Lang smøre om at bryde hverdagen og comfortzonen..

Jeg skriver som ano da jeg er bange for at lyde som en fjollet teenager overfor folk jeg kender. 

Men jeg har brug for at ytre noget fra hjertet. 

Min kæreste og jeg har 2 dejlige børn (1 og 6 år), jeg er på barsel og har et spændende nyt job ventende på mig når den slutter. De sidste år (og især sidste måneder) har jeg haft nogle eksistentialistiske tanker om hvad der mon giver mening for mig i mit liv. Først og fremmest mine børn og kæreste.

Men skal hele mit/vores liv virkelig afhænge af rutiner, 8-16 jobs der blot vil give os leverpostejmadder på bordet og kage om søndagen? Er det alt? Vi er så dybt begravede i vores comfortzone! 

Min kæreste er en dejlig homeboy, der egentlig er ganske tilfreds med ovenstående comfortzone - så hvorfor føler jeg at jeg mangler noget? Kan jeg ikke bare være tilfreds? hvad er det jeg mangler?

Jeg vil ud og opleve verden! Jeg vil opleve mig selv gøre en forskel hvor jeg kan - jeg kan selv høre hvor kliché det lyder. Som et lille barn med eventyr-lyst! Jeg vil elske at tage mine unger med - give dem nye livssyn på deres ellers så komfortable hverdag. Og jeg taler ikke blot om at være turist. Hvad hvis vi flyttede væk? Vi har store stabile familier, der ville tabe kæberne og græde hvis vi gjorde det. Men vi ville jo komme tilbage igen. Jeg længes blot efter at føle hvordan det er at rykke sig selv op med rod, måske lærer vi en masse. Vi, af alle mennesker, ville kunne klare det! Det ved jeg! 

Måske bare et par måneder så. Måske humanitært arbejde? 

Problemet er at vi ingen dybere årsag har til at forlade alting, ud over min overdrevne lyst til at (op)LEVE! Problemet er også hvordan vi skulle finansiere sådan en fantasi. Min kæreste ville kunne arbejde fra computeren, men ikke jeg. M hvem har råd til at tage afsted, en firmands-familie, væk fra jobs. Vi bor dog til leje. 

Jeg har som om, at hvis jeg ikke gør noget, så vil jeg fortryde på mit dødsleje. Hvad har jeg gjort for at føle mig som en del af livet og ikke blot som en del af verdens rutiner..? Live, breed, die. 

Hvorfor har jeg det sådan og er jeg alene? 

Anonym skriver:

Jeg skriver som ano da jeg er bange for at lyde som en fjollet teenager overfor folk jeg kender. 

Men jeg har brug for at ytre noget fra hjertet. 

Min kæreste og jeg har 2 dejlige børn (1 og 6 år), jeg er på barsel og har et spændende nyt job ventende på mig når den slutter. De sidste år (og især sidste måneder) har jeg haft nogle eksistentialistiske tanker om hvad der mon giver mening for mig i mit liv. Først og fremmest mine børn og kæreste.

Men skal hele mit/vores liv virkelig afhænge af rutiner, 8-16 jobs der blot vil give os leverpostejmadder på bordet og kage om søndagen? Er det alt? Vi er så dybt begravede i vores comfortzone! 

Min kæreste er en dejlig homeboy, der egentlig er ganske tilfreds med ovenstående comfortzone - så hvorfor føler jeg at jeg mangler noget? Kan jeg ikke bare være tilfreds? hvad er det jeg mangler?

Jeg vil ud og opleve verden! Jeg vil opleve mig selv gøre en forskel hvor jeg kan - jeg kan selv høre hvor kliché det lyder. Som et lille barn med eventyr-lyst! Jeg vil elske at tage mine unger med - give dem nye livssyn på deres ellers så komfortable hverdag. Og jeg taler ikke blot om at være turist. Hvad hvis vi flyttede væk? Vi har store stabile familier, der ville tabe kæberne og græde hvis vi gjorde det. Men vi ville jo komme tilbage igen. Jeg længes blot efter at føle hvordan det er at rykke sig selv op med rod, måske lærer vi en masse. Vi, af alle mennesker, ville kunne klare det! Det ved jeg! 

Måske bare et par måneder så. Måske humanitært arbejde? 

Problemet er at vi ingen dybere årsag har til at forlade alting, ud over min overdrevne lyst til at (op)LEVE! Problemet er også hvordan vi skulle finansiere sådan en fantasi. Min kæreste ville kunne arbejde fra computeren, men ikke jeg. M hvem har råd til at tage afsted, en firmands-familie, væk fra jobs. Vi bor dog til leje. 

Jeg har som om, at hvis jeg ikke gør noget, så vil jeg fortryde på mit dødsleje. Hvad har jeg gjort for at føle mig som en del af livet og ikke blot som en del af verdens rutiner..? Live, breed, die. 

Hvorfor har jeg det sådan og er jeg alene? 

Havde jeg en rig onkel i Amerika som pludselig døde og efterlod en masse penge til mig på sit testamente , ja så ville jeg have det fuldstændig som dig!

Desværre forholder det sig ikke sådan, og vi er nødt til at have 8-16 Jobs for at få mad på bordet. Om man bor her eller i udlandet tror jeg ikke gør den store forskel - da vi stadig skal arbejde for føden

Men jeg tror med den moderne mindfullness at det er vigtigt at tænke over hvem man vil være u stedet for hvad man vil være - men man skal bare huske på at der altid går "hverdag" i tingene efter en rum tid.

Kunne det give noget hvis du realiserede dig selv ved at være lidt vild og føle at du lever? Fx spring faldskærm eller andet ?

Anonym skriver:

Jeg skriver som ano da jeg er bange for at lyde som en fjollet teenager overfor folk jeg kender. 

Men jeg har brug for at ytre noget fra hjertet. 

Min kæreste og jeg har 2 dejlige børn (1 og 6 år), jeg er på barsel og har et spændende nyt job ventende på mig når den slutter. De sidste år (og især sidste måneder) har jeg haft nogle eksistentialistiske tanker om hvad der mon giver mening for mig i mit liv. Først og fremmest mine børn og kæreste.

Men skal hele mit/vores liv virkelig afhænge af rutiner, 8-16 jobs der blot vil give os leverpostejmadder på bordet og kage om søndagen? Er det alt? Vi er så dybt begravede i vores comfortzone! 

Min kæreste er en dejlig homeboy, der egentlig er ganske tilfreds med ovenstående comfortzone - så hvorfor føler jeg at jeg mangler noget? Kan jeg ikke bare være tilfreds? hvad er det jeg mangler?

Jeg vil ud og opleve verden! Jeg vil opleve mig selv gøre en forskel hvor jeg kan - jeg kan selv høre hvor kliché det lyder. Som et lille barn med eventyr-lyst! Jeg vil elske at tage mine unger med - give dem nye livssyn på deres ellers så komfortable hverdag. Og jeg taler ikke blot om at være turist. Hvad hvis vi flyttede væk? Vi har store stabile familier, der ville tabe kæberne og græde hvis vi gjorde det. Men vi ville jo komme tilbage igen. Jeg længes blot efter at føle hvordan det er at rykke sig selv op med rod, måske lærer vi en masse. Vi, af alle mennesker, ville kunne klare det! Det ved jeg! 

Måske bare et par måneder så. Måske humanitært arbejde? 

Problemet er at vi ingen dybere årsag har til at forlade alting, ud over min overdrevne lyst til at (op)LEVE! Problemet er også hvordan vi skulle finansiere sådan en fantasi. Min kæreste ville kunne arbejde fra computeren, men ikke jeg. M hvem har råd til at tage afsted, en firmands-familie, væk fra jobs. Vi bor dog til leje. 

Jeg har som om, at hvis jeg ikke gør noget, så vil jeg fortryde på mit dødsleje. Hvad har jeg gjort for at føle mig som en del af livet og ikke blot som en del af verdens rutiner..? Live, breed, die. 

Hvorfor har jeg det sådan og er jeg alene? 

Jeg synes det lyder helt fint at ville ud i verden og have én på opleveren. Om det kan hænge sammen økonomisk, kan jeg desværre ikke hjælpe dig med. 

Britt88 skriver:

Havde jeg en rig onkel i Amerika som pludselig døde og efterlod en masse penge til mig på sit testamente , ja så ville jeg have det fuldstændig som dig!

Desværre forholder det sig ikke sådan, og vi er nødt til at have 8-16 Jobs for at få mad på bordet. Om man bor her eller i udlandet tror jeg ikke gør den store forskel - da vi stadig skal arbejde for føden

Men jeg tror med den moderne mindfullness at det er vigtigt at tænke over hvem man vil være u stedet for hvad man vil være - men man skal bare huske på at der altid går "hverdag" i tingene efter en rum tid.

Kunne det give noget hvis du realiserede dig selv ved at være lidt vild og føle at du lever? Fx spring faldskærm eller andet ?

Jeg har faktisk prøvet faldskærmsudspring fedt. 

Det handler netop om at være den jeg føler jeg kan være. Ikke bare at bosætte mig og kalde et nyt sted hjem. Jeg har set lidt på  http://www.projects-abroad.org/ hvor man kan blive volentør, også som familie. Dette handler for mig, ikke kun om at realisere sig selv, men om at være det bedste menneske man kan overfor sine medmennesker. Jeg har så meget i mig jeg gerne vil give. 

Tak for dine tanker

modesty skriver:

Jeg synes det lyder helt fint at ville ud i verden og have én på opleveren. Om det kan hænge sammen økonomisk, kan jeg desværre ikke hjælpe dig med. 

Naturligvis, men det kunne blive realistisk på sigt økonomisk. Ærgerligt man ligger under for økonomiske midler, sådan er verden indrettet