Hvad sker der i mit hoved?

Jeg har før oprettet tråde omkring dette emne. Så er det gået skiftevis godt og skidt igen... Er lige i et hul i øjeblikke Har altid haft en sårbar psyke. Har kendt min mand i 9 år, og vi har ALTID haft et godt solidt og ægte forhold! Ikke mange op og nedture, kun alm skænderier en gang imellem. Men uden tvivl de rigtige for hinanden! Vi får en søn for 2 år siden. Jeg fik en fødslelsdepression(min første depression) og den var slem. Kom på antideprresiv, og de næste 2 år gik meget op og ned. Har efterfølgende haft en depression igen(6 mdr siden), men den gik heldigvis i sig selv da jeg startede op på antideprresiv igen. MEN da jeg havde min fødsels dep. Var jeg fyldt af angst for IKKE at elske min søn. Jeg kunne sagtens mærke hvor højt jeg elskede min mand, men følelserne til min dreng var nærmest inde i en osteklokke. Men efter 1 1/2 år, vendte det totalt. Har så stor kærlighed til ham, og jeg næsten ikke kan være i mig selv. Her kommer problemet!!!!!! Jeg er begyndt at (on and of) mangle følelser for min mand. Lidt på samme måde som min søn dengang. Jeg VED at jeg elsker ham. Han er min bedste ven og støtte i alt! Drømmer ikke om anden mand osv! Jeg er bare havnet i et spind at "følelses messig" tomhed? Har slet slet ikke lyst til kys, sex osv. Måske et kram. Jeg føler mig ikke deprimeret, men nærmest lidt "nå ja". Jeg kan ikke komme i kontakt med de følelser jeg har haft for ham. Men nu mærker jeg også efter dem KONSTANT!! Hvis jeg lukker øjne og forstiller mig at han var død fra mig, så kan jeg sagtens begynde at græde, og mærke smerten. Men når jeg tænker på at han kommer hjem og kysser mig, så føler jeg ikke lyst eller lign? Jeg frygter skilsmisse, da det slet ikke er det jeg vil!! Nogle gange løsner det op, og jeg mærker følelserne komme lidt frem igen. Specialt når vi griner sammen. Det er ret periodisk..Jeg går til psykolog i dag, og har været på fuld dosis antideprresiv(citalopram) i 6 mdr. Åhh er der ikke nogle herinde som har prøvet det samme�� TUSIND tak fordi du/i læste med så langt!

maria_jo skriver:

Jeg har før oprettet tråde omkring dette emne. Så er det gået skiftevis godt og skidt igen... Er lige i et hul i øjeblikke Har altid haft en sårbar psyke. Har kendt min mand i 9 år, og vi har ALTID haft et godt solidt og ægte forhold! Ikke mange op og nedture, kun alm skænderier en gang imellem. Men uden tvivl de rigtige for hinanden! Vi får en søn for 2 år siden. Jeg fik en fødslelsdepression(min første depression) og den var slem. Kom på antideprresiv, og de næste 2 år gik meget op og ned. Har efterfølgende haft en depression igen(6 mdr siden), men den gik heldigvis i sig selv da jeg startede op på antideprresiv igen. MEN da jeg havde min fødsels dep. Var jeg fyldt af angst for IKKE at elske min søn. Jeg kunne sagtens mærke hvor højt jeg elskede min mand, men følelserne til min dreng var nærmest inde i en osteklokke. Men efter 1 1/2 år, vendte det totalt. Har så stor kærlighed til ham, og jeg næsten ikke kan være i mig selv. Her kommer problemet!!!!!! Jeg er begyndt at (on and of) mangle følelser for min mand. Lidt på samme måde som min søn dengang. Jeg VED at jeg elsker ham. Han er min bedste ven og støtte i alt! Drømmer ikke om anden mand osv! Jeg er bare havnet i et spind at "følelses messig" tomhed? Har slet slet ikke lyst til kys, sex osv. Måske et kram. Jeg føler mig ikke deprimeret, men nærmest lidt "nå ja". Jeg kan ikke komme i kontakt med de følelser jeg har haft for ham. Men nu mærker jeg også efter dem KONSTANT!! Hvis jeg lukker øjne og forstiller mig at han var død fra mig, så kan jeg sagtens begynde at græde, og mærke smerten. Men når jeg tænker på at han kommer hjem og kysser mig, så føler jeg ikke lyst eller lign? Jeg frygter skilsmisse, da det slet ikke er det jeg vil!! Nogle gange løsner det op, og jeg mærker følelserne komme lidt frem igen. Specialt når vi griner sammen. Det er ret periodisk..Jeg går til psykolog i dag, og har været på fuld dosis antideprresiv(citalopram) i 6 mdr. Åhh er der ikke nogle herinde som har prøvet det samme�� TUSIND tak fordi du/i læste med så langt!

Hmm skulle være anonym... Men det blev jeg ikke... Står nu også gerne ved mine følelser

Det er helt normalt ikke at føle kærligheden til sin partner lige stærkt på alle tidspunkter. I min optik er det kun problematisk hvis man ikke føler kærlighed over en længere periode. 

Men det du oplever skyldes (formentlig) enten depressionen eller medicinen. Det er ganske normalt at man føler en form for emotionel afladning. Det vil sige, du ikke føler lige så stærkt som tidligere. Jeg har selv prøvet det. Man føler sig netop tom. Jeg havde heller ikke lyst til fysisk kontakt. 

Hvis du føler det er et stort problem, så skal du nævne det for enten din psykolog, psykiater eller læge. Hvis det er medicinen, kan man forsøge at justere den. Hvis det er depressionen, så kan det være du ikke er korrekt medicineret.

Ville have skrevet næsten det samme som Demosan. Tror det er din depression eller medicinen. Jeg har selv (har/ har haft) depression og været på Citalopram. Tomhed og følelsessvingninger er symptomer derpå. Og medicinen har jo også bivirkninger. Så ja, jeg synes du skal nævne det for din læge/behandler/psykolog/psykiater og så se hvad de siger eller kan gøre.

Held og lykke til dig fremover.

Demosan skriver:

Det er helt normalt ikke at føle kærligheden til sin partner lige stærkt på alle tidspunkter. I min optik er det kun problematisk hvis man ikke føler kærlighed over en længere periode. 

Men det du oplever skyldes (formentlig) enten depressionen eller medicinen. Det er ganske normalt at man føler en form for emotionel afladning. Det vil sige, du ikke føler lige så stærkt som tidligere. Jeg har selv prøvet det. Man føler sig netop tom. Jeg havde heller ikke lyst til fysisk kontakt. 

Hvis du føler det er et stort problem, så skal du nævne det for enten din psykolog, psykiater eller læge. Hvis det er medicinen, kan man forsøge at justere den. Hvis det er depressionen, så kan det være du ikke er korrekt medicineret.

Tusind tak for dit svar! Det har virkelig givet mig ro i maven. Det har nemlig også været den samme tanke jeg har haft. Har besluttet at snakke med min læge om det. Men tak fordi du tog dig tid

PrincessTanja skriver:

Ville have skrevet næsten det samme som Demosan. Tror det er din depression eller medicinen. Jeg har selv (har/ har haft) depression og været på Citalopram. Tomhed og følelsessvingninger er symptomer derpå. Og medicinen har jo også bivirkninger. Så ja, jeg synes du skal nævne det for din læge/behandler/psykolog/psykiater og så se hvad de siger eller kan gøre.

Held og lykke til dig fremover.

Tusind tak. Det er nemlig samme følelse jeg har. Følelsesmæssigt udsving. Tomhed, som om jeg går rundt med en osteklokke på hovedet. Jeg bestiller tid hos min læge i morgen. Håber medicinen kan justeres lidt. Og igen tak

maria_jo skriver:

Jeg har før oprettet tråde omkring dette emne. Så er det gået skiftevis godt og skidt igen... Er lige i et hul i øjeblikke Har altid haft en sårbar psyke. Har kendt min mand i 9 år, og vi har ALTID haft et godt solidt og ægte forhold! Ikke mange op og nedture, kun alm skænderier en gang imellem. Men uden tvivl de rigtige for hinanden! Vi får en søn for 2 år siden. Jeg fik en fødslelsdepression(min første depression) og den var slem. Kom på antideprresiv, og de næste 2 år gik meget op og ned. Har efterfølgende haft en depression igen(6 mdr siden), men den gik heldigvis i sig selv da jeg startede op på antideprresiv igen. MEN da jeg havde min fødsels dep. Var jeg fyldt af angst for IKKE at elske min søn. Jeg kunne sagtens mærke hvor højt jeg elskede min mand, men følelserne til min dreng var nærmest inde i en osteklokke. Men efter 1 1/2 år, vendte det totalt. Har så stor kærlighed til ham, og jeg næsten ikke kan være i mig selv. Her kommer problemet!!!!!! Jeg er begyndt at (on and of) mangle følelser for min mand. Lidt på samme måde som min søn dengang. Jeg VED at jeg elsker ham. Han er min bedste ven og støtte i alt! Drømmer ikke om anden mand osv! Jeg er bare havnet i et spind at "følelses messig" tomhed? Har slet slet ikke lyst til kys, sex osv. Måske et kram. Jeg føler mig ikke deprimeret, men nærmest lidt "nå ja". Jeg kan ikke komme i kontakt med de følelser jeg har haft for ham. Men nu mærker jeg også efter dem KONSTANT!! Hvis jeg lukker øjne og forstiller mig at han var død fra mig, så kan jeg sagtens begynde at græde, og mærke smerten. Men når jeg tænker på at han kommer hjem og kysser mig, så føler jeg ikke lyst eller lign? Jeg frygter skilsmisse, da det slet ikke er det jeg vil!! Nogle gange løsner det op, og jeg mærker følelserne komme lidt frem igen. Specialt når vi griner sammen. Det er ret periodisk..Jeg går til psykolog i dag, og har været på fuld dosis antideprresiv(citalopram) i 6 mdr. Åhh er der ikke nogle herinde som har prøvet det samme�� TUSIND tak fordi du/i læste med så langt!

problemet med antidepressiver er at de fjerner følelses-toppene - de skærer altså både de meget triste/depressive tanker væk, men ligeledes de meget glædesfyldte.

Det jeg hører fra mennesker omkring mig, der har været på antidepressive i lang tid, er at de bliver følelses-lammede og at det ind imellem ville være lettere at leve med de triste følelser, så man stadig også havde de glade følelser

Så jeg tror det er helt normalt, rent medicinmæssigt, det du beskriver

Men puha måske du kan snakke med din psykolog om en nedsat dosis for en stund, så konsekvenserne for dig ikke bliver for store?

maria_jo skriver:

Tusind tak for dit svar! Det har virkelig givet mig ro i maven. Det har nemlig også været den samme tanke jeg har haft. Har besluttet at snakke med min læge om det. Men tak fordi du tog dig tid

Held og lykke! 

Giraffen skriver:

problemet med antidepressiver er at de fjerner følelses-toppene - de skærer altså både de meget triste/depressive tanker væk, men ligeledes de meget glædesfyldte.

Det jeg hører fra mennesker omkring mig, der har været på antidepressive i lang tid, er at de bliver følelses-lammede og at det ind imellem ville være lettere at leve med de triste følelser, så man stadig også havde de glade følelser

Så jeg tror det er helt normalt, rent medicinmæssigt, det du beskriver

Men puha måske du kan snakke med din psykolog om en nedsat dosis for en stund, så konsekvenserne for dig ikke bliver for store?

Tak for dit svar! Det bekræfter mig 100% i hvad problemet kan være! Det er nemlig samme problemer jeg døjer med, som du beskriver. Igen tak