Forvirret omkring mit forhold :(

Jeg skriver som anonym da ingen ved dette.

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil med det her, måske et råd eller en person der har stået i lignende situation.

Jeg har været sammen med min forlovede i 2 år og vi har den mest fantastiske søn på 7 måneder. 

Min forlovede er der altid for mig, og tror ikke man kunne finde en bedre mand, han vil gøre alt for mig. MEN jeg har ikke lyst til han nusser mig og kysser mig, heller ikke sex (er generelt en sexglad person), jeg elsker ham heller ikke mere. Føler mig som verdens største fiasko da mit største ønske bare er at have en kernefamilie, og det er bare endnu et nederlag da jeg heller ikke har kunne gennemføre uddannelse fordi jeg gik ned med depression, men jeg føler også bare at han fortjener en pige der forguder ham og at jeg også selv fortjener at være lykkelig.

Men kan ikke helt finde ud af med mig selv om jeg skal kæmpe noget mere for at få det hele til at fungere eller om jeg skal smide håndklædet i ringen.

Føler bare jeg går med en facade på hele tiden, har jeg bestemt ikke lyst til og er sikker på at min søn også kan mærke på mig jeg ikke er glad.

Ville gerne snakke med manden om det, men det er jo ikke noget han kan løse for mig, han kan jo ikke ændre på mine følelser. Så ved ikke helt hvad jeg skal gøre  

Jeg tænker at jeres søn ikke er ret gammel og du har været gået ned med depression før. Min tanke er at I alle disse sammenhænge er det ofte parforholdet der lider først, og det er meget naturligt ikke at have lyst til al den kærestetid når man har sådan en lille en. Men jeg forstår godt dine tanker. Jeg tænker bare at det nok ville være en god idé at tale med ham om det og arbejde for jeres parforhold. Vent med at gå - græsset er formodentl ikke grønnere på den anden side, og måske er dette bare en periode i skal gennem. Jeg tænker dog også om det er muligt din depressio er vendt lidt tilbage?

Janne T. skriver:

Jeg tænker at jeres søn ikke er ret gammel og du har været gået ned med depression før. Min tanke er at I alle disse sammenhænge er det ofte parforholdet der lider først, og det er meget naturligt ikke at have lyst til al den kærestetid når man har sådan en lille en. Men jeg forstår godt dine tanker. Jeg tænker bare at det nok ville være en god idé at tale med ham om det og arbejde for jeres parforhold. Vent med at gå - græsset er formodentl ikke grønnere på den anden side, og måske er dette bare en periode i skal gennem. Jeg tænker dog også om det er muligt din depressio er vendt lidt tilbage?

Synes bare at jeg væmmes ved at han rør ved mig, kan sagtens være lyklelig sammen med familie venner osv. Men så snart han er til stede mindskes den lykke ret meget. Og sådan har jeg haft det i nogle måneder. 

Jeg er ret sikker på min depression ikke er vendt tilbage, hvis den var ville jeg have en konstant følelse af at være utilpas og har jeg ikke.