Stivdie skriver:
Hej piger,
Som nybagte forældre er der naturligvis millioner af nye ting, der skal tages stilling til, heriblandt babys gråd.
Vi har en skøn lille størrelse på 5 uger, som græder en hel del på grund af ondt i maven. 
Min tilgangsvinkel er at tjekke om bleen skal skiftes, se om h*n er sulten, og ellers cykle med ben, holde tæt, vugge, gå rundt med på armen - alt sammen imens jeg taler sagte og roligt. Resultatet er ofte, at h*n kun græder periodisk og sjældent af sine lungers fulde kraft.
Når min mand tager sig af den lille er tilgangsvinklen den samme til at starte med. Han skifter ble mens han nusser og småsnakker eller synger, holder tæt og cykler med benene, MEN i det øjeblik h*n rigtig begynder at græde, så er det ligesom han går helt i stå og bliver fuldstændig passiv. Han tænder for fjernsynet og ligger den lille i skødet eller på brystet med en hånd på enten ryggen eller maven, og er ellers helt tavs og passiv.
Han siger selv, hans reaktion er fordi gråden går ham så meget på, at han har behov for distraktion.
Jeg er klar over, der skal være plads til hver sin måde at håndtere tingene på, så har derfor bidt mig i tungen for ikke at sige noget, men det skærer mig i hjertet, at h*n kan græde/skrige i længe på skødet af sin far, og når jeg så sætter mig ved siden af og taler sagte og stryger hånden over håret, så er der ro igen.
Jeg har prøvet at foreslå fx at han går rundt med den lille, men det gider han simpelthen ikke, for det virker alligevel ikke (han har ikke forsøgt i mere end max 2-3 min).
Han er ellers en rigtig god far, der elsker den lille utrolig højt, men han går tilsyneladende rigtig svært ved den gråd, og har givet udtryk for, han ikke føler det virker, når han prøver at trøste. Men måske er der også forskel på os idet jeg jo lugter af mælk, hvilket måske i sig selv har beroligende effekt?
Hvordan håndterer jeres mænd, når den lille græder? Og har I haft rettet/givet råd til jeres mænd? Det sidste i verden jeg vil er jo at give ham en følelse af ikke at gøre det godt nok! Der er rigeligt af øv-følelser for ham i forvejen og han er rigtig usikker på sine evner som far. :-( Hvordan ville I evt tale med ham om det?
Først et kram
tænker at det må være en svær balancegang ..
Her har sønnen været på flaske siden han var få dage gammel, og det har gjort at farmand har været med fra start, og ikke distanceret sig fx når der skulle gives mad, skiftes bleer osv.. Når sønnen har været ked har vi trøstet, vi har begge vandret op og ned af stuegulvet, ja alt har været lige mens farmand stadig var på barsel..
Da han startede på job igen, ja så faldt al ansvaret naturligvis på mig, og farmand tog så over da han kom fra job hvor jeg så gik i gang med mad osv. Har da indimellem rettet lidt på ham, men det var mest fordi farmand ikke var så god til at læse træthedssignalerne..
Nu er vi begge på job, og alt omkring sønnen er 50/50, jeg afleverer, han henter, vi skiftes til mad, bad, pustningen osv.
Jeg aner ikke hvordan du skal gribe snakken an , men håber i får snakket om det..
