Familien bor laaangt væk

Hej skønne damer

Igår fejrede jeg for første gang jul uden min familie, og gud hvor var det hårdt. Men bestemt også hyggeligt - min kærestes familie var rigtig søde og selvom det slet ikke føltes som en "rigtig" juleaften, var det en rigtig god aften og jeg er taknemmelig for at de tog så godt imod mig - det er også første gang der er en ekstra med til deres juleaften jo
Og så kan jeg jo altid glæde mig over at vi skal være hos min familie næste år. 

Men jeg må indrømme det har sat nogle tanker igang, da vi sad og pakkede gaver op og min mor havde pakket tusinde gaver til ind "til baby, fra mormor" (Er 34+2 idag)
Vi bor tæt på min kærestes familie på sjælland, og hele min familie bor i jylland - vil mit barn ikke komme til at have et tæt forhold til mine forældre og brødre? Jeg ved min mor allerede har købt alverden til at vi kan komme på besøg med den lille ofte, men uanset hvad vil vi jo ses mere med min kærestes familie da de bogstavelig talt bor lige rundt om hjørnet. Og jeg kan godt frygte at når baby bliver lidt ældre, så i stedet for at glæde sig til at se mormor og morfar vil han være lidt utryg fordi han måske ikke helt ved hvem de er? Selvom vi nok skal besøge dem alt det vi har råd og tid til! 
Måske er jeg lidt overdramatisk efter en juleaften uden familien, og hormonerne kører rundt, men kunne rigtig godt tænke mig at høre om der sidder andre i samme situation som mig, med sin egen familie langt væk, og evt høre om jeres børns forhold til jeres familie?

Glædelig jul og godt nytår til alle  Håber i alle havde præcis den aften i drømte om igår 

Knus fra mig

Det har intet med afstand at gøre.

Min søster bor i Kbh og vi i midtjylland.og hun er den børnene elsker og ringer til ved prob. selv om deres farmor/farfar og 3 onkler bor tæt på.

Det har noget med engagement og interesse der gør om børn knytter sig til nogen bestemte personer.-Ikke afstand

NataschaG skriver:

Hej skønne damer

Igår fejrede jeg for første gang jul uden min familie, og gud hvor var det hårdt. Men bestemt også hyggeligt - min kærestes familie var rigtig søde og selvom det slet ikke føltes som en "rigtig" juleaften, var det en rigtig god aften og jeg er taknemmelig for at de tog så godt imod mig - det er også første gang der er en ekstra med til deres juleaften jo
Og så kan jeg jo altid glæde mig over at vi skal være hos min familie næste år. 

Men jeg må indrømme det har sat nogle tanker igang, da vi sad og pakkede gaver op og min mor havde pakket tusinde gaver til ind "til baby, fra mormor" (Er 34+2 idag)
Vi bor tæt på min kærestes familie på sjælland, og hele min familie bor i jylland - vil mit barn ikke komme til at have et tæt forhold til mine forældre og brødre? Jeg ved min mor allerede har købt alverden til at vi kan komme på besøg med den lille ofte, men uanset hvad vil vi jo ses mere med min kærestes familie da de bogstavelig talt bor lige rundt om hjørnet. Og jeg kan godt frygte at når baby bliver lidt ældre, så i stedet for at glæde sig til at se mormor og morfar vil han være lidt utryg fordi han måske ikke helt ved hvem de er? Selvom vi nok skal besøge dem alt det vi har råd og tid til! 
Måske er jeg lidt overdramatisk efter en juleaften uden familien, og hormonerne kører rundt, men kunne rigtig godt tænke mig at høre om der sidder andre i samme situation som mig, med sin egen familie langt væk, og evt høre om jeres børns forhold til jeres familie?

Glædelig jul og godt nytår til alle  Håber i alle havde præcis den aften i drømte om igår 

Knus fra mig

Det med afstand er ikke et problem her. 
Min ældste på snart 3 år forguder hans onkel (min mellemste lillebror) og han bor i København og vi bor i syd jylland.

Min dreng er ærlig talt fuldstændig ligeglad med både sin mormor og morfar når hans onkel er der til trods for at han jo også elsker sin mormor og morfar.. 

Helt enig med de andre

Min mor og far bor langt væk for os og selvom vi ikke ser hende særlig tit så er hun helt klart en af sønnens favoritpersoner...

Når vi kommer derop kommer vi kun lige ind ad døren og så tager hun ham i hånden og hjælper ham ud af overtøjet og resten af tiden vi er der kan de bare gå rundt og hygge sammen som hvis han så hende hver dag...

Hans farfar bor lige i nærheden så ham ser vi ret tit, og sønnen er da helt klart også glad for ham og kan også godt spørge om farfar kommer (ikke de helt rigtige ord endnu men vi forstår ham ) men det er virkelig en anden dreng når vi er hos mormor

Vi har også brugt Skype da han var mindre og vi ikke rigtig kunne køre turen derop, så når han savner sin mormor peger han på den bærbare og siger mormor hejhej

Jeg har selv tænkt på det samme bare omvendt, da vi bor tæt på min familie og langt fra min kærestes. Vi er selvfølgelig altid velkomne der, men det koster jo lige tid, benzin og bro eller tog, hvilket kan være hårdt på SU.

På den anden side har min kæreste en nevø på fire, som først lærte mig at kende som 2-årig. Han er fuldkommen tryg ved mig og glæder sig ligeså meget til at få besøg af mig som af onkel. Det viser vel, at selv små børn kan knytte stærke bånd trods afstanden.

Carina:-) skriver:

Det har intet med afstand at gøre.

Min søster bor i Kbh og vi i midtjylland.og hun er den børnene elsker og ringer til ved prob. selv om deres farmor/farfar og 3 onkler bor tæt på.

Det har noget med engagement og interesse der gør om børn knytter sig til nogen bestemte personer.-Ikke afstand

Det vil jeg give dig ret i! Det er ikke afstanden som er afgørende, men hvor engageret de er i børnenes liv 

Jeg har en svigermor der stort set kan kigge ind af vores køkkenvindue og min mor bor ca. 30 min kørsel væk. Min pige er helt vild med sin mormor  Nu er det også et års tid siden vi har haft kontakt til min svigermor, da hun valgte os fra 

Afstanden betyder ikke noget hvis man selv yder en indsats. Jeg bor med min mand i Hviodvre. Vi har to børn sammen på hhv 3 og 6 år. min svigerfamilie bor forholdsvis tæt på, men min egen familie bor i Aalborg. Men udover os, så er mine børns tætteste relation deres bedsteforældre i Aalborg. Jeg tror vi gns over året ses en gang om måneden i en hel weekend. Når man er sammen i flere dage af gangen, er man sammen på en anden måde, så min mor har været tæt på mine unger fra starten. Mine forældre er gode til st komme herover, og vi tager også tit den anden vej. mine forældre har lige været her i tre dage for at fejre jul (med os og min svigerfamilie), og har taget drengene med på juleferie i Aalborg nu. Vi kører derop i weekenden, og tager dem med hjem. Så i denne omgang ender de med at være sammen i otte dage i træk.. Om to uger rejser min mor og jeg og ungerne til Fuerteventura i en uge, så der er der atter intensivt samvær. Og det er ikke enestående. Vi/de ses tit. Meget oftere end jeg havde regnet med. Men det kræver naturligvis noget gensidig velvilje. Og at man kan være meget sammen i flere dage. 

Jeg savner meget at kunne køre hjem og drikke kaffe, eller spise aftensmad og køre hjem igen. Eller at de kan hjælpe en almindelig tirsdag aften med ungerne. Eller hente dem fra børnehave/skole en gang imellem. Men det er mig der er flyttet væk, så sådan er det. Men jeg er meget glad for at mine børn og mine forældre trods alt har et godt og tæt forhold, trods at den fysiske afstand i hverdagen er 400 km.  

held og lykke til dig. 

Tak for jeres svar - det gør mig da lidt mere tryg. Vi skal nok få en god relation til min familie så. Og god idé med skype, det må jeg lige lære mine forældre Tak for input