I går var så dagen, hvor vi skulle til vores 1. fest+efterfølgende bytur, efter vi har fået Noah(7 mdr). Vi glædede os helt vildt. Mormor var booket, benene barbaret og stemningen var høj, da vi hånd i hånd drog afsted for at genoptage vores socialliv.

Så sidder jeg her dagen derpå, men semi tømmermænd og tænker "i guder hvor er jeg blevet gammel". Jeg hørte overhovedet ikke til i Jomfu Ane gade længere

Men hvor er jeg dog glad for, at man så sidder her. Med mand, pizza og verden dejligste lille Noah, der sidder i sin kravlegår og siger som en fugl, mens han slår om sig med sine små buttede arme.
Bare så underligt, at noget man har glædet sig til så længe og så pludselig finder ud af, at man jo ikke længere er den person.
Men vi gik smilende hjem. Hånd i hånd og røg en cigaret og blev enige om, at nok var vi ikke længere festerens mestre, men hold da op hvor er vi lykkelige. Lige nu.
Bare lidt småfilosofi fra mig af, men jeg sidder her med tømmermænd og venter på der kommer barenedåb
Anmeld