Min datter savner sin far!!

Hej alle sammen!

Jeg er simpelthen nødt til at få luft for mine frustrationer over det at være forældre og man ikke bor sammen mere!

Min datter på snart 5 år, ser som regel sin far hver anden weekend, men de sidste par måneder har han fået andre til at passe hende eller spurgt om jeg kunne tage hende! Hun spørger til ham hver eneste dag og hun græder næsten hver gang og vågner om aftenen/natten og er ked af det og siger hun savner far.

Når han har set hende et par timer om onsdagen hvor hun går til gymnastik græder hun når han går. Jeg har flere gange forsøgt at trænge igennem med forslag til hvad der kunne hjælpe hende (fx at han kan ringe eller se hende lidt oftere osv., men der sker ingenting).

Han har altid travlt med enten hans arbejde, hvor han mener han ikke lige kan tage hende engang imellem når han har fri eller travlt med venner, ferie og andre ting.

For en måned siden aftalte vi at jeg skulle have hende den 22. december så vi kunne holde en lille jul og hun kunne nå at have et par dage hjemme inden hun skal holde jul hos ham! Det har han så lige annulleret! Jeg fik besked på at hente hende om lørdagen, hvis jeg ville have hende søndag ellers kunne jeg først få hende om aftenen den søndag!!

Det er så frustrerende at være vidne til at ens barn bliver kastet rundt og ikke ser sin far de 48 timer han har sammen med hende, når hun savner ham så meget!! Jeg bliver så vred på hendes vegne!

Skal man som mor bare acceptere ens barn ikke har det godt fordi hendes far har helt andre prioriteringer?! (Er det så svært at ringe et par gange om ugen - er det for meget forlangt?!)

Ved snart ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe min datter!!

Sundahl88 skriver:

Hej alle sammen!

Jeg er simpelthen nødt til at få luft for mine frustrationer over det at være forældre og man ikke bor sammen mere!

Min datter på snart 5 år, ser som regel sin far hver anden weekend, men de sidste par måneder har han fået andre til at passe hende eller spurgt om jeg kunne tage hende! Hun spørger til ham hver eneste dag og hun græder næsten hver gang og vågner om aftenen/natten og er ked af det og siger hun savner far.

Når han har set hende et par timer om onsdagen hvor hun går til gymnastik græder hun når han går. Jeg har flere gange forsøgt at trænge igennem med forslag til hvad der kunne hjælpe hende (fx at han kan ringe eller se hende lidt oftere osv., men der sker ingenting).

Han har altid travlt med enten hans arbejde, hvor han mener han ikke lige kan tage hende engang imellem når han har fri eller travlt med venner, ferie og andre ting.

For en måned siden aftalte vi at jeg skulle have hende den 22. december så vi kunne holde en lille jul og hun kunne nå at have et par dage hjemme inden hun skal holde jul hos ham! Det har han så lige annulleret! Jeg fik besked på at hente hende om lørdagen, hvis jeg ville have hende søndag ellers kunne jeg først få hende om aftenen den søndag!!

Det er så frustrerende at være vidne til at ens barn bliver kastet rundt og ikke ser sin far de 48 timer han har sammen med hende, når hun savner ham så meget!! Jeg bliver så vred på hendes vegne!

Skal man som mor bare acceptere ens barn ikke har det godt fordi hendes far har helt andre prioriteringer?! (Er det så svært at ringe et par gange om ugen - er det for meget forlangt?!)

Ved snart ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe min datter!!

Stakkels din datter 

Og dumme far for at være så ligeglad -han skulle skamme sig! 

Kan han slet ikke tales til fornuft på tomandshånd? Hvad siger han når du fortæller at jeres datter græder og savner ham?

Hvad med hans mor evt.? Ved godt at det kan være et "low blow" men hvis min eks gik så langt og begyndte at "ignorere" vores datter på den måde, så ville jeg ikke tøve med at sladre til hans mor, for hvis der er én der ikke ville tolerere den slags så er det hende.... ved naturligvis ikke hvordan din eks-svigermor er (om du overhovedet har én) eller hvordan jeres forhold jer...

Håber i hvert fald der sker ét eller andet, for det er godt nok synd for jer 

Sundahl88 skriver:

Hej alle sammen!

Jeg er simpelthen nødt til at få luft for mine frustrationer over det at være forældre og man ikke bor sammen mere!

Min datter på snart 5 år, ser som regel sin far hver anden weekend, men de sidste par måneder har han fået andre til at passe hende eller spurgt om jeg kunne tage hende! Hun spørger til ham hver eneste dag og hun græder næsten hver gang og vågner om aftenen/natten og er ked af det og siger hun savner far.

Når han har set hende et par timer om onsdagen hvor hun går til gymnastik græder hun når han går. Jeg har flere gange forsøgt at trænge igennem med forslag til hvad der kunne hjælpe hende (fx at han kan ringe eller se hende lidt oftere osv., men der sker ingenting).

Han har altid travlt med enten hans arbejde, hvor han mener han ikke lige kan tage hende engang imellem når han har fri eller travlt med venner, ferie og andre ting.

For en måned siden aftalte vi at jeg skulle have hende den 22. december så vi kunne holde en lille jul og hun kunne nå at have et par dage hjemme inden hun skal holde jul hos ham! Det har han så lige annulleret! Jeg fik besked på at hente hende om lørdagen, hvis jeg ville have hende søndag ellers kunne jeg først få hende om aftenen den søndag!!

Det er så frustrerende at være vidne til at ens barn bliver kastet rundt og ikke ser sin far de 48 timer han har sammen med hende, når hun savner ham så meget!! Jeg bliver så vred på hendes vegne!

Skal man som mor bare acceptere ens barn ikke har det godt fordi hendes far har helt andre prioriteringer?! (Er det så svært at ringe et par gange om ugen - er det for meget forlangt?!)

Ved snart ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe min datter!!

Puha, det lyder hårdt. 

Jeg er ikke i samme situation, så jeg taler ikke af erfaring.

Men jeg tror at jeg ville prøve at skrive et brev til ham, hvor jeg præcist og nøgternt skriver som du gør her: Hun spørger til dig hver dag, fordi hun savner dig. Hun græder næsten hver dag, fordi hun savner dig. Hun vågner om natten og er ked af det, fordi hun savner dig.

Altså virkelig få kommunikeret til ham at han gør sin datter ulykkelig ved sit fravær. Hvis han så stadig vælger at prioritere anderledes, jamen så må det være hans valg. Så har du gjort hvad du kunne. Men sørg for at han er 100% klar over hvordan hun føler.

Sundahl88 skriver:

Hej alle sammen!

Jeg er simpelthen nødt til at få luft for mine frustrationer over det at være forældre og man ikke bor sammen mere!

Min datter på snart 5 år, ser som regel sin far hver anden weekend, men de sidste par måneder har han fået andre til at passe hende eller spurgt om jeg kunne tage hende! Hun spørger til ham hver eneste dag og hun græder næsten hver gang og vågner om aftenen/natten og er ked af det og siger hun savner far.

Når han har set hende et par timer om onsdagen hvor hun går til gymnastik græder hun når han går. Jeg har flere gange forsøgt at trænge igennem med forslag til hvad der kunne hjælpe hende (fx at han kan ringe eller se hende lidt oftere osv., men der sker ingenting).

Han har altid travlt med enten hans arbejde, hvor han mener han ikke lige kan tage hende engang imellem når han har fri eller travlt med venner, ferie og andre ting.

For en måned siden aftalte vi at jeg skulle have hende den 22. december så vi kunne holde en lille jul og hun kunne nå at have et par dage hjemme inden hun skal holde jul hos ham! Det har han så lige annulleret! Jeg fik besked på at hente hende om lørdagen, hvis jeg ville have hende søndag ellers kunne jeg først få hende om aftenen den søndag!!

Det er så frustrerende at være vidne til at ens barn bliver kastet rundt og ikke ser sin far de 48 timer han har sammen med hende, når hun savner ham så meget!! Jeg bliver så vred på hendes vegne!

Skal man som mor bare acceptere ens barn ikke har det godt fordi hendes far har helt andre prioriteringer?! (Er det så svært at ringe et par gange om ugen - er det for meget forlangt?!)

Ved snart ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe min datter!!

Du skal snakke med ham, lige med det samme.. og forklarer ham hvad han gør mod sin datter.
For det er bare ikke i orden, at sårer sin datter på den måde. hun er så stor at hun begynder at forstå hvad der sker. hun ved at hun bliver svigtet af sin far, og sådan skal det ikke være.

du er nød til at komme til bund i hvad det er han vil og ikke vil.

Jeg er enig med Modesty.

I øvrigt, sørg for at være sikker på, at din datter føler, du forstår hende. Jeg ved, at vi som mødre gerne vil have de triste følelser til at forsvinde, når vi ser dem hos vores små, men her er det også bare vigtigt, at hun anerkendes for sit savn/sin sorg. (Det gør du sikkert også allerede).

At du fx får sagt, at du virkelig godt kan forstå, hun savner ham, og at det må være svært osv. Således at du ikke får trøstet følelserne væk hver gang, hun er ked.. - Åh, men det er jo svært, for hun skal jo heller ikke være ked så ofte!

Jeg håber, det snart bliver lettere for hende - uanset hvordan hendes far vælger at gebærde sig. 

Jeg har forsøgt at snakke med ham... vi har sms'et frem og tilbage og jeg har fortalt hvordan hun har det osv. og han har endda selv oplevet det - men der sker ingenting!! Når han skal aflevere hende eller jeg af og til henter hende hos ham, skal hun nærmest kastes ud af døren så han kan komme videre!! Han ser ikke på mig og taler ikke til mig! Han er så barnlig - han kan ikke engang hilse på min kæreste og vi har været sammen i 4 år nu! Selvom han ikke kan lide ham (på trods af han ikke kender ham), kan man sku godt hilse på folk.

Så jeg har ikke mulighed for at snakke med ham for han fejer mig væk hele tiden eller har en masse dårlige undskyldninger. Hans mor vil ikke blande sig - har forsøgt at søge svar igennem hende fordi de også tit er sammen (mors dreng!), men hun siger det er en sag mellem ham og mig!

Er så frustreret over det - at jeg næsten kan fristes til at tænke at hun har bedre af slet ikke at se ham og få en "anden far" (min kæreste), som hun også er glad for, men jeg kan ingenting gøre!

Det bedste for min datter ville være en 50/50 løsning men det kommer aldrig til at ske - han har så mange undskyldninger og så tror jeg desuden ikke han ville være kompetent nok som forælder til at have hende selv, for når han fx holder ferie med hende er det altid sammen med hans mor fordi han ingenting kan selv!

 

 

Sundahl88 skriver:

Jeg har forsøgt at snakke med ham... vi har sms'et frem og tilbage og jeg har fortalt hvordan hun har det osv. og han har endda selv oplevet det - men der sker ingenting!! Når han skal aflevere hende eller jeg af og til henter hende hos ham, skal hun nærmest kastes ud af døren så han kan komme videre!! Han ser ikke på mig og taler ikke til mig! Han er så barnlig - han kan ikke engang hilse på min kæreste og vi har været sammen i 4 år nu! Selvom han ikke kan lide ham (på trods af han ikke kender ham), kan man sku godt hilse på folk.

Så jeg har ikke mulighed for at snakke med ham for han fejer mig væk hele tiden eller har en masse dårlige undskyldninger. Hans mor vil ikke blande sig - har forsøgt at søge svar igennem hende fordi de også tit er sammen (mors dreng!), men hun siger det er en sag mellem ham og mig!

Er så frustreret over det - at jeg næsten kan fristes til at tænke at hun har bedre af slet ikke at se ham og få en "anden far" (min kæreste), som hun også er glad for, men jeg kan ingenting gøre!

Det bedste for min datter ville være en 50/50 løsning men det kommer aldrig til at ske - han har så mange undskyldninger og så tror jeg desuden ikke han ville være kompetent nok som forælder til at have hende selv, for når han fx holder ferie med hende er det altid sammen med hans mor fordi han ingenting kan selv!

 

 

Er det korrekt forstået (grundet dit profilnavn med 88) at du er cirka 25? Og altså blev mor omkring 20-års alderen? Er faren lige så ung som dig?

Var det en planlagt graviditet? Eller kan det tænkes at han simpelthen ikke var/er klar til at blive far?

han er fra 82 og bliver snart 32! så må man da kunne forvente lidt...

Hun var ikke planlagt men da vi gik fra hinanden gik det helt galt. han opfører sig meget barnligt efter min mening. Vi har ikke været sammen siden vores datter var knap 1 år....

synes der er noget helt galt med hans prioriteringer. han har hende 48 timer hver anden uge og ikke engang der kan han tage sig tid til hende....