Hej i kloge kvinde!
Jeg skriver det her indlæg i et desperat håb om at en af jer sidder på noget guld, som jeg kan bruge til at få vores lille familie tilbage til noget sammenhængende nattesøvn!!! Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte men vi prøver...
Vores skønne datter på 2,4 år har altid haft svært ved at sove. Enten med at falde i søvn eller sove igennem. vi har taget rigtig mange kampe omkring putning! Og har også mange gange kommet ind i nogle rigtig gode vaner, hvor hun selv har fundet ud af at falde i søvn efter putteritual og godnatsang. Det har dog hver gang været på lånt tid indtil vi er ramlet ind i sygdom. Der vender det altid 180 grader, og hun går i panik hvis vi ikke bliver hos hende til hun sover! Hun skriger og skriger til hun ikke kan trække vejret, og det kan vi simpelthen ikke holde ud når hun samtidig er syg og har høj feber 
(vil lige understrege at vi aldrig bruger godnat og sov godt metoden, men blot forlader værelset 1 minut af gangen, inden vi går ind og giver sut/vand eller kys på panden og går ud igen).
Nå men nu har vi haft en lang periode med en putterutine som egentlig fungerer ok for os alle 3. Vi har den samme rytme hver aften med at gøre natklar og gå ind i seng, få lidt vand og så godnatsang. Det er dog 3 sange, som hun bruger til at falde i søvn til. Så ved godt at det ikke er optimalt, da hun endnu engang ikke falder i søvn selv. Men 99 ud af 100 gange falder hun i søvn i løbet af de 3 sange, og det fungere for os.
Men nu er vores problem så at hun ikke sover igennem. Hun har i en lang periode selv kommet ind til os 5.30-6, og kravlet op i smørhullet og putte videre indtil vækkeuret ringer, hvilket vi intet har imod, da det faktisk er virkelig hyggeligt!! 
Det er dog blevet tidligere og tidligere de sidste uger/måneder Og vi fungerer bare ikke som samsoverfamilie! Vores datter kejter rundt i sengen og holder os vågen, og det gør så hende endnu mere urolig. Så det resultere bare i at ingen af os sover særligt meget!!
Vi har så i 2 uger fulgt hende tilbage til hendes seng igen, og forsøgt at putte hende godt i sengen med bamsen og lidt vand, men igen går hun helt i panik og skriger til hun bliver halvt kvalt, hvis vi ikke bliver hos hende. Problemet er bare at selvom vi bliver har hun meeeeget svært ved at finde tilbage til søvnen. Det tager typisk en halv time, og det er lige meget om hun får godnatsang igen, vi bare holder i hånd eller vi lægger os ned og putter med hende. Da hun ofte kommer ind flere gange i løbet af en nat, har vi endt med at tage en madras ind ved siden af hendes seng, som vi så kan gå ind og sove på, når hun kommer ind i løbet af natten.
Men da det løbende er blevet tidlige og tidligere at det her show starter, er vi nu nået der til at hun kommer ind til os i stuen mens vi stadig er oppe, og forventer at en af os kommer ind og putter med hende. Og da vi er studerende, og laver vores skolearb. om aftenen fungerer det bare slet ikke!!! + at det virkelig er ude på at sidespor, hvor hun har ALT for meget kontrol Så i aftes besluttede jeg mig for at tage kampen til slut. Hun kom ind omkring kl 23, da vi egentlig skulle til at gå i seng. Hun var ked af det, og svarede ja da vi spurgte om hun havde haft mareridt. Så hendes far trøstede hende mens jeg gjorde mig natklar. Så tog jeg hende med ind i hendes egen seng og fortalte hende at jeg ville synge godnatsang så hun kunne sove igen, men at hun hvis hun vågnede senere selv skulle sove videre, hvilket hun sagde ok til. Da jeg var færdig sov hun stadig ikke, og jeg sagde at nu ville jeg synge en sidste sang og så ville jeg gå ind i stuen. Da sangen var slut rejste jeg mig og gik, og hun gik som altid i panik og skreg!!!! Jeg gik derind med 1-2 minutters mellemrum og sagde så sååå, gav sut og en gang imellem lidt vand. Den første halve time gjorde vi sådan mens hun skreg og skreg. Så begyndte hun at komme ud af sengen og ind i stuen, så jeg fulgte/bar hende tilbage i seng mens hun skreg, sparkede og vred sig rundt og også rev i mig flere gange i ansigtet. Men jeg tog bare en dyb indånding og fortsatte uden at sige andet end såå sååååå. Efter en times tid skruede hun ned for skrigeriet, og et par gange troede vi at hun endelig sov, men det fortsatte. Dog blev det mere og mere lydløst. Mellem 00.30 og 1.30 fortsatte vi i pendulfart frem og tilbage mellem stue og værelse. Hun gik selv tilbage til værelset så snart hun så mig, og kravlede selv i seng næsten uden gråd. Men alligevel stod hun 1 minut senere igen i døren til stuen. Efter 1.30 blev det nærmest til en leg for hende at gå frem og tilbage med mor. Hun begyndte løbe rundt og sludre lidt. Jeg fortsatte bare uden et ord, men det var hun kold overfor. Så jeg slukkede lys og tv i stuen, så hun forstod at det var sovetid. Men da det stadig fortsatte løb min tålmodighed ud, og jeg forklarede hende at det overhovedet ikke var sjovt at det var nat, og hun skulle sove NU!! Den tog vi så en 4-5 gange, og endelig kl 2.10 var der ro. Så da jeg konstaterede at hun sov, skyndte jeg mig i seng!!! Det var hårdt!! Men jeg var tilfreds med at jeg ikke havde givet efter, og at vi var nået i mål!!! Men ak! En time senere stod hun som sædvanligt inde ved siden af vores seng Jeg lod hende kravle op og sove, da jeg ikke magtede at starte forfra. Og nu ved jeg simpelthen ikke hvad vi dog skal stille op!!???
Er der virkelig ingen anden vej end at tage kampen hver eneste gang??
Med til historien skal lige nævnes at min far døde i august, hvilket selvfølgelig har været hårdt for mig, som hun helt sikkert mærker (selvom jeg er godt til at gemme sorgen til at jeg har tid for mig selv). Men hun er helt klart meget morsyg, og det er også mig hun kommer ind til og kalder på om natten. Derudover måtte vi aflive vores hund i efterårsferien, og han var virkelig hendes bedste ven. De var sammen hele tiden. Hun giver ikke meget udtryk for det, men mon ikke også hun savner ham meget...?
Derudover skal hun have en lillebror til marts, hvilket vi har fortalt hende. Og selvom hun er MEGET stolt af at skulle være storesøster, har hun også allerede mærket at hjn ikke kan have mor som hun plejer, da jeg tit må sige nej til at bære rundt på hende. Så hun agerer ofte baby, når hun gerne vil have opmærksomhed. Det er selvfølgelig mange ting at gå rundt med for en lille to-årig. Og vi tænker da også at hun måske bare har brug for ekstra tryghed for tiden. Men samtidig har det også bare varet længe nu, og udvikler sig udelukkende i en negativ retning
Så hvis nogen er jer er noget igennem mit LANGE indlæg, og har en eller anden mening om det her, så byd endelig ind!!!! Vi er virkelig desperate!
Tak fordi i læste med!!
