Får nok aldrig mine børn hjem!

Åh, jeg kan bare snart ikke mere

Mine 2 børn blev anbragt udenfor hjemmet for 4 år siden nu. De er i dag 8 og 10 år.

Det var en frivillig anbringelse, da jeg havde depression, personlighedsforstyrrelse og mange ar på sjælen, efter en alt andet end tryg barndom.

Hele min verden ramlede da jeg måtte give mine børn fra mig. De var mit et og alt, grunden til jeg levede. Men jeg gjorde det for deres skyld. Så startede kampen: Kampen for at få det bedre og få bearbejdet mine dårlige oplevelser som barn. Men ikke mindst kampen mod kommunen! Kampen for at få lov at se mine børn, kampen mod en meget dominerende og manipulerende plejemor, kampen for at blive behandlet med respekt og som mine børns mor.

Jeg har vundet langt hen af vejen: Mit ene barn blev flyttet til anden plejefamilie, og personligt har jeg gennemgået en kæmpe forandring. Det var med stor stolthed jeg for ½ år siden stod med et papir fra min psykiater hvor der stod at jeg ikke havde nogen diagnose mere, ikke havde brug for terapi, og hun vurderede jeg godt kunne få mine børn hjem til mig igen. Jeg har kæmpet og kæmpet, og endelig fik jeg min belønning.

Mine børns sag skal tages op her i januar, hvis jeg ikke godkender en fortsat anbringelse skal sagen i Børn- og Ungeudvalget. Men jeg var klar, selvfølgelig skulle mine børn hjem, og troede egentlig ikke det ville blive det store problem. Bor sammen med min kæreste der er pædagog, og er selv i gang med en videregående uddannelse. Kort sagt, vi er rigtig velfungerende begge to.

Men ak... Kommunen mener nu mine børn har så store problemer at de ikke kan komme hjem til mig  Jeg forstår ikke hvad det er for nogle problemer, det går altid godt når de er på samvær, og hører kun positive ting fra skolen.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre i mit liv uden dem. Føler mig så magtesløs og skuffet, kan intet gøre. Ved ikke hvordan jeg skal blive ved med at holde til den ene skuffelse efter den anden. Vil bare have mine børn hjem til mig hvor de hører til, men det hele ser bare så håbløst ud.

Tager sagen i Børn- og Ungeudvalget, men er jo de færreste der vinder der. Kan slet ikke overskue at læse til eksamen lige nu, synes livet er så uretfærdigt

Til dig ven. Og hatten af for din udvikling. Kæmp for dine børn! Jeg håber inderligt at du får dem tilbage. Og prøv at fokuser på din eksamen selvom det er svært lige nu, hvilket er forståeligt. Du er dine børns rollemodel , de vil altid se op til dig. Og de vil vide, at du kæmpede alt hvad du kunne for at få dem tilbage. 

Anonym skriver:

Åh, jeg kan bare snart ikke mere

Mine 2 børn blev anbragt udenfor hjemmet for 4 år siden nu. De er i dag 8 og 10 år.

Det var en frivillig anbringelse, da jeg havde depression, personlighedsforstyrrelse og mange ar på sjælen, efter en alt andet end tryg barndom.

Hele min verden ramlede da jeg måtte give mine børn fra mig. De var mit et og alt, grunden til jeg levede. Men jeg gjorde det for deres skyld. Så startede kampen: Kampen for at få det bedre og få bearbejdet mine dårlige oplevelser som barn. Men ikke mindst kampen mod kommunen! Kampen for at få lov at se mine børn, kampen mod en meget dominerende og manipulerende plejemor, kampen for at blive behandlet med respekt og som mine børns mor.

Jeg har vundet langt hen af vejen: Mit ene barn blev flyttet til anden plejefamilie, og personligt har jeg gennemgået en kæmpe forandring. Det var med stor stolthed jeg for ½ år siden stod med et papir fra min psykiater hvor der stod at jeg ikke havde nogen diagnose mere, ikke havde brug for terapi, og hun vurderede jeg godt kunne få mine børn hjem til mig igen. Jeg har kæmpet og kæmpet, og endelig fik jeg min belønning.

Mine børns sag skal tages op her i januar, hvis jeg ikke godkender en fortsat anbringelse skal sagen i Børn- og Ungeudvalget. Men jeg var klar, selvfølgelig skulle mine børn hjem, og troede egentlig ikke det ville blive det store problem. Bor sammen med min kæreste der er pædagog, og er selv i gang med en videregående uddannelse. Kort sagt, vi er rigtig velfungerende begge to.

Men ak... Kommunen mener nu mine børn har så store problemer at de ikke kan komme hjem til mig  Jeg forstår ikke hvad det er for nogle problemer, det går altid godt når de er på samvær, og hører kun positive ting fra skolen.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre i mit liv uden dem. Føler mig så magtesløs og skuffet, kan intet gøre. Ved ikke hvordan jeg skal blive ved med at holde til den ene skuffelse efter den anden. Vil bare have mine børn hjem til mig hvor de hører til, men det hele ser bare så håbløst ud.

Tager sagen i Børn- og Ungeudvalget, men er jo de færreste der vinder der. Kan slet ikke overskue at læse til eksamen lige nu, synes livet er så uretfærdigt

Ville ikke forlade din tråd uden at give dig et håber det hele løser sig.

 Det må være uendeligt hårdt at være dig.

Det er umuligt for en udenforstående at sætte sig ind i, hvad det er, du gennemgår, men ingen tvivl om, at det er en umådelig svær proces.

Hvor er det flot, at du er kommet så langt med din selvudvikling! 

Jeg ønsker dig og dine børn alt det bedste for fremtiden.

Først og fremmest så skal du få aktindsigt i alle papir på dine børn. Det må du gerne, for du er den biologiske mor. Et sted i nogen af de papir må der stå hvad det er dine børn slås med. Alt kommunikation med kommunen skal du have på skrift, både fra dig, og til dig. Så du har beviserne på papir.

Jeg har ikke selv stået i noget af alt det du gør, men du har kæmpet en stor kamp, og jeg syntes det er rigtig flot.

Jeg håber for dig at du får dine børn hjem igen snart

Du bliver nødt til at tro på at der bliver taget vare på dine børn.

At beslutningen er for dine børns bedste.

Selv om alt er godt nu ,har dine børn jo været 4 og 6 år da de blev anbragt og ergo har de fået noget med i bagagen som måske giver dem problemer nu.

Du har jo nok været syg længe før du kunne se at børnene skulle væk for at få det godt,og det har måske skadet dem?

Tro på at det her er det bedste for dine børn,selv om jeg sagtens kan forstå dine frustrationer.

Jeg står selv med et barnebarn på 1½ -Og selv om han har været meget i aflastning hos os før han flyttede fast ind-Har han stadig nået at få nogle skader som psykologen ikke er sikker på kan helbredes (altså psykisk) Og han er endda så lille -Men har alligevel opfattet meget.

Dine børn har været ældre,og kan jo nok huske en del,som de måske skal have hjælp til at bearbejde.

Det er ikke ment som bebrejdelser,men det er som mor med alle følelserne og alt din kærlighed til dine børn nok svært at se at det her måske er bedst for dine børn ligenu. 

Ville lige give dig et kæmpe knus

Det lyder til at du virkelig har kæmpet og vundet en masse kampe. Hold ved og tro på det! Det kommer til at lykkedes for dig Fortsæt den gode udvikling, også selvom det kan være svært ikke at miste modet ind i mellem. Fortsæt eksamenslæsningen - du gør det rigtige for dig selv og dine børn. Du er rollemodel - og en god en af slagsen så vidt jeg kan læse. Fortsæt det gode arbejde - det er aldrig spildt

Fordi du er rask nu og klar til at få dine børn hjem. Så betyder det jo desværre ikke dine børn er raske og klar til at komme hjem. Din sygdom og følgerne deraf, har dine børn levet med ligeså længe som de har været til, det sætter ar på sjælen, at blive sat i plejefamilie sætter ar på sjælen, de har, højst sandsynligt selv fået psykiske problemer i større eller mindre grad pga dig. Og hvis fagfolk vudere at det vil skade dem yderligere at komme hjem til dig, så tror jeg egentlig Du bør lytte. Du ved selv hvordan en hård barndom ser ud. Du ved hvilke problemer det giver. Glæd dig over dine børn får præcis den hjælp og støtte ingen gav dig. Du siger det sværeste i dit liv var at give dem fra dig, prøv at forstille dig hvor mange tusind gange sværere det har været for børnene at undvære deres mor. Børne og unge udvalget tænker på børnene og ikke på dig. Så uanset udfaldet må du ikke føle de gør det for at få dig ned med nakken, de gør det for at få dine børn op med nakken, hvis du forstår.