Fra avisen.dkFlere kommuner i forstaden må lukke daginstitutioner som følge af den økonomiske krise. Og i København mangler de institutionspladser. 
Den befolkningstilvækst, som forstaderne havde regnet med for to år siden, er udeblevet. Det betyder nu, at der er en del tomme institutionspladser ude i kommunerne, og nu tager de konsekvensen af det og lukker daginstitutioner.
"De unge børnefamilier kan simpelthen ikke komme af med deres lejligheder inde i København på grund af krisen, og derfor har de heller ikke mulighed for at flytte fra byen," forklarer borgmester i Solrød, Niels Hörup (V).
Det betyder også, at Københavns Kommune mangler institutionspladser for at kunne opfylde pasningsgarantien.
Men selv om både omegnskommunernes problem med tomme pladser og Københavns Kommunes problem med manglende pladser ikke skyldes kommunerne selv, så skal de ikke forvente hjælp fra Kommunernes Landsforening.
"Vi ved heldigvis, at København er en af de kommuner, som har rimelig god likviditet, så derfor kan og skal vi ikke til at se på en omfordeling af de penge, der kommer fra regeringen. Så ved jeg godt, at Københavns Kommune har et problem med at finde egnede steder til at bygge nye institutioner, men det er en problemstilling, som København selv skal løse," siger Erik Fabrin, der er formand for Kommunernes Landsforening, til Politiken.
I Solrød er én daginstitution foreløbig bukket under. Det samme billede tegner sig i andre kommuner.
Politiken har talt med en række andre kommuner på Sjælland. Og både i Køge, Hillerød, Holbæk, Rudersdal, Furesø og Roskilde er billedet som i Solrød.
Læs mere her