Jeg er blevet velsignet med et MEGET aktivt og motorisk udviklet barn. Allerede da han blev født, var det tydeligt, at han ikke var som babyer er flest. Han kunne holde hovedet stort set med det samme, og kunne følge os med øjnene med det samme. En af sygeplejerskerne var ude og vise ham frem i frokoststuen for alle kollegerne, for hun var nød til at vise, hvor bevidst han var. På det tidspunkt troede jeg bare, at det var normalt, at babyerne blev vist frem, men jeg har senere fundet ud af, at han er meget hurtig i sin udvikling, og at jeg faktisk aldrig har prøvet at have en "rigtig" baby.
Ved første besøg af sundhedsplejersken efter en uge fortalte hun, at ud fra hans bevidsthed, så ville hun have skudt ham til at være 3 måneder. Da han var 1 måned gammel ville han ikke mere ligge ned i vores arme, men ville stå op. Da han var 8 måneder gik han rundt alene uden hjælp med sin lille Brio-vogn
Han er 13 måneder nu og stadig utrolig aktiv. Når vi er hjemme er han over alt. Alt bliver undersøgt og skilt ad. Vi er over ham konstant, fordi han gør ting, som han ikke må. Han ved udemærket godt, at han ikke må, og griner bare af os, når vi siger nej.
Han er begyndt godt at ville putte lidt, men ellers har han aldrig været til, at sidde stille hos os. Jeg kan af og til få hans opmærksomhed til at kigge i en bog i et par minutter, men så er det også videre. Nogle gang vil han gerne lige op og putte lidt, men aldrig mere end et kort øjeblik.
I dag efter han havde været i bad ville jeg smøre ham ind i creme, da hans hud var lidt tør, men det var næsten umuligt, fordi han ikke vil ligge stille. Hans fokus er alle andre steder, og når vi går fra puslebordet ligger alt på gulvet, fordi alt bliver kastet ned.
Jeg har været alene med ham i dag, og er nu kommet ned efter at have puttet ham, til en stue, der ligner noget, der er løgn. Hans legetøj er over alt. Alt er revet ned fra bordene. Under hans stol ligger mad, som bare bliver smidt rundt, ting er hevet ud af skabene. Det kan da ikke være rigtigt, at det skal være sådan.
Nå, det er blevet en lang smøre, men det jeg egentlig bare vil spørge om, det er, hvordan jeg skal lære ham, at der er ting, som han ikke må. Jeg orker simpelthen ikke, at gå og sige nej en hel dag. Jeg har i øvrigt også læst mig til, at det ikke virker og er en dårlig fremgangsmåde.
Han ved udemærket godt, at han ikke må, men gør det alligevel. Jeg prøver kun at vælge de kampe, som er nødvendige. F.eks. ikke at kravle op på bordet, tænde for komfuret mm. Jeg ved godt, at han kun er 13 måneder, men han er meget længere fremme i sin udvikling, så det er virkelig svært for mig at bedømme, hvad han egentlig forstår.
Hos dagplejemoderen er der intet problem. Hun oplever det åbenbart ikke som et problem. Hun siger godt nok, at han er over det hele, og at alt skal undersøges, men hun formår åbenbart at få respekt. Han adlyder hende oftest. Jeg må jo gøre et eller andet galt, når han blot griner af mig. Noget andet er, at jeg er lidt bekymret for, at han er så urolig. Jeg ammer ham stadig om aftenen, og det er efterhånden blot for at få en stund med ham, hvor han er i ro, og hvor vi kan sidde og hygge sammen. Jeg vil virkelig have svært ved at slippe det.
Hvordan gør I andre med meget aktive børn?
Det skal altså også lige siges at han er jordens sødeste og dejligste dreng. Jeg vil ikke bytte ham for noget i verden. Jeg føler mig bare lidt magtesløs lige nu, da alt hurtigt bliver kaos, der hjemme.
