min datter er særligt sensitiv

Hun er to år, og først nu har jeg indset det.

Jeg føler mig som jordens største idiot. Jeg er Selv meget særligt sensitiv, en såkaldt high sensitive person (hsp), men alligevel har jeg været så længe om at se det i min egen datter!

Jeg har ellers altid set meget af mig selv i hende. Men fordi hun umiddelbart er meget udadvendt (når hun har set folk an) og vil have der skal ske noget konstant, havde jeg ikke tænkt det. Men der findes også eventyrlystne sensitive. Den kategori falder hun under.

Hvorfor har jeg ikke set det? De sidste år havde været meget nemmere hvis jeg havde været opmærksom på og havde taget hensyn til det træk!

Hun har altid været som jeg beskriver nu.
Hun er i sine følelsers vold. Hendes følelsesregister er stort og de svinger meget hurtigt i den ene eller anden retning. Hun er meget følsom men også empatisk.
Hun har et voldsomt temperament.
Hun er smagssensitiv og har det svært med mad.
Hun er fysisk sensitiv. Har altid været meget opmærksom på smerte, på sin krop, hvis et mærke kradser. Derfor har hun også altid været meget renlig. Hun kan ikke lide at få snavs eller mad på sine fingre, er dygtig til at bruge bestik og fjerner det selv med skeen hvis hun fx får yoghurt på hagen.

Hun har aldrig brudt sig om at være alene hverken i leg eller søvn. Hun er meget 'afhængig' af os. Søvnproblemer har været og er meget store - vi har jo altid forsøgt at få hende til at sove selv.

Som spæd græd hun meget,nærmest Heje tiden. Blev nemt overstimuleret. Var meget tryghedssøgende, vi kunne aldrig lægge hende fra os. Også der havde hun umuligt ved at finde ro til søvn, alle de indtryk.

Hun var Rigtig svær at indføre i Vuggestuen. Det tog over en måned og i rigtig lang tid havde hun svært ved at blive afleveret. Hun er stadig ikke glad for det, selvom hun er glad for sin Vuggestue.

Dette er bare et udpluk. Gennem kontakt med ligesinded samt sp har vi endelig indset det.

Men hvordan håndterer man bedst et sensitivt barn? Hvad gør man i sovesituationer? Det føles forkert at tvinge hende til at falde i søvn selv når hun er så utryg ved det.
Heldigvis forstår jeg hendes rige indre følelsesliv fordi jeg selv er hsp. Er bare så vred på mig selv over det tog mig to år at opdage!! Jeg har altid tænkt at hun nok bare var et lidt "besværligt" (vildt dårligt ordvalg) barn

Anonym skriver:

Hun er to år, og først nu har jeg indset det.

Jeg føler mig som jordens største idiot. Jeg er Selv meget særligt sensitiv, en såkaldt high sensitive person (hsp), men alligevel har jeg været så længe om at se det i min egen datter!

Jeg har ellers altid set meget af mig selv i hende. Men fordi hun umiddelbart er meget udadvendt (når hun har set folk an) og vil have der skal ske noget konstant, havde jeg ikke tænkt det. Men der findes også eventyrlystne sensitive. Den kategori falder hun under.

Hvorfor har jeg ikke set det? De sidste år havde været meget nemmere hvis jeg havde været opmærksom på og havde taget hensyn til det træk!

Hun har altid været som jeg beskriver nu.
Hun er i sine følelsers vold. Hendes følelsesregister er stort og de svinger meget hurtigt i den ene eller anden retning. Hun er meget følsom men også empatisk.
Hun har et voldsomt temperament.
Hun er smagssensitiv og har det svært med mad.
Hun er fysisk sensitiv. Har altid været meget opmærksom på smerte, på sin krop, hvis et mærke kradser. Derfor har hun også altid været meget renlig. Hun kan ikke lide at få snavs eller mad på sine fingre, er dygtig til at bruge bestik og fjerner det selv med skeen hvis hun fx får yoghurt på hagen.

Hun har aldrig brudt sig om at være alene hverken i leg eller søvn. Hun er meget 'afhængig' af os. Søvnproblemer har været og er meget store - vi har jo altid forsøgt at få hende til at sove selv.

Som spæd græd hun meget,nærmest Heje tiden. Blev nemt overstimuleret. Var meget tryghedssøgende, vi kunne aldrig lægge hende fra os. Også der havde hun umuligt ved at finde ro til søvn, alle de indtryk.

Hun var Rigtig svær at indføre i Vuggestuen. Det tog over en måned og i rigtig lang tid havde hun svært ved at blive afleveret. Hun er stadig ikke glad for det, selvom hun er glad for sin Vuggestue.

Dette er bare et udpluk. Gennem kontakt med ligesinded samt sp har vi endelig indset det.

Men hvordan håndterer man bedst et sensitivt barn? Hvad gør man i sovesituationer? Det føles forkert at tvinge hende til at falde i søvn selv når hun er så utryg ved det.
Heldigvis forstår jeg hendes rige indre følelsesliv fordi jeg selv er hsp. Er bare så vred på mig selv over det tog mig to år at opdage!! Jeg har altid tænkt at hun nok bare var et lidt "besværligt" (vildt dårligt ordvalg) barn

Nu er jeg selv sensitiv og har en datter der ligeledes er det, vi er dog begge af den temmelig udadvendte slags.

Vores kommer til udtryk ved at vi blandt andet, brænder vores "energi" af ved at være udafvendte på én dag og kan så efterfølgende ikke overskue meget dagene efter, før vi ligesom har ladet op igen.
I hendes tilfælde hjælper det meget at man forbereder hende på hvad der sker/skal ske (sådan er det nu egentlig også for mig, er så dårlig til ændringer i planen eller overraskelser)

I putte situationen har vi forsøgt at finde noget hun er tryg ved, som IKKE er at vi er inde hos hende, nogen gange har det været at få lov til at læse Pixi bøger med lyset tændt, andre gange har det været at døren står åben så hun bedre kan høre og se os og så forsøger vi at gøre alt op til putningen meget roligt, men konsekvent og som det altid bliver gjort. Men det har taget ind til nu at få hende til at acceptere (med det samme )at vi ikke skal være inde ved hende. Hun får aldrig lov til at være ked af det, men jeg skelner også imellem om det er "jeg ved i kommer hvis jeg hyler" - brok eller "jeg har meget svært ved det idag" -brok.

Ved ikke om du kan bruge det til noget. Tænker det vigtigeste lige nu er at du har indset det. Så kan du begynde at bruge de redskaber der findes for os der er sensitive.

-Sheila

Jeg har ingen råd til sensitive børn, men jeg synes ikk du skal være irriteret på dig selv, fordi du 'først' har opdaget det nu.

... tænk om der gik 10 år mere før du indså det!

I det mindste handler du og gør noget ved sagen, så ros dig selv for det

Anonym skriver:

Hun er to år, og først nu har jeg indset det.

Jeg føler mig som jordens største idiot. Jeg er Selv meget særligt sensitiv, en såkaldt high sensitive person (hsp), men alligevel har jeg været så længe om at se det i min egen datter!

Jeg har ellers altid set meget af mig selv i hende. Men fordi hun umiddelbart er meget udadvendt (når hun har set folk an) og vil have der skal ske noget konstant, havde jeg ikke tænkt det. Men der findes også eventyrlystne sensitive. Den kategori falder hun under.

Hvorfor har jeg ikke set det? De sidste år havde været meget nemmere hvis jeg havde været opmærksom på og havde taget hensyn til det træk!

Hun har altid været som jeg beskriver nu.
Hun er i sine følelsers vold. Hendes følelsesregister er stort og de svinger meget hurtigt i den ene eller anden retning. Hun er meget følsom men også empatisk.
Hun har et voldsomt temperament.
Hun er smagssensitiv og har det svært med mad.
Hun er fysisk sensitiv. Har altid været meget opmærksom på smerte, på sin krop, hvis et mærke kradser. Derfor har hun også altid været meget renlig. Hun kan ikke lide at få snavs eller mad på sine fingre, er dygtig til at bruge bestik og fjerner det selv med skeen hvis hun fx får yoghurt på hagen.

Hun har aldrig brudt sig om at være alene hverken i leg eller søvn. Hun er meget 'afhængig' af os. Søvnproblemer har været og er meget store - vi har jo altid forsøgt at få hende til at sove selv.

Som spæd græd hun meget,nærmest Heje tiden. Blev nemt overstimuleret. Var meget tryghedssøgende, vi kunne aldrig lægge hende fra os. Også der havde hun umuligt ved at finde ro til søvn, alle de indtryk.

Hun var Rigtig svær at indføre i Vuggestuen. Det tog over en måned og i rigtig lang tid havde hun svært ved at blive afleveret. Hun er stadig ikke glad for det, selvom hun er glad for sin Vuggestue.

Dette er bare et udpluk. Gennem kontakt med ligesinded samt sp har vi endelig indset det.

Men hvordan håndterer man bedst et sensitivt barn? Hvad gør man i sovesituationer? Det føles forkert at tvinge hende til at falde i søvn selv når hun er så utryg ved det.
Heldigvis forstår jeg hendes rige indre følelsesliv fordi jeg selv er hsp. Er bare så vred på mig selv over det tog mig to år at opdage!! Jeg har altid tænkt at hun nok bare var et lidt "besværligt" (vildt dårligt ordvalg) barn

Bare husk, at det er (mindst, hehe) lige så fint at være særligt sensitiv, som det er ikke at være det. Derfor skal du og/eller din datter heller ikke presses ind i den hverdag/de rutiner som ikke-sensitive modsat jer oplever som helt problemfrie.

Din datter skal rummes for den hun er. Fx ville jeg lade hende sove hos jer. Det gør vi med min egen ældste (også sensitiv), som vi intet får ud af at presse i situationer, hvor hendes grænser overskrides. Og tænk sig: For en uge siden kommer hun selv og beder om at blive puttet i sin egen seng på sit værelse . Og i det hele taget er det meget kendetegnende for hende og os: Hun får lov til at have sine "særheder", og så ender det altid godt alligevel. - Hun vokser med opgaven - eller med det rum, vi giver hende til at vokse i. Jeg ser det ikke som særlige hensyn, men nok mere som respekt for hende. For den hun er. 

Min pointe er bare, - at det nytter ikke at "kæmpe imod" eller at forsøge at passe ind. Det vil bare give problemer og forvirring. 

Din datter er garanteret kvik - det er de fleste særligt sensitive børn, jeg har mødt. 
Min datter var på samme måde i forhold til renlighed. Og hun var helt færdig med bleen ved 2 år og tre måneder, og havde da forinden brugt toilettet i henved et halvt år. - Det har bestemt sine fordele med sådan et følsomt barn .

Mom In The Making skriver:

Nu er jeg selv sensitiv og har en datter der ligeledes er det, vi er dog begge af den temmelig udadvendte slags.

Vores kommer til udtryk ved at vi blandt andet, brænder vores "energi" af ved at være udafvendte på én dag og kan så efterfølgende ikke overskue meget dagene efter, før vi ligesom har ladet op igen.
I hendes tilfælde hjælper det meget at man forbereder hende på hvad der sker/skal ske (sådan er det nu egentlig også for mig, er så dårlig til ændringer i planen eller overraskelser)

I putte situationen har vi forsøgt at finde noget hun er tryg ved, som IKKE er at vi er inde hos hende, nogen gange har det været at få lov til at læse Pixi bøger med lyset tændt, andre gange har det været at døren står åben så hun bedre kan høre og se os og så forsøger vi at gøre alt op til putningen meget roligt, men konsekvent og som det altid bliver gjort. Men det har taget ind til nu at få hende til at acceptere (med det samme )at vi ikke skal være inde ved hende. Hun får aldrig lov til at være ked af det, men jeg skelner også imellem om det er "jeg ved i kommer hvis jeg hyler" - brok eller "jeg har meget svært ved det idag" -brok.

Ved ikke om du kan bruge det til noget. Tænker det vigtigeste lige nu er at du har indset det. Så kan du begynde at bruge de redskaber der findes for os der er sensitive.

-Sheila

Tak for dit svar! Der er egentlig ingen grund til jeg er anonym, jeg tror bare lige jeg skulle fordøje det. Janne T. der skriver!

Det er nogle gode råd. Rose trives også bedst med at vide hvad der skal ske. Men med hensyn til puttesituationen fungerer det ikke rigtigt nogle dage at lade hende sidde med en bog, andre dage et eller andet andet. Hun trives klart bedst i de perioder hvor vi gør noget konsekvent.

Vi er i gang med et Marte Meo forløb, som egentlig er baseret på problemer i puttesituationen, men jeg er ikke sikker på vi kan bruge det vi får at vide. Til gengæld lærer vi en masse andre ting som vi kan bruge i leg, tandbørstning osv.

Vi prøvede forleden at sige til hende præcis hvad der skulle ske (som anbefalet), at nu skulle hun ligge sig, nu gav mor hende dynen på, og nu satte mor sig ind i stuen med far og så fjernsyn. Men det var forfærdeligt! Hun var fuldstændig ude af den, hun græd ulykkeligt og hyperventilerede på grænsen til opkast, selvom vi ikke var ude af rummet mere end et kort øjeblik.

Vi er blevet enige om at sådan skal det ikke være - Hun har, og har altid haft i kraft af sensitiviteten et stort tryghedsbehov, så vi har aftalt, at vi ligger på en madras ved siden af hendes seng til hun sover. Det vigtigste er at hun er tryg og har det godt.

Og det at vi ligesom har accepteret det er sådan har også givet en anden ro over puttesituationen der gør, at hun sover hurtigere.

Mor til Majbørn skriver:

Jeg har ingen råd til sensitive børn, men jeg synes ikk du skal være irriteret på dig selv, fordi du 'først' har opdaget det nu.

... tænk om der gik 10 år mere før du indså det!

I det mindste handler du og gør noget ved sagen, så ros dig selv for det

Du har ret. Mine forældre vidste det ikke - jeg tror dog heller ikke begrebet var alment kendt da jeg var barn. Men det har helt klart haft betydning for, at jeg i dag ikke trives særlig godt med min sensitivitet, og at den påvirker mig negativt på mange måder.

Hilsen Janne T. (Jeg var anonym, da jeg lige havde brug for at fordøje det)

Frk. Himmelblå skriver:

Bare husk, at det er (mindst, hehe) lige så fint at være særligt sensitiv, som det er ikke at være det. Derfor skal du og/eller din datter heller ikke presses ind i den hverdag/de rutiner som ikke-sensitive modsat jer oplever som helt problemfrie.

Din datter skal rummes for den hun er. Fx ville jeg lade hende sove hos jer. Det gør vi med min egen ældste (også sensitiv), som vi intet får ud af at presse i situationer, hvor hendes grænser overskrides. Og tænk sig: For en uge siden kommer hun selv og beder om at blive puttet i sin egen seng på sit værelse . Og i det hele taget er det meget kendetegnende for hende og os: Hun får lov til at have sine "særheder", og så ender det altid godt alligevel. - Hun vokser med opgaven - eller med det rum, vi giver hende til at vokse i. Jeg ser det ikke som særlige hensyn, men nok mere som respekt for hende. For den hun er. 

Min pointe er bare, - at det nytter ikke at "kæmpe imod" eller at forsøge at passe ind. Det vil bare give problemer og forvirring. 

Din datter er garanteret kvik - det er de fleste særligt sensitive børn, jeg har mødt. 
Min datter var på samme måde i forhold til renlighed. Og hun var helt færdig med bleen ved 2 år og tre måneder, og havde da forinden brugt toilettet i henved et halvt år. - Det har bestemt sine fordele med sådan et følsomt barn .

Først: Janne T. her. Var anonym da jeg lige skulle fordøje det.

Men du har virkelig fat i den lange ende. Og du tager så meget fat i de ting der er gået galt i min barndom, fordi mine forældre ikke var klar over at jeg var sensitiv, og at det også er helt normalt at være sådan. Jeg er blevet presset til mange ting, som gik imod min sensitivitet. Både i puttesituationen, og socialt i forhold til at blive presset til at gå til ting, være sammen med folk jeg ikke havde lyst til, osv. - Dette er bare en brøkdel. Og det har virkelig påvirket mig negativt! Jeg er ikke vrede på mine forældre, de vidste ikke bedre. Men det betyder også bare, at nu hvor lyset endelig er gået op for mig, så ved jeg at jeg skal arbejde MED det.

Siden jeg "opdagede" det for nogle dage siden, har L og jeg taget en hel anden tilgang til vores samvær med Rose, de konflikter der opstår, puttesituationen osv. Og allerede på få dage kan vi mærke en helt anden glæde og ro hos vores lille pige, som om hun føler sig forstået Og i forhold til puttesituationen har vi aftalt at vi ligger hos hende til hun sover, og sådan er det bare PUNKTUM. Det er det hun har brug for.

Og du har helt ret - Rose er, og har altid været, utrolig kvik og intelligent. Hendes pædagoger siger også, at de ikke er i tvivl om, at hun bliver til noget stort en dag

Anonym skriver:

Først: Janne T. her. Var anonym da jeg lige skulle fordøje det.

Men du har virkelig fat i den lange ende. Og du tager så meget fat i de ting der er gået galt i min barndom, fordi mine forældre ikke var klar over at jeg var sensitiv, og at det også er helt normalt at være sådan. Jeg er blevet presset til mange ting, som gik imod min sensitivitet. Både i puttesituationen, og socialt i forhold til at blive presset til at gå til ting, være sammen med folk jeg ikke havde lyst til, osv. - Dette er bare en brøkdel. Og det har virkelig påvirket mig negativt! Jeg er ikke vrede på mine forældre, de vidste ikke bedre. Men det betyder også bare, at nu hvor lyset endelig er gået op for mig, så ved jeg at jeg skal arbejde MED det.

Siden jeg "opdagede" det for nogle dage siden, har L og jeg taget en hel anden tilgang til vores samvær med Rose, de konflikter der opstår, puttesituationen osv. Og allerede på få dage kan vi mærke en helt anden glæde og ro hos vores lille pige, som om hun føler sig forstået Og i forhold til puttesituationen har vi aftalt at vi ligger hos hende til hun sover, og sådan er det bare PUNKTUM. Det er det hun har brug for.

Og du har helt ret - Rose er, og har altid været, utrolig kvik og intelligent. Hendes pædagoger siger også, at de ikke er i tvivl om, at hun bliver til noget stort en dag

Hvor er det bare rart at høre! Skønt at Rose har så gode forældre, der kan give hende de bedste betingelser for at udvikle sig.

Utroligt, at I allerede ser store fremskridt. Det var sørme godt, du blev opmærksom på, at hun er SS i så tidlig en alder. 

Tak for dit svar! Der er egentlig ingen grund til jeg er anonym, jeg tror bare lige jeg skulle fordøje det. Janne T. der skriver!

Det er nogle gode råd. Rose trives også bedst med at vide hvad der skal ske. Men med hensyn til puttesituationen fungerer det ikke rigtigt nogle dage at lade hende sidde med en bog, andre dage et eller andet andet. Hun trives klart bedst i de perioder hvor vi gør noget konsekvent.

Vi er i gang med et Marte Meo forløb, som egentlig er baseret på problemer i puttesituationen, men jeg er ikke sikker på vi kan bruge det vi får at vide. Til gengæld lærer vi en masse andre ting som vi kan bruge i leg, tandbørstning osv.

Vi prøvede forleden at sige til hende præcis hvad der skulle ske (som anbefalet), at nu skulle hun ligge sig, nu gav mor hende dynen på, og nu satte mor sig ind i stuen med far og så fjernsyn. Men det var forfærdeligt! Hun var fuldstændig ude af den, hun græd ulykkeligt og hyperventilerede på grænsen til opkast, selvom vi ikke var ude af rummet mere end et kort øjeblik.

Vi er blevet enige om at sådan skal det ikke være - Hun har, og har altid haft i kraft af sensitiviteten et stort tryghedsbehov, så vi har aftalt, at vi ligger på en madras ved siden af hendes seng til hun sover. Det vigtigste er at hun er tryg og har det godt.

Og det at vi ligesom har accepteret det er sådan har også givet en anden ro over puttesituationen der gør, at hun sover hurtigere.

Men hej.
Vores putte situation foregår også generelt på samme måde, det var mere nogen eksempler på hvad der kunne få hende til at føle sig tryg ,uden os, i putte situationen.

Men.. i bund og grund skal man gøre det der føles bedst for jer i jeres situation. og er det at sove sammne med hende, er det bare med at gøre det. Det har bare været en ting jeg personligt ikke har villet, jeg kan simpelthen ikke holde til ikke at have et par timer fri om aftenen, det er der jeg lader op. (selvfølgelig er der undtagelser, som når hun er syg eller sådan)

Det lyder rigtig spændene med det Marte Meo forløb, min kærester er pædagog og har faktisk lige skrevet opgave omkring det. Jeg synes alt selvudvikling er spændene og med Marte Meo må man da sige man får sig selv at se. Men jeg tvivler på det er noget de har ressourcer til herude i udkants danmark.

Så længe det i gør fungere for jer er det hele jo fint. Et problem er jo vitterligt ikke et problem, før det er det.

-Sheila