Anonym skriver:
Jeg er lige trappet helt ud af antidepressiva efter mange år, og nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal vurdere, om jeg er påvirket af det eller ej.
Jeg har haft sindssygt travlt på jobbet og kun orket at arbejde, lave aftensmad og sove hele sidste uge. Det tudede jeg heftigt over et par aftener i sidste uge - men det er vel "normalt" at føle sig presset og reagere på det?
Jeg snerrer af manden og lidt af børnene, og de siger, jeg er ekstremt nærtagende - men det er vel "normalt" og kan være en reaktion på arbejdspresset?
Jeg tog mig det meget nært, da min veninde til en festlig sammenkomst i fredags sagde noget meget kategorisk og lidt "smart", som indirekte ramte mig og min familie. Inde i mit hoved har jeg diskuteret det med hende lige siden og kan ikke slippe det, selvom hun nok bare var lidt for "frisk", da hun sagde det. Først på ugen skete noget tilsvarende, da en kollega helt objektivt og uden diskussion var kritisk over for en beslutning, jeg havde truffet med mine nærmeste kolleger. Jeg blev ved med at ruge over det og kørte diskussionen videre med hende i hovedet i stedet for bare at verfe det af mig. Kan altså slet ikke slippe det igen, når nogen er kritiske eller for hurtige i vendingen.
Jeg har altid haft let ved at føle mig grusomt svigtet og udsat for ligegyldighed, og den følelse har jeg konstant lige nu. Er følsom over for småting og fokuserer ikke på det positive.
Når jeg tidligere har været depressiv, har jeg bildt mig selv ind, at jeg pludselig så alting klart og opdagede, at verden, livet, mine børn, mit ægteskab osv. ikke fungerede, og at alt i mit liv slog fejl. Hvordan vurderer jeg, om det er der, jeg er nu, eller om jeg bare reagerer lidt nærtagende på en presset periode? Jeg vil så gerne undgå at tage medicin unødigt, men jeg er jo også bange for at gå helt ned med flaget uden at se faresignaler undervejs.
nu skal jeg forsøge at træde varsomt - og jeg er ikke læge så jeg ved ikke om det jeg siger ikke er klinisk korrekt.
Men for mig lyder det slet ikke som en depression
Altså det du nævner med at du hører en sige "noget" og så ruger du over det og går helt op i en spids inde i hovedet af at gruble over det - det er normalt i små mængder og det vigtigste af det: man kan handle sig ud af det!
det handler vel i bund og grund om angsten for at blive smidt ud af flokken/kke være elsket/accepteret hvis man siger "nej og sætter grænser" (fordi man måske har haft en barndom hvor man har forsøgt at gøre alt rigtigt fordi verden omkring en er kaotisk)
Jeg har selv været der engang og det bedst man kan gøre er simpelthen at tvinge sig selv til at tage samtalerne!
fx "jeg ved ikke hvordan den og den kommentar var ment (og om du overhovedet kan huske den) - jeg vil bare sige, at jeg er en følsom person og har virkelig gruplet meget over den, da jeg følte mig ramt et eller andet sted"
tænk evt over hvilke tanker og frygte der er i spil når du fx vælger IKKE at sige noget?
og tænk realistisk på det "værst tænkelige scenarie" der sjældent er så slemt sim virkeligheden
Jeg har selv haft en "diagnose", som jeg fik samtaleterapi og alm terapi ud fra og INGEN medicin (nok fordi der ikke er noget, men hvis der var, så var jeg nok blevet proppet) - og jeg synes det er grotesk hvis man giver piller for fx den situation du beskriver og så lammer følelserne omkring det hele, som kommer igen fluks bagefter - når en situation, som den du beskriver faktisk kan kureres lige så stille ved at sætte grænser i trygge omgivelser (fx via gruppeterapi)
nå, men den galde er primært rettet mod systemet, som jeg synes gør det helt forkert ift piller VS behandling, så det er en helt anden snak
Men mht dit spørgsmål, så er det et helvede at være i det du beskriver - men jeg har også været der og jeg har aldrig haft depression! - men angsten for at blive afvist ved ikke at være en "people pleaser" er hårdt - og kuren er at sige fra og finde ud af at man ikke bliver kasseret af den grund 
og om man skal have piller eller ej for at hjælpe det på vej, kan jeg ikke udtale mig om
