Dysfunktionel familie!

Gør en lang historie kort. Er fra en temmelig dysfunktionel familie. På overfladen var alt fint, pænt hus, veluddannede forældre osv, men i virkeligheden var det en meget følelseskold opvækst, mange følelser var tabubelagte, jeg er meget blevet pålagt skyld og skam, hvis jeg skilte mig ud som barn.

I det hele taget var mine forældre og desværre til dels også bedsteforældre frygteligt optaget af at gøre et godt indtryk blandt naboer, kollegaer, venner osv. koste hvad det ville.

Jeg har haft det svært med selvværd og depressioner og har som følge gået en del i terapi for blandt andet selv at kunne give mit barn en bedre tilværelse end den jeg fik. MEN....

Mine forældre findes jo stadig, heldigvis har jeg ikke min mor i mit liv, men min far viderebringer jævnligt hendes ondskabsfuldheder og en masse fejl de synes at kunne finde både ved min mand og jeg og vores søn. I starten blev jeg selv voldsomt bekymret, hver gang de fandt på noget nyt, nu er jeg mest bare irriteret. Men spørgsmålet er, hvordan slipper man for dem? Mit barn har et godt forhold til sine bedsteforældre, og derfor vil jeg ikke 100 procent cutte kontakten. Men de fylder alt for meget.

Helst ikke foreslå breve eller den slags. De forstår slet ikke begreber som personlige grænser, ligesom terapi og selvudvikling også bare latterliggøres.

Sorry for et langt indlæg. Håber nogen kender det, eller det gør jeg egentlig ikke, men har brug for et råd.

Anonym skriver:

Gør en lang historie kort. Er fra en temmelig dysfunktionel familie. På overfladen var alt fint, pænt hus, veluddannede forældre osv, men i virkeligheden var det en meget følelseskold opvækst, mange følelser var tabubelagte, jeg er meget blevet pålagt skyld og skam, hvis jeg skilte mig ud som barn.

I det hele taget var mine forældre og desværre til dels også bedsteforældre frygteligt optaget af at gøre et godt indtryk blandt naboer, kollegaer, venner osv. koste hvad det ville.

Jeg har haft det svært med selvværd og depressioner og har som følge gået en del i terapi for blandt andet selv at kunne give mit barn en bedre tilværelse end den jeg fik. MEN....

Mine forældre findes jo stadig, heldigvis har jeg ikke min mor i mit liv, men min far viderebringer jævnligt hendes ondskabsfuldheder og en masse fejl de synes at kunne finde både ved min mand og jeg og vores søn. I starten blev jeg selv voldsomt bekymret, hver gang de fandt på noget nyt, nu er jeg mest bare irriteret. Men spørgsmålet er, hvordan slipper man for dem? Mit barn har et godt forhold til sine bedsteforældre, og derfor vil jeg ikke 100 procent cutte kontakten. Men de fylder alt for meget.

Helst ikke foreslå breve eller den slags. De forstår slet ikke begreber som personlige grænser, ligesom terapi og selvudvikling også bare latterliggøres.

Sorry for et langt indlæg. Håber nogen kender det, eller det gør jeg egentlig ikke, men har brug for et råd.

Først vil jeg sige hatten af for at det er lykkedes dig at bryde den onde cirkel og arbejde med dig selv. 

Dernæst, tja, puha... Som du selv er inde på, så hjælper det jo nok ikke at snakke med dem. Jeg kan ikke rigtigt se at du kan gøre så meget andet end at lade være med at tage telefonen når du ikke orker at snakke med din far? Det er umiddelbart den eneste løsning jeg kan se. På den måde kan du selv styre hvor meget (eller lidt) kontakt du vil have. Ja, og så dårlige undskyldninger hvis du ikke kan overkomme at se dem så ofte...

Men det kommer du jo nok også til at høre for.

 

modesty skriver:

Først vil jeg sige hatten af for at det er lykkedes dig at bryde den onde cirkel og arbejde med dig selv. 

Dernæst, tja, puha... Som du selv er inde på, så hjælper det jo nok ikke at snakke med dem. Jeg kan ikke rigtigt se at du kan gøre så meget andet end at lade være med at tage telefonen når du ikke orker at snakke med din far? Det er umiddelbart den eneste løsning jeg kan se. På den måde kan du selv styre hvor meget (eller lidt) kontakt du vil have. Ja, og så dårlige undskyldninger hvis du ikke kan overkomme at se dem så ofte...

Men det kommer du jo nok også til at høre for.

 

Mange tak, det har godt nok også holdt hårdt med diverse tilbagefald, men har heldigvis en god mand og søde veninder.

Ja men det du skriver ville også være min måde at gøre det på, ved simpelthen kun at have kontakt, når jeg har overskud. Det er jo okay, hvis ens familie ikke har personligt overskud til at støtte, opmuntre og rose eller lytte osv. Det er jo ikke noget man kan gøre ved. Men man kan jo ikke bruge tid på nogen, der piller en ned.

Anonym skriver:

Gør en lang historie kort. Er fra en temmelig dysfunktionel familie. På overfladen var alt fint, pænt hus, veluddannede forældre osv, men i virkeligheden var det en meget følelseskold opvækst, mange følelser var tabubelagte, jeg er meget blevet pålagt skyld og skam, hvis jeg skilte mig ud som barn.

I det hele taget var mine forældre og desværre til dels også bedsteforældre frygteligt optaget af at gøre et godt indtryk blandt naboer, kollegaer, venner osv. koste hvad det ville.

Jeg har haft det svært med selvværd og depressioner og har som følge gået en del i terapi for blandt andet selv at kunne give mit barn en bedre tilværelse end den jeg fik. MEN....

Mine forældre findes jo stadig, heldigvis har jeg ikke min mor i mit liv, men min far viderebringer jævnligt hendes ondskabsfuldheder og en masse fejl de synes at kunne finde både ved min mand og jeg og vores søn. I starten blev jeg selv voldsomt bekymret, hver gang de fandt på noget nyt, nu er jeg mest bare irriteret. Men spørgsmålet er, hvordan slipper man for dem? Mit barn har et godt forhold til sine bedsteforældre, og derfor vil jeg ikke 100 procent cutte kontakten. Men de fylder alt for meget.

Helst ikke foreslå breve eller den slags. De forstår slet ikke begreber som personlige grænser, ligesom terapi og selvudvikling også bare latterliggøres.

Sorry for et langt indlæg. Håber nogen kender det, eller det gør jeg egentlig ikke, men har brug for et råd.

jeg ville nok også gøre som modesty skriver, også evt sige nej tak hvis de invitere jer for tit og i ikke gider.

jeg har også selv meget lidt kontakt til min familie, bare på grund af andre ting og jeg tog først skridtet da jeg selv fik børn (da de ikke skulle opleve bare en lille smugle af hvad jeg har) og der sagde jeg nej tak til deres jule frokost og påske frokost osv.

og stille og rolig lod jeg også være med at besøge min mor så tit og jeg har også fået mange kommentar om at hun ikke må se sine børnebørn osv.men som jeg siger til hende "hun kan jo bare komme på besøg" og det gør hun ikke. og det bliver nemmere med årene og nå man finder ud af at det er det bedste for ens børn