At være særligt sensitiv?

Anonym skriver:

Ja det er også det jeg har fået læst mig til.. Alligevel føler jeg mig forkert.. Og især efter min kæreste mente jeg så skulle arbejde med at få det dæmpet så jeg kunne håndtere pludselige ting osv.. det har jeg ingen ide om hvordan jeg skal gøre.. Føler mig lidt som om nu har vi fundet problemet og så skal det fikses :/ 

Det var rart at høre! Har altid selv været meget empatisk og fået afvide jeg var kvik så kan jo være det ikke var så svært.. Men er bange for at jeg ikke ville kunne omfavne et evt barns behov når jeg ikke engang ved hvordan jeg skal håndtere mine egne behov :/

Der er intet, der skal fikses. Der er intet i vejen med dig!

Anonym skriver:

Er det noget du altid har vidst eller hvor gammel var du da du fandt ud af det?

Kun her fornyligt, dvs. indenfor 2013 og er 34. Og som der bliver skrevet så præcist at det har forklaret rigtig mange ting fra min barndom og ungdom, som absolut ikke er blevet taget seriøst af nogen, som jeg har bøvlet meget med at forstå selv uden at mine reaktioner har været himmelråbende eller outrere.

Anonym skriver:

Er selv kun 21 så det er heldigvis lidt tidligere end dig men har du kendt til hvad særligt sensitiv var? eller ? 

Det gør mig nok også lidt lettet men igen gør det mig også frustreret og sur fordi jeg altid har troet jeg bare skulle presse mig selv noget mere så jeg lærte at håndtere flere ting hvilket aldrig rigtig er gået og nu kan jeg så se frem til at det aldrig rigtig vil lykkes på den måde  

Min kæreste mente det nok især med ting at jeg ikke kan tåle overraskelser altså ting der kommer pludseligt og som jeg så mister kontrollen over.. Hans familie er meget spontane jeg kender dem ikke så godt og de har det med at ringe dagen før eller et par timer før de pludselig står i døren og så er det jeg går fuldstændig i selvsving og det mente han jo så jeg bare skulle arbejde med for det skulle jeg jo lære at håndtere.. Nu ved jeg ikke om det er noget jeg kan lære at "håndtere"? Altså han mente at man kan altid præge en adfærd væk.. hvordan har din omverden taget det? For jeg føler virkelig jeg står lidt alene

Den reaktion kan jeg nikke 100% genkendende til. Foreksempel kan min mand komme tidligt hjem fra arbejde for at overraske mig (har han gjort!) uden at give besked først og så er han blevet mødt af en irriteret kælling og stillet sig undrende overfor hvorfor noget han gjorde i sin bedste mening skal mødes med sådan en velkomst og jeg gør det vitterligt ikke med vilje og kan ikke forklare hvorfor for jeg bliver jo glad men 100% irriteret. Så nu ringer han i forvejen og ja kan godt stadigvæk blive irriteret mildt i telefonen men når han kommer hjem så kan jeg bedre håndtere det end hvis han bare kom ind af døren, og så alligevel er det som om han spolerer de planer jeg har lagt i mit hoved uanset om de skulle udføres eller ej, men kan ikke klare det. Brændærgerligt men kan ikke gøre det bedre pt.