Jeg fortryder en kirurgisk abort.

Jeg fik for en uge siden foretaget en kirurgisk abort, og jeg må sige at det har taget utrolig hårdt på mig. 
Jeg kan ikke sove om natten og når jeg endelig sover, har jeg mareridt, hvor jeg vågner op og bliver nødt til at tjekke til vores børn. 

Jeg opdagede 6 uger henne min graviditet, jeg besluttede mig for med støtte fra min kæreste at det var det rigtige for os, vi har to børn i for vejen og mine overvejelser var at presset ville for mig for vores børn, vores parforhold, min krop og min skole, alle de ting der gjorde det muligt var økonomien, pladsen i vores lejlighed og bil, men det mest skræmmende var at de faktor som talte imod var for det meste uforudsigelige.

Nogle dage før indgrebet blev jeg utrolig ked af det og jeg snakkede med min kæreste om mulighederne, men jeg var sikker på at jeg var ked af det af de forkerte grunde ( jeg havde set en dokumentar film om de uønskede pigebørn i Kina ) 
Dagen efter var det som om at det var okay og på dagen var jeg heller ikke ked af det. 

Jeg troede jeg handlede i vores bedste interesse, men konsekvenserne kommer nu og jeg fortryder mit valg så meget. Jeg har allerede en utrolig kritisk syn på de ting jeg gør. Så hver dag fylder jeg mit hoved med farlige tanker:
"Du har dræbt dit eget barn!" Du fortjener ikke at have et godt liv!" Du fortjener ikke at spise eller drikke!" Du fortjener ikke at få flere børn!" Du fortjener ikke at nogen kan forstå det valg du har taget!"

Jeg har det faktisk sådan at kunne jeg gøre det om ville jeg vælge at fuldføre graviditeten og ofre mig fuldt ud for børnene og tænke at det er vores fejl ikke at beskytte os godt nok derfor er det også vores ansvar at gøre det der skal til for at opdrage tre små børn.

Jeg fanger mig selv i at tænke om der er håb: "Har lægerne måske ikke gjort det ordentligt, måske lever der stadig et foster inde i mig"

Og jeg har grædt hver aften siden aborten. Jeg er virkelig ulykkelig over mit valg. 

Er ked af du har det sådan

Jeg fik selv foretaget en provokeret abort da min yngste var fire mdr. Men jeg har heldigvis aldrig fortrudt det... Heller ikke selvom vi siden har mistet i en ønsket graviditet...

Anonym skriver:

Jeg fik for en uge siden foretaget en kirurgisk abort, og jeg må sige at det har taget utrolig hårdt på mig. 
Jeg kan ikke sove om natten og når jeg endelig sover, har jeg mareridt, hvor jeg vågner op og bliver nødt til at tjekke til vores børn. 

Jeg opdagede 6 uger henne min graviditet, jeg besluttede mig for med støtte fra min kæreste at det var det rigtige for os, vi har to børn i for vejen og mine overvejelser var at presset ville for mig for vores børn, vores parforhold, min krop og min skole, alle de ting der gjorde det muligt var økonomien, pladsen i vores lejlighed og bil, men det mest skræmmende var at de faktor som talte imod var for det meste uforudsigelige.

Nogle dage før indgrebet blev jeg utrolig ked af det og jeg snakkede med min kæreste om mulighederne, men jeg var sikker på at jeg var ked af det af de forkerte grunde ( jeg havde set en dokumentar film om de uønskede pigebørn i Kina ) 
Dagen efter var det som om at det var okay og på dagen var jeg heller ikke ked af det. 

Jeg troede jeg handlede i vores bedste interesse, men konsekvenserne kommer nu og jeg fortryder mit valg så meget. Jeg har allerede en utrolig kritisk syn på de ting jeg gør. Så hver dag fylder jeg mit hoved med farlige tanker:
"Du har dræbt dit eget barn!" Du fortjener ikke at have et godt liv!" Du fortjener ikke at spise eller drikke!" Du fortjener ikke at få flere børn!" Du fortjener ikke at nogen kan forstå det valg du har taget!"

Jeg har det faktisk sådan at kunne jeg gøre det om ville jeg vælge at fuldføre graviditeten og ofre mig fuldt ud for børnene og tænke at det er vores fejl ikke at beskytte os godt nok derfor er det også vores ansvar at gøre det der skal til for at opdrage tre små børn.

Jeg fanger mig selv i at tænke om der er håb: "Har lægerne måske ikke gjort det ordentligt, måske lever der stadig et foster inde i mig"

Og jeg har grædt hver aften siden aborten. Jeg er virkelig ulykkelig over mit valg. 

Først et kæmpe kram

Dernæst vil jeg råde dig til at ringe til din læge og booke en tid. Du trænger til at få en at snakke med omkring episoden , måske er det nok med lægen, måske ikke... Måske vil tiden læge såret, måske ikke... Men hvad jeg er sikker på, er at det på ingen måde kan skade at få snakket med nogle om det..

Håber på det bedste for dig

Det lyder til, at det har været en hård oplevelse for dig. Jeg synes også, at du skal tage en tur forbi lægen og få snakket.

Mit bedste råd må være at fokusere på det du har, som du må tage hensyn til. Altså dine to børn og parforhold. At det har været den mest ansvarlige beslutning for dem/jer.

Kæmpe knus
Louise

Du må ikke være så hård ved dig selv. Du tog valget, fordi du mente det var det bedste for alle. Tror også det er vigtigt du får det talt igennem med en.