er bare ikke nok til tider. Jeg kan se på min mor, som fuldstændig har fokuseret på sin familie og karriere, nu mangler veninder i høj grad. Der er sværere at danne venskaber senere hen. Der er noget helt særligt med venskaber som man har haft i lang tid. Og jo, det betyder også noget at have andet end ens kærestes venner  

Derudover så, synes jeg personligt, det er vigtigt at arbejde med sig selv. Du skriver selv, du har nogle udfordringer. Jamen det bliver jo ikke bedre, hvis du bare afskærer dig helt. 

Nå, men det kan da være du måske skulle finde veninder, som du føler mere for. Jeg siger heller ikke man skal have 20 veninder. Men måske bare en enkelt eller to. 

 

Jeg gør, dog er meget social, så fungerer ikke godt i længden uden veninder. Istedet prøver jeg over tid at sige fra og takke nej til de venskaber som giver alt for meget spekulation, problemer og hvor jeg føler mig udnyttet.
Fik at vide ved en psykolog, at som sensitiv tager man alt mere nært og mærker det på en mere intens måde. Har man samtidig e. Tendens til at få venner som ikke er god for en, som bla udnytter en, ikke har forståelse, eller feks folk med alt for mange problemer og kaos i deres liv( findes personlighedstyper som er magnet for den slags og/eller som ser meget negativt på alt, og kun ser de dårlige ting) sådanne personer er heller ikke god hvis man er SS

Det har hjulpet mig meget at jeg gennem årene har fået udskiftet bekendtskaber, som var kaos personer, til venner som kun har alm dagligdags problemer, og som jeg ved accepterer mig for mig og har forståelse. Er endnu ikke helt hvor jeg skal være, men det kommer med tiden

Tak for jeres svar. Det er også meget mine egne tanker, altså at det kunne være en ide med lidt færre men lidt mere nære veninder, der kun har almindelige dagligdags problemer. Og så især skal jeg prøve at undgå alkohol, for det gør mig også meget nærtagende og meget trist.

I det hele taget er jeg begyndt at tænke, at jeg bare er nødt til at interessere mig for noget andet end andre mennesker. Da det tager for meget tid og energi. 

Det er så lidt nyt, måske nogle kan give mig råd til, hvad man ellers kunne fylde dagene med. Min kæreste er på uddannelse til kl 17 og min søn i børnehave, så jeg er meget alene hjemme med mine projektopgaver. Har vist desværre for meget tid til at tænke på fnidderier.

Ja det kender jeg!

Jeg involverer mig også for meget, det tager for meget af min energi at have for mange veninder. Kan ikke finde ud af at sige fra, tager deres problemer til mig og ender med ikke at have noget overskud.

Har altid troet at jeg skulle have en hel masse veninder, men det ved jeg nu at det ikke fungerer for mig.

Jeg har en håndfuld netveninder som jeg skriver med og det kræver jo ikke det store af mig. Så har jeg en veninde jeg ses med måske en gang om måneden og en meget tæt veninde jeg godt kan ses med flere gange om ugen. Det er rigeligt for mig

 

Laulund87 skriver:

Ja det kender jeg!

Jeg involverer mig også for meget, det tager for meget af min energi at have for mange veninder. Kan ikke finde ud af at sige fra, tager deres problemer til mig og ender med ikke at have noget overskud.

Har altid troet at jeg skulle have en hel masse veninder, men det ved jeg nu at det ikke fungerer for mig.

Jeg har en håndfuld netveninder som jeg skriver med og det kræver jo ikke det store af mig. Så har jeg en veninde jeg ses med måske en gang om måneden og en meget tæt veninde jeg godt kan ses med flere gange om ugen. Det er rigeligt for mig

 

Det lyder jo også meget sundt. Tænker, at ens energi og tanker kan bruges bedre, når man har mand og barn og den slags har bare svært ved at lægge det fra mig.

Anonym skriver:

Det lyder jo også meget sundt. Tænker, at ens energi og tanker kan bruges bedre, når man har mand og barn og den slags har bare svært ved at lægge det fra mig.

Ja jeg vil også hellere bruge min energi på familien

Jeg havde også svært ved at slippe det, syntes jo ikke det kunne være normalt at man ikke have brug for veninder (eller i hvert fald kun 1 eller 2), men det fungerer bare bedst sådan.

Hende jeg ses meget med kan der så også nogle gange gå uger uden vi ses. Det er meget afslappet og når vi begge to har overskud osv. Intet pres der

 

 

Laulund87 skriver:

Ja jeg vil også hellere bruge min energi på familien

Jeg havde også svært ved at slippe det, syntes jo ikke det kunne være normalt at man ikke have brug for veninder (eller i hvert fald kun 1 eller 2), men det fungerer bare bedst sådan.

Hende jeg ses meget med kan der så også nogle gange gå uger uden vi ses. Det er meget afslappet og når vi begge to har overskud osv. Intet pres der

 

 

Det lyder altså også som et godt venindeforhold. Det er helt klart også den slags mennesker, jeg har det bedst med. Altså dem, der ligesom jeg selv bliver glad, hvis der er plads til at ses meget, men som også sagtens kan klare, hvis man ikke har overskuddet. 

Men så er der altså også bare mennesker, der er mere afslappede, hvor man kan dele sine tanker/problemer uden at man vækker noget træls i hinanden, overinvolverer sig eller føler sig stødt.

Anonym skriver:

Det lyder altså også som et godt venindeforhold. Det er helt klart også den slags mennesker, jeg har det bedst med. Altså dem, der ligesom jeg selv bliver glad, hvis der er plads til at ses meget, men som også sagtens kan klare, hvis man ikke har overskuddet. 

Men så er der altså også bare mennesker, der er mere afslappede, hvor man kan dele sine tanker/problemer uden at man vækker noget træls i hinanden, overinvolverer sig eller føler sig stødt.

Ja lige præcis! Og man er ikke bange for at hun bliver sur fordi man ikke lige giver lyd fra sig, jeg vender tilbage når jeg har lyst hvis man kan sige det sådan. Men jeg synes det er svært at finde nogen hvor man har det på den måde