Jeg er et usselt menneske :-(

Ja... Det er jeg!

Jeg kan ikke finde ud af at være lykkelig :-( jeg har en fantastisk datter og en vidunderlig mand og alligevel kan jeg ikke finde ud af at være lykkelig.

Jeg er vred, ked af det, frustreret hele tiden og lige meget hvor meget jeg prøver at lade være er jeg bare så negativt indstillet overfor alt :-(

Nogle gange tager jeg ligefrem mig selv i at ønske at min mand gjorde noget så jeg havde en grund til at have det sådan...

Hvorfor kan jeg ikke bare være lykkelig!??? Hvad mere kunne jeg ønske mig???

Kæft jeg er et ødelagt menneske :-(

Det er hårdt at have det sådan. Og det tager alt end energi, at være så negativ. 

Jeg har selv været der, og det er ikke sjovt! 

Snakker du med nogen om det? Får du hjælp? 

Sådan har jeg haft det hele mit liv indtil jeg mødte min nuværende kæreste.
Vi havde været sammen i ca 3-4 mdr da han sagde noget der fik mine tanker igang.

Jeg har haft en lidt svær barndom med en meget dominerende far. Som gjorde at da jeg slås meget. Og var tit ked af det. Hele mit liv havde jeg mindst 2 gange om mdr brug for at tude igennem uden at vide hvorfor. Jeg forestillede mig tit jeg kom så slemt tilskade at min far ville se hvor meget han elskede mig.
Alt hvad jeg gjorde gjorde jeg kun med hans tilladelse og kun for at gøre ham stolt. Var så bange for at fejle. Jeg havde et temperament der sagde spar fem.

Da min kæreste og jeg havde været sammen i ca 1 år. Blev jeg uvenner med min far og mine angstanfald startede. ( jeg fik depressioner ofte) jeg startede til psykolog hvor jeg fandt ud af det var min far der var problemet. Jeg kunne ikke være lykkelig og var bange for at gøre noget forkert for at skuffe ham.
Efter mange psykolog timer fik jeg nogenlunde styr på det hele. Og lærte at kontrollere mine angstanfald.

Da vi havde været sammen i ca 1 år og 9 mdr blev jeg gravid (planlagt) og jeg fik kontakten med min far igen. Det gik rigtig godt indtil for ca 7-8 mdr siden.
Han blev styrende igen og jeg gik konstant og tænkte på hvornår jeg fik brok fra ham. Jeg stoppede så kontakten til ham igen for ca 3 mdr siden pga mange ting op til det skænderi der gjorde jeg stoppede kontakten.

Min kæreste og jeg har været sammen i 4 år nu. Og han har lært mig at have min egen mening og at det er okay at fejle.

Efter jeg stoppede kontakten havde jeg det meget bedre, fik dog en depression som der er fuldt styr på nu fordi han ikke er der.

Idag ved jeg at det var min far der var skyld i alt den vrede jeg havde og skyld i jeg aldrig var lykkelig.


Der hvor jeg vil hen med dette er om du måske har nogle ting i gemmeren der skal bebrejdes? Evt. En depression eller lign?

Det er hårdt at have det sådan og man bruger mange kræfter på det. Idag har jeg et roligt sind og næsten ingen temperament.

Håber du får styr på det der gør du ikke føler dig lykkelig.

Lige en herfra.

Jeg har haft en træls baggrund, og en svær depression som jeg får piller for. Går ikke til psykolog lige pt, men burde nok starte igen!
Har også et VOLDSOMT temperament, som heldigvis er blevet bedre efter jeg er blevet mor

Bliver bare så træt af mig selv, for jeg har alle grunde til at være lykkelig, men jeg kan bare ikke finde ud af at være det!

Du er ikke alene! Jeg kender det også alt for godt. Her tror jeg også det bunder i en dårlig fortid/tidligere problemer, hvilket jeg bliver lidt bekræftet i fra de andres svar. Har også været i depressioner og MEGET andet skidt, ja helt ude i ekstremer, som ikke mange på min alder har måtte bære på deres skuldrer.

Ved ikke rigtigt hvad du skal gøre, men ville bare sige; jeg kender det. Og man føler sig så ussel.

Har været der,og er der til dels stadigvæk.

Arbejder og arbejder på det ,men er stadig styret af at jeg burde gøre tingene bedre hele tiden.

Her er det en dårlig barndom ,men både vold svigt og misrøgt. Især min fars måde med konstant at fortælle mig at jeg var dum ,og at jeg skulle være glad for at jeg trods alt var så køn at jeg nok kunne finde en mand der kunne forsørge mig.Har gjort at jeg altid har været på forkant ,og følt jeg skulle kæmpe hårdere end andre for at vise mit værd.

Selv om jeg har succes ,både familemæssigt og karrieremæssigt-Er jeg stadig i perioder ulykkelig,og jagter noget jeg ikke selv ved hvad er.

Mit råd er en god psykolog. Det har gjort underværker for mig,og samtidig har jeg erkendt at jeg har nogle ting i bagagen som gør at jeg er som jeg er.

Nu kender jeg dig ikke, men tror ikke du er et dårligt menneske! DEt lyder som om du er kørt surt i det og har brug for nogen at snakke med det om. Fx en professionelle som kan hjælpe med at finde ind til det der trykker dig og få det bearbejdet!
Håber du finder nogen at snakke med, så du igen kan holde an dig selv og din familie

Ja... Det er jeg!

Jeg kan ikke finde ud af at være lykkelig :-( jeg har en fantastisk datter og en vidunderlig mand og alligevel kan jeg ikke finde ud af at være lykkelig.

Jeg er vred, ked af det, frustreret hele tiden og lige meget hvor meget jeg prøver at lade være er jeg bare så negativt indstillet overfor alt :-(

Nogle gange tager jeg ligefrem mig selv i at ønske at min mand gjorde noget så jeg havde en grund til at have det sådan...

Hvorfor kan jeg ikke bare være lykkelig!??? Hvad mere kunne jeg ønske mig???

Kæft jeg er et ødelagt menneske :-(

Du lyder som om du er stresset eller bare røvkeder dig fordi du mangler passion? 

Hvad med at få en hobby, møde nye mennesker eller lign? 

Og du er altså ikke et usselt menneske af den grund! 

Carina:-) skriver:

Har været der,og er der til dels stadigvæk.

Arbejder og arbejder på det ,men er stadig styret af at jeg burde gøre tingene bedre hele tiden.

Her er det en dårlig barndom ,men både vold svigt og misrøgt. Især min fars måde med konstant at fortælle mig at jeg var dum ,og at jeg skulle være glad for at jeg trods alt var så køn at jeg nok kunne finde en mand der kunne forsørge mig.Har gjort at jeg altid har været på forkant ,og følt jeg skulle kæmpe hårdere end andre for at vise mit værd.

Selv om jeg har succes ,både familemæssigt og karrieremæssigt-Er jeg stadig i perioder ulykkelig,og jagter noget jeg ikke selv ved hvad er.

Mit råd er en god psykolog. Det har gjort underværker for mig,og samtidig har jeg erkendt at jeg har nogle ting i bagagen som gør at jeg er som jeg er.

Puh læste lige dette... Det er dog en elendig barndom. Jeg håber du finder styrken til ikke at lytte til hans stemme.