Hvorfor kan det ikke være nemmere?

Jeg lider af PCOS og vi har været igang med at prøve og blive gravide i over 1 år og skal igang med homonbehandlinger fra januar 2014. Men går med en knude i maven for når det lykkes er jeg ikke sikker på jeg tør tro på det før jeg er en 12 uger henne.. Når det lykkes har jeg ikke lyst til at dele det med nogen før heller.. Og min kæreste og jeg ser meget forskelligt på det.. 

Min kæreste har et barn fra tidligere på knapt 6 og han mener derfor at eks'en og mit bonusbarn skal vide det næsten med det samme så vi kan starte med at vænne bonus til at der skulle komme en ny.. Men det er ikke så meget fordi jeg ikke vil dele det når tiden er der, men hvis jeg er så uheldig og skulle gå hen og tabe så vil jeg ikke have nogen ved det, for gider især ikke have hans eks kæreste skal kommentere på det og vil stå med et triumferende blik i øjnene hver gang hun ser mig.. (Hende og jeg har ikke verdens bedste forhold) 

Forsvinder sådan nogle følelser på noget tidspunkt? Jeg er ikke engang gravid endnu og alligevel er det sådan nogle ting der kredser i mine tanker samme med alt det andet som følger med i at man skal igennem et behandlings forløb.. Og det gør virkelig nogle dage til nogle virkelig l*rte dage :/

Først får du lige en storm

Jeg lider også af PCO - og jeg er begge gange blevet gravid ved hjælp af hormoner så der er bestemt håb for dig/jer!!!

Det er selvfølgelig rigtig godt snakke igennem, hvad I hver især ønsker, når i opnår den ønskede graviditet. Omvendt er det svært at forestille sig hvordan man føler når man har fået de to vidunderlige streger.
Før jeg blev gravid ville jeg også helst holde det for mig selv, lige indtil jeg er blevet gravid der har jeg haft lyst til at skrige det ud til hele verden

Held og lykke med projektet

et-ønske skriver:

Først får du lige en storm

Jeg lider også af PCO - og jeg er begge gange blevet gravid ved hjælp af hormoner så der er bestemt håb for dig/jer!!!

Det er selvfølgelig rigtig godt snakke igennem, hvad I hver især ønsker, når i opnår den ønskede graviditet. Omvendt er det svært at forestille sig hvordan man føler når man har fået de to vidunderlige streger.
Før jeg blev gravid ville jeg også helst holde det for mig selv, lige indtil jeg er blevet gravid der har jeg haft lyst til at skrige det ud til hele verden

Held og lykke med projektet

Det var rart at høre Håber også det bedste kan ske og gerne hurtigt

Men ja vi har prøvet at afstemme forventninger og vi er egentlig enige om det meste.. bare ikke lige det der med eks'en og det er egentlig hende jeg har de største følelsesmæssige kvaler omkring.. Og ved ikke helt hvordan jeg skal håndtere dem.. 

Selvom de har barn fra tidligere sammen kunne det så ikke godt vente med at de fik noget afvide før efter uge 12? altså så er der stadig min 6 måneder tilbage.. :/ 

Har kæmpet sådan en kamp med det kvinde menneske og ved bare at hvis jeg/når jeg bliver gravid og hvis jeg skulle gå hen og tabe det.. så vil hun hovere og spørge ind til det hver evig eneste gang vi så hende.. Ikke direkte med ord men stadig med opførsel.. 

Og det er meget muligt jeg måske ændre mening med alle de dejlige mennesker jeg har omkring mig og gerne vil dele sådan en fantastisk nyhed med dem, men tvivler meget stærkt på jeg har lyst til at dele det med eks'en lige med det samme.. 

Der vil være rigeligt at tid til at i alle kan tilpasse jer de nye omstændigheder, hvis de fik det at vide fra uge 12, så kan ikke se hvorfor det skal hastes ud til dem Kan fuldt ud forstå dig, og ærligt talt, så synes jeg egentlig din kæreste burde støtte op omkring dét og se på dine ønsker også. Det er også utrolig vigtigt, at i begge mentalt er klar på de tiltag og beslutninger i foretager igennem graviditeten, sammen! Med mindre i begge er klar på hans idé, så kan jeg ikke se den er meget længere. Du har brug for den tid du har Min kæreste og jeg nød at gå med hemmeligheden lidt for os selv og gøre os en masse tanker, inden hele omverden fik det at vide.. og det var inkl. vores forældre!

Vi er også en sammenbragt familie, med dine/mine børn og ex'er på begge sider...... Du er velkommen til at skrive privat - men mine følelser omkring emnet vil jeg helst ikke kunne Googles på

Først krydsede fingre for du snart står med en positiv test.

Jeg har aldrig fortalt om min graviditet før efter 12. Uge og 3. Og 4. Gang endda senere grundet nervøsitet. 3. Gang først efter 20. Uge (til min datter til andre tidligere) og 4. Gang efter 16. Uge

Jeg er helt modsat din kæreste og kan egentlig slet ikke forstå hvorfor børn skal involveres så tidligt - ventetiden til lillebrøster kommer er utrolig lang og hvorfor forlænge den. Plus hvorfor involvere på et tidspunkt hvor der er en større sandsynlighed for det går galt, hvorfor skal de dog forholde sig til det når det er unødvendigt? Jeg ved godt der også kan gå noget galt efter 12. uge eller rettere efter nakkefold, men sandsynligheden falder drastisk. Man kan ikke beskytte sine børn for alt i verden, men der er da ikke nogen grund til ikke at beskytte dem for noget som ikke er nødvendigt.... Det er bare min holdning og jeg har gennemført den hver gang og hver gang har de vænnet sig til der kom en baby, og det samme har omgivelserne, og ingen har tage mig det ilde op at jeg først fortalte det senere og ikke i det øjeblik jeg fandt ud af jeg var gravid.