Kan han tage mit barn?

Ja han har ret til samvær, det går jeg ud fra, at man har som bioforælder medmindre der er meget skærpede omstændigheder til stede. Men tror simpelthen ikke på, at han får hverken den fulde forældremyndighed eller bopælsadressen, hvis han er som du beskriver. 

Min veninde har et barn med en mand, som hun har været gået fra siden graviditeten. De kunne ikke blive enige om samkvem og var også i statsamtet. Der blev det sådan, at faren grundet at pigen var et spædbarn, der blev ammet først skulle komme på regelmæssige besøg hos mor og barn. Og så ved 10-12 mdrs alderen trappede de det op til, at han selv skulle have hende tre gange om ugen på dagbesøg. Hun var halvandet år, inden de begyndte på det der klassiske hveranden weekend.

Hvis man virkelig er utryg for sit barns velbefindende kan man jo alarmere myndigheder og søge om at hans samvær bliver overvåget, men jeg tror ikke det er noget man bare lige sådan kan få arrangeret som mor. Tror der skal en del til.

Demosan skriver:

Jeg vil vove og påstå det ikke kommer til at ske før barnet er ihvertfald et år. hun er jo meget lille, og det er klart du slet ikke kan overskue at være hende foruden. Denne følelse bliver mindre med tiden. 

Men du skal tage kontakt til statsforvaltningen. Hvis han er misbruger kan de tage højde for det i eventuelt samvær. 

Hvis misbruget går udover barnets trivsel, så vil det være problematisk for hans muligheder for at se barnet.

 

Okay.
Tak for hjælpen

kejoh54 skriver:

I har begge forældremyndigheden over jeres datter i din situation og det mest naturlige er at hun bor ved dig.

Min kæreste stod i samme situation da hun gik fra sin x og de har selv lavet en aftale om at han har sin søn hver anden weekend. Nu er han så også lidt ældre end dig.

Føler du dig utryg ved at hun skal være hos sin far har du mulighed for at gå til kommunen/amtet og fortælle dem din situation med at han ryger hash og er utilregnelig og at du ikke er tryg ved at hun er der.

Der kan de offentlige instanser så gå ind og vurdere om der skal være overvåget samvær, eller om det kun må være nogle timer hver anden uge eller hvad de i samarbejde med dig finder sig trygge ved.

Som udgangspunkt har alle forældre ret til at søge den fulde forældremyndighed over sit barn, det har din kæreste også, men der bliver igangsat en forældre egnelses undersøgelse, samt der kommer partshøringer hvor man kan snakke for og imod, og i den situation tror jeg at du med 99% sikkerhed vinder ud fra det du skriver.

Så tag din datter under armen, pak jeres ting og kom ud af det tydeligvis meget usunde forhold du sidder i. Kom ud og mød nogle nye mennesker og lav et ordentligt liv med dig datter. Husk hvis du mangler et sted at bo så kan kommunen gå ind og hjælpe dig, da de reelt råder over hver 4 lejlighed som akutbolig.

Tak for dit svar.
Jeg har allermest lyst til bare at pakke sammen og flytte nu... Har et sted jeg kan bo til jeg finder en lejlighed.... Men på den anden side kan jeg ikke nænne bare at tage hans barn, og jeg ved han vil flippe helt skrot hvis jeg gør det.... Så planen er at snakke med ham og fortælle at jeg flytter... Men er godt nok bange for reaktionen

Rosa-Sofia skriver:

Ja han har ret til samvær, det går jeg ud fra, at man har som bioforælder medmindre der er meget skærpede omstændigheder til stede. Men tror simpelthen ikke på, at han får hverken den fulde forældremyndighed eller bopælsadressen, hvis han er som du beskriver. 

Min veninde har et barn med en mand, som hun har været gået fra siden graviditeten. De kunne ikke blive enige om samkvem og var også i statsamtet. Der blev det sådan, at faren grundet at pigen var et spædbarn, der blev ammet først skulle komme på regelmæssige besøg hos mor og barn. Og så ved 10-12 mdrs alderen trappede de det op til, at han selv skulle have hende tre gange om ugen på dagbesøg. Hun var halvandet år, inden de begyndte på det der klassiske hveranden weekend.

Hvis man virkelig er utryg for sit barns velbefindende kan man jo alarmere myndigheder og søge om at hans samvær bliver overvåget, men jeg tror ikke det er noget man bare lige sådan kan få arrangeret som mor. Tror der skal en del til.

Den model som du beskriver ville jeg kunne leve med. Det er tanken om at være uden min datter når hun er så lille, jeg ikke kan klare... Og så frygten for om han kan finde på at tage hende og gå uden at sige hvorhen, hvis jeg siger jeg flytter....

Jeg synes du skal tale med ham. Men kan du ikke enten gøre det et offentligt sted? Eller sørg for enten en veninde eller famile er i nærheden så du kan ringe til dem, hvis han reagerer uhensigtsmæssigt? Jeg ville også måske få din datter passet hos din familie eller venner mens du taler med ham. 

Demosan skriver:

Jeg synes du skal tale med ham. Men kan du ikke enten gøre det et offentligt sted? Eller sørg for enten en veninde eller famile er i nærheden så du kan ringe til dem, hvis han reagerer uhensigtsmæssigt? Jeg ville også måske få din datter passet hos din familie eller venner mens du taler med ham. 

Jeg har aftalt med to veninder og mine forældre at jeg bare kan ringe... Det bedste ville helt klart være at få hende passet. Det ville jeg også have det bedst med. Men ved ikke om det kan arrangeres. Må lige pønse lidt på det... Han kommer først hjem om et par timer...

Anonym skriver:

Jeg har aftalt med to veninder og mine forældre at jeg bare kan ringe... Det bedste ville helt klart være at få hende passet. Det ville jeg også have det bedst med. Men ved ikke om det kan arrangeres. Må lige pønse lidt på det... Han kommer først hjem om et par timer...

Altså jeg ville også vælge den løsning. Kan godt følge dine tanker om, at man ikke synes det er den mest færre løsning bare at flytte med barnet. Ved at min kæreste ville blive fuldstændig knust og rasende, hvis han en eftermiddag kom hjem til et tomt hjem. 

Men ærlig talt så skal en beslutning om at ende et kæresteforhold altså ikke være ensbetydende med decideret frygt for hverken sit eget eller sit barns helbred. Er det det kan det jo være nødvendigt bare at flytte og efterlade et brev. 

 

Anonym skriver:

Tak for dit svar.
Jeg har allermest lyst til bare at pakke sammen og flytte nu... Har et sted jeg kan bo til jeg finder en lejlighed.... Men på den anden side kan jeg ikke nænne bare at tage hans barn, og jeg ved han vil flippe helt skrot hvis jeg gør det.... Så planen er at snakke med ham og fortælle at jeg flytter... Men er godt nok bange for reaktionen

Altså jeg krydser fingre for dig og håber alt forløber som det skal... Jeg ved godt man høre skrækhistorier og den slags men det er altså lidt usandsynligt at det sker...

 

Håber virkelig at vi får at vide hvordan det er gået, ellers ender vi jo en hel flok der vimser rundt og er bekymret på dine vegne...

Men uanset hvad, så lad ham ikke manipulere dig på nogen måde... Sæt dig det som et mål at den samtale med ham er slut der bliver dig og din datter hentet indenfor rimelig tid så i ikke skal være i sammen hus som ham lige der...

Anonym skriver:

Jeg står i den ærgelige situation at jeg virkelig kraftigt overvejer at forlade faren til mit barn. Vi har boet sammen i tre år og der har været op og nedture.... Men efter vi har fået et barn, kan jeg bare ikke mere. Skal jo også tænke på hvad der er bedst for hende.

Min kæreste ryger hash dagligt. Bruger alle sine penge på det. Han har intet job og har ikke haft det mens vi har været sammen. Han forsøger indimellem at stoppe sit misbrug. Når han gør det bliver han enormt utilregnelig og aggressiv og jeg måtte tage min datter og gå i går da jeg blev bange.....

Vi er begge i starten af tyverne og vores datter er kun en måned gammel. Jeg er bare virkelig panisk angst for at han tager vores datter fra mig. Kan han gøre det? og hvis vi gik fra hinanden hvordan ville det så se ud med samværd osv? Har han lige så meget "ret" til hende? ..... Mit beskytter-mor-gen vokser og vokser og vil næsten helere blive i forholdet end at risikere at undvære mit barn....

Jeg behøver ikke få at vide at det er uansvarligt at avle med en misbruger. Det ved jeg´. ønsker blot råd til min fremtid....

Går for din egen skyld og dit barns skyld...  veD alt om det mor gen... Men jeg er bare 11 år længere fremme end historie... og tro mig, du vil hellere end gerne undvære de 11 år, de skader barnet tager, dårlige oplevelser mm.... 

Anonym skriver:

Jeg står i den ærgelige situation at jeg virkelig kraftigt overvejer at forlade faren til mit barn. Vi har boet sammen i tre år og der har været op og nedture.... Men efter vi har fået et barn, kan jeg bare ikke mere. Skal jo også tænke på hvad der er bedst for hende.

Min kæreste ryger hash dagligt. Bruger alle sine penge på det. Han har intet job og har ikke haft det mens vi har været sammen. Han forsøger indimellem at stoppe sit misbrug. Når han gør det bliver han enormt utilregnelig og aggressiv og jeg måtte tage min datter og gå i går da jeg blev bange.....

Vi er begge i starten af tyverne og vores datter er kun en måned gammel. Jeg er bare virkelig panisk angst for at han tager vores datter fra mig. Kan han gøre det? og hvis vi gik fra hinanden hvordan ville det så se ud med samværd osv? Har han lige så meget "ret" til hende? ..... Mit beskytter-mor-gen vokser og vokser og vil næsten helere blive i forholdet end at risikere at undvære mit barn....

Jeg behøver ikke få at vide at det er uansvarligt at avle med en misbruger. Det ved jeg´. ønsker blot råd til min fremtid....

Jeg tror ikke der er nogen offentlig instans, der vil gå med til, at en misbruger har et barn...

Så nej, det kan han under ingen omstændigheder...

Vær opmærksom på, at hvis han går på afvænning på et center og oplyser han er far, så har misbrugscenteret pligt til at indberette det til kommunen.

Så hvis jeg var dig, så ville jeg pakke mit gode tøj, helst igår, og komme væk fra ham i en helvede fart!!! Og skabe et godt liv for dit barn, uden en far der aldrig er til at regne med...