Barnets nytårsønske... Hvad siger man?

Det er nu lidt over to måneder siden, min mand flyttede ud.

Børnene er 4 og 6 år og tog det meget, meget hårdt i begyndelsen, men de sidste to ugers tid virker det, som om humøret er kommet lidt op, og de virker, som om de har vænnet sig lidt til, at deres far ikke bor her mere, og at de ikke ser så meget til ham.

I dag sidder jeg så med den ældste på skødet, og siden det er et stykke tid siden, vi snakkede sammen om det sidst, bringer jeg samtalen lidt ind på hendes far, om hun savner ham meget osv. Det siger hun, at hun ikke gør - men hun savner, at han bor her, og at vi bor sammen alle fire. Jeg må jo bare sige, at jeg godt kan forstå, at hun ønsker det, men at det ikke kommer til at ske, og at det jo ikke er hendes eller lillebrors skyld. Kun min og hans.

Personlig synes jeg, at dette er noget af det aller værste med bruddet - hvordan det påvirker ungerne hver eneste dag. Er der nogle af jer erfarne, som har prøvet dette, som kan fortælle mig lidt om, hvordan jeg kan hjælpe børnene på dette punkt, evn hvor længe jeg kan forvente, at de føler på denne måde, eller hvad man bør sige, når de kommer med den slags ønsker?

(Bare så det er sagt, bruddet er meget velbegrundet og absolut ikke noget, jeg kommer til at gå tilbage på)

Ciss skriver:

Det er nu lidt over to måneder siden, min mand flyttede ud.

Børnene er 4 og 6 år og tog det meget, meget hårdt i begyndelsen, men de sidste to ugers tid virker det, som om humøret er kommet lidt op, og de virker, som om de har vænnet sig lidt til, at deres far ikke bor her mere, og at de ikke ser så meget til ham.

I dag sidder jeg så med den ældste på skødet, og siden det er et stykke tid siden, vi snakkede sammen om det sidst, bringer jeg samtalen lidt ind på hendes far, om hun savner ham meget osv. Det siger hun, at hun ikke gør - men hun savner, at han bor her, og at vi bor sammen alle fire. Jeg må jo bare sige, at jeg godt kan forstå, at hun ønsker det, men at det ikke kommer til at ske, og at det jo ikke er hendes eller lillebrors skyld. Kun min og hans.

Personlig synes jeg, at dette er noget af det aller værste med bruddet - hvordan det påvirker ungerne hver eneste dag. Er der nogle af jer erfarne, som har prøvet dette, som kan fortælle mig lidt om, hvordan jeg kan hjælpe børnene på dette punkt, evn hvor længe jeg kan forvente, at de føler på denne måde, eller hvad man bør sige, når de kommer med den slags ønsker?

(Bare så det er sagt, bruddet er meget velbegrundet og absolut ikke noget, jeg kommer til at gå tilbage på)

Min søn var bare et år, da vi gik fra hinanden, så der har naturligt nok ikke været de samme reaktioner fra ham som du oplever. Jeg har derfor ikke erfaringen du efterspørger, men vil alligevel komme med mit bud

Jeg synes det lyder til, at du gør det rigtige. Spørger ind og snakker om far, og besvarer deres spørgsmål. Jeg tror det er meget naturligt, at deres største ønske er, at I skal finde sammen igen og tror de vil have dette ønske i lang tid, da jeg tror langt de fleste "skilsmissebørn" ønsker deres forældre sammen. Jeg tror det bedste du kan gøre er at være åben og lade alle spørgsmål være okay.

Vh. Louise

Prøv at tjekke denne ud, måske kan den give dig nogle råd og redskaber:

http://lillegub.dk/

Jeg er ikke selv skilt, så bar desværre ikke andre råd, udover det lyder til, du håndterer det rigtigt med at snakke om det, understrege at det ikke er deres skyld, og at du godt kan forstå deres følelser.

Held og lykke.

Ciss skriver:

Det er nu lidt over to måneder siden, min mand flyttede ud.

Børnene er 4 og 6 år og tog det meget, meget hårdt i begyndelsen, men de sidste to ugers tid virker det, som om humøret er kommet lidt op, og de virker, som om de har vænnet sig lidt til, at deres far ikke bor her mere, og at de ikke ser så meget til ham.

I dag sidder jeg så med den ældste på skødet, og siden det er et stykke tid siden, vi snakkede sammen om det sidst, bringer jeg samtalen lidt ind på hendes far, om hun savner ham meget osv. Det siger hun, at hun ikke gør - men hun savner, at han bor her, og at vi bor sammen alle fire. Jeg må jo bare sige, at jeg godt kan forstå, at hun ønsker det, men at det ikke kommer til at ske, og at det jo ikke er hendes eller lillebrors skyld. Kun min og hans.

Personlig synes jeg, at dette er noget af det aller værste med bruddet - hvordan det påvirker ungerne hver eneste dag. Er der nogle af jer erfarne, som har prøvet dette, som kan fortælle mig lidt om, hvordan jeg kan hjælpe børnene på dette punkt, evn hvor længe jeg kan forvente, at de føler på denne måde, eller hvad man bør sige, når de kommer med den slags ønsker?

(Bare så det er sagt, bruddet er meget velbegrundet og absolut ikke noget, jeg kommer til at gå tilbage på)

Det er altid sværest for børnene når man går fra hinanden. 

da jeg gik fra min eks mand, var det også rigtigt hård for min datter. Hun var ked af det hver dag, hvor hun kom og sagde hun savnede ham, at hun ville ønske at vi boede sammen. Hun havde det rigtig hårdt. I dag har hun accepteret det, hun har det godt med at vi ikke bor sammen. 

Savn til ham kommer stadigvæk af og til, men hun håndtere det bare på en anden måde. jeg har også brugt meget af min tid på at fortælle hende at det ikke var hende skyld og prøvede at hjælpe hende igennem det 

hvis du har nogle spørgsmål er du velkommen til at spørger. Det er hårdt for børnene, men også for dig for det er svært at se sine børn ked af det