Til jer der er alene med børnene i hverdagene

Ja, dette indlæg henvender sig måske bedst til dem der står eller har stået i samme situation som jeg. 

Min mand som jeg har været sammen med i over 7 år har fået tilbudt et nyt job, et job hvor han er væk mandag-fredag og nogle få uger mandag-torsdag, han spørger så mig hvad jeg syntes og jeg ved hverken om jeg skal grine eller græde

Vi har sammen en pige på 14 måneder, som er MEGET mor glad, dvs, alt hvad der omhandler hende er noget jeg gør, jeg står i forvejen for alt det huslige, børnepasning osv.. 

Lige nu har han et 7-15 job, som andre "Normale" folk.. 

Jeg har ALTID sagt at hvis han fandt et job hvor han var væk mere en 1 måned, måtte vi stoppe forholdet, for jeg har brug for at være sammen med en, at have en at snakke med og har brug for den tryghed han giver mig.. 

Jeg ved godt alt dette får det hele til at lyde som om at jeg ikke vil have han takker ja, men det ønsker jeg da helt sikkert han skal for der er også fordele:

- Det er hans drømmejob.

- Det giver os en del flere penge, hvilket vil gøre vores situation bedre da vi lige har købt hus.

- Hans bedste ven/forrige kollega arbejder der også. 

Men jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg mener, eller syntes.. 

For på en måde er det da fedt, men kan jeg undvære ham? kan jeg lave mig om til 80% alenemor??

Så vil gerne høre fra jer som står i lign situation, hvordan gør i, hvad er hårdt ved det og hvad syntes i om det?

Anonym skriver:

Ja, dette indlæg henvender sig måske bedst til dem der står eller har stået i samme situation som jeg. 

Min mand som jeg har været sammen med i over 7 år har fået tilbudt et nyt job, et job hvor han er væk mandag-fredag og nogle få uger mandag-torsdag, han spørger så mig hvad jeg syntes og jeg ved hverken om jeg skal grine eller græde

Vi har sammen en pige på 14 måneder, som er MEGET mor glad, dvs, alt hvad der omhandler hende er noget jeg gør, jeg står i forvejen for alt det huslige, børnepasning osv.. 

Lige nu har han et 7-15 job, som andre "Normale" folk.. 

Jeg har ALTID sagt at hvis han fandt et job hvor han var væk mere en 1 måned, måtte vi stoppe forholdet, for jeg har brug for at være sammen med en, at have en at snakke med og har brug for den tryghed han giver mig.. 

Jeg ved godt alt dette får det hele til at lyde som om at jeg ikke vil have han takker ja, men det ønsker jeg da helt sikkert han skal for der er også fordele:

- Det er hans drømmejob.

- Det giver os en del flere penge, hvilket vil gøre vores situation bedre da vi lige har købt hus.

- Hans bedste ven/forrige kollega arbejder der også. 

Men jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg mener, eller syntes.. 

For på en måde er det da fedt, men kan jeg undvære ham? kan jeg lave mig om til 80% alenemor??

Så vil gerne høre fra jer som står i lign situation, hvordan gør i, hvad er hårdt ved det og hvad syntes i om det?

Nu er jeg ikke alenemor, men det har jeg været. Og jeg synes faktisk ikke det var så slemt Det gælder bare om at være lidt struktureret, sørg for at handle ind til flere dage ad gangen fx. Det kan sagtens lade sig gøre, og at hun er morsyg er jo en fase

Min mand er soldat. Han har en times transport hver dag og arbejder stort set altid over, så han er væk fra 6-18.

Derudover er han på øvelse(i denne uge blandt andet)

Jeg syntes det er mega nederen, for at sige det på godt vestegn'sk og pisse træt af det. Jeg vidste jeg blev kæreste med en soldat(og senere gift), men jeg kunne altså ikke forberede mig på hvordan det er at blive forælder til et barn hvis far er soldat? Jeg føler mig så alene om det hele og når weekenden så kommer, så vil han gerne være far med kæmpe F og det er så skønt.. Men han vader ind i en rutine han ikke er bekendt med og tramper på den og han gør det jo ikke bevidst eller med vilje?

Dertil har vi hund og bor i lejlighed, så det er gang i barnevogn/klapvogn når hun skal luftes. Jeg er dog glad for han ikke er større(16 uger), ved ikke hvad jeg gør når han er 3år og ikke skal vækkes for at komme med på tur?

Øv hvor ville jeg gerne støtte ham og bakke op om et job han elsker, men hvad med mig? Hvad med os? 

Ved ikke om din situation er lignende, men du er i hvert fald ikke alene om at være alene

Har ikke prøvet det samme, men har en eks som arbejde nat og sov Herle dagen... vil sige det med at vende sig det skal du nok klare :-) det vender du sig til...
Jet synes mere du skal tænke på hvordan forholdet kommer til at kører, hvordan weekenderne foregår.... hvad han går glip af mht barnet? Jeres tid? ...

Anonym skriver:

Ja, dette indlæg henvender sig måske bedst til dem der står eller har stået i samme situation som jeg. 

Min mand som jeg har været sammen med i over 7 år har fået tilbudt et nyt job, et job hvor han er væk mandag-fredag og nogle få uger mandag-torsdag, han spørger så mig hvad jeg syntes og jeg ved hverken om jeg skal grine eller græde

Vi har sammen en pige på 14 måneder, som er MEGET mor glad, dvs, alt hvad der omhandler hende er noget jeg gør, jeg står i forvejen for alt det huslige, børnepasning osv.. 

Lige nu har han et 7-15 job, som andre "Normale" folk.. 

Jeg har ALTID sagt at hvis han fandt et job hvor han var væk mere en 1 måned, måtte vi stoppe forholdet, for jeg har brug for at være sammen med en, at have en at snakke med og har brug for den tryghed han giver mig.. 

Jeg ved godt alt dette får det hele til at lyde som om at jeg ikke vil have han takker ja, men det ønsker jeg da helt sikkert han skal for der er også fordele:

- Det er hans drømmejob.

- Det giver os en del flere penge, hvilket vil gøre vores situation bedre da vi lige har købt hus.

- Hans bedste ven/forrige kollega arbejder der også. 

Men jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg mener, eller syntes.. 

For på en måde er det da fedt, men kan jeg undvære ham? kan jeg lave mig om til 80% alenemor??

Så vil gerne høre fra jer som står i lign situation, hvordan gør i, hvad er hårdt ved det og hvad syntes i om det?

Jeg har en mand der er butiks chef og få ansatte. Han tager hjemmefra kl 6.15-20.45 mere eller mindre hver dag.

Vil sige fordelen ved ikke at ses ret meget i hverdage og weekender når han er på vagt er at man nyder tiden man er sammen og vores børn forguder ham når han har fri. (=mor holder pause)
det kan da godt være en ulempe han ik rigtig er hjemme når jeg eller et barn er syg, når der skal laves mad og andet husligt.

Men man lærer at finde sin egen rytme og nyder dagene man har fri sammen.

Jeg ville godt kunne være alene i hverdagene, det der ville være et problem for mig er hvor meget han forventer at skulle være "ude med vennerne" i weekenderne for der ville jeg så have brug for at vi var en familie, og er han ude en weekend er det jo lige pludselig 14 dage siden man så hinanden...

Jeg tror faktisk jeg ville sige nej....

Et eller andet sted jeg kan ikke forstå at ens drømmejob skulle være at være væk fra sin familie og kærligheden 80 % af tiden. Det er muligt jobbet er godt betalt, men i min verden kan en god løn ikke opveje et langdistanceforbindelserne til min mand, og slet ikke i den vigtigste del af mine værns opvækst... I længden vil børnene jo sige, tak for den barndom du ikke rigtigt var en del af áelv om du havde muligheden for et super godt familieliv og for at give børnene den far de har brug for..... Det er selvfølgelig noget i skal vurdere selv, sy és bare at det det i længden vil koste både dig og barnet er for meget. For høje omkostninger når i har andre muligheder.

Heller prøve det og måske fortryde det end ikke og prøve det og være øv over det resten af livet 

Min mand er ovre hos os hver 14 dag og det da hård ja, men vi har også fundet ud af hvor meget vi endelig betyder for hinanden og vi har lært at sætte mere pris på hinanden og savner hinanden. Det selvfølgelig hård for ungerne til at starte med, men de ved også han kommer over til os igen men at der bare lige går lidt tid 

Jeg synes da klart han skal gøre det. I har jo weekenderne sammen. Og hvem ved måske kan han slet ikke holde ud og være væk fra dig 

Anonym skriver:

Ja, dette indlæg henvender sig måske bedst til dem der står eller har stået i samme situation som jeg. 

Min mand som jeg har været sammen med i over 7 år har fået tilbudt et nyt job, et job hvor han er væk mandag-fredag og nogle få uger mandag-torsdag, han spørger så mig hvad jeg syntes og jeg ved hverken om jeg skal grine eller græde

Vi har sammen en pige på 14 måneder, som er MEGET mor glad, dvs, alt hvad der omhandler hende er noget jeg gør, jeg står i forvejen for alt det huslige, børnepasning osv.. 

Lige nu har han et 7-15 job, som andre "Normale" folk.. 

Jeg har ALTID sagt at hvis han fandt et job hvor han var væk mere en 1 måned, måtte vi stoppe forholdet, for jeg har brug for at være sammen med en, at have en at snakke med og har brug for den tryghed han giver mig.. 

Jeg ved godt alt dette får det hele til at lyde som om at jeg ikke vil have han takker ja, men det ønsker jeg da helt sikkert han skal for der er også fordele:

- Det er hans drømmejob.

- Det giver os en del flere penge, hvilket vil gøre vores situation bedre da vi lige har købt hus.

- Hans bedste ven/forrige kollega arbejder der også. 

Men jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg mener, eller syntes.. 

For på en måde er det da fedt, men kan jeg undvære ham? kan jeg lave mig om til 80% alenemor??

Så vil gerne høre fra jer som står i lign situation, hvordan gør i, hvad er hårdt ved det og hvad syntes i om det?

Min mand er bortrejst mandag - fredag, og jeg står alene med 3 børn, stort hus og have, biler, husholdning og rengøring, arbejde der skal passes og meget langt på arbejde...det har fungeret for os i mange år.
Skriv privat besked, hvis du har spørgsmål

Anonym skriver:

Ja, dette indlæg henvender sig måske bedst til dem der står eller har stået i samme situation som jeg. 

Min mand som jeg har været sammen med i over 7 år har fået tilbudt et nyt job, et job hvor han er væk mandag-fredag og nogle få uger mandag-torsdag, han spørger så mig hvad jeg syntes og jeg ved hverken om jeg skal grine eller græde

Vi har sammen en pige på 14 måneder, som er MEGET mor glad, dvs, alt hvad der omhandler hende er noget jeg gør, jeg står i forvejen for alt det huslige, børnepasning osv.. 

Lige nu har han et 7-15 job, som andre "Normale" folk.. 

Jeg har ALTID sagt at hvis han fandt et job hvor han var væk mere en 1 måned, måtte vi stoppe forholdet, for jeg har brug for at være sammen med en, at have en at snakke med og har brug for den tryghed han giver mig.. 

Jeg ved godt alt dette får det hele til at lyde som om at jeg ikke vil have han takker ja, men det ønsker jeg da helt sikkert han skal for der er også fordele:

- Det er hans drømmejob.

- Det giver os en del flere penge, hvilket vil gøre vores situation bedre da vi lige har købt hus.

- Hans bedste ven/forrige kollega arbejder der også. 

Men jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg mener, eller syntes.. 

For på en måde er det da fedt, men kan jeg undvære ham? kan jeg lave mig om til 80% alenemor??

Så vil gerne høre fra jer som står i lign situation, hvordan gør i, hvad er hårdt ved det og hvad syntes i om det?

Min kæreste har et job hvor han i perioder kun lige er hjemme og sove (kommer hjem når vi er gået i seng og står op før os.
Det kan vare op til fire uger af gangen, alle ugens dage.

Jeg synes det af og til kan være hårdt, da vores dreng også er rigtig mor-pylret. Men sådan er vores liv nu engang bare. Han tjener gode penge (lig med mere frirum i vores økonomi) og han elsker sit job. Så jeg ville aldrig i nuværende situation bede ham om at finde et andet job.