Hvordan klare i jer som er enlige mødre?

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan i har haft det igennem tiden som enlig forældre?

Jeg har nu taget den beslutning at beholde mit barn, uden min ekses støtte til det. Han vil ej kendes ved barnet, eller have nogen form for kontakt til os.

Nu ved jeg at jeg kommer til at stå alene med opgaven, og kunne godt bruge nogle gode råd, og hvad jeres oplevelse har været ved det?

Hvordan fortæller i jeres barn, at "far" ikke er der for ham/hende på den bedst mulige måde?

jeg blev mor i lige præcis din alder for snart 6 år siden og var alene fra start og jeg har klaret mig helt fint ... Det er en kæmpe omvæltning og et stort arbejde men det er det hele værd, har fået 4 børn og ikke en eneste gang fortrudt.. Held og lykke med din bebs, hold hovedet højt, du skal nok klare skærene

ZaraJaza skriver:

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan i har haft det igennem tiden som enlig forældre?

Jeg har nu taget den beslutning at beholde mit barn, uden min ekses støtte til det. Han vil ej kendes ved barnet, eller have nogen form for kontakt til os.

Nu ved jeg at jeg kommer til at stå alene med opgaven, og kunne godt bruge nogle gode råd, og hvad jeres oplevelse har været ved det?

Hvordan fortæller i jeres barn, at "far" ikke er der for ham/hende på den bedst mulige måde?

Der er 2 ting der er virkelig vigtigt: tro på dog selv og snak ALDrIG dårligt om barnet far imens den bette hære det.... :-)

ZaraJaza skriver:

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan i har haft det igennem tiden som enlig forældre?

Jeg har nu taget den beslutning at beholde mit barn, uden min ekses støtte til det. Han vil ej kendes ved barnet, eller have nogen form for kontakt til os.

Nu ved jeg at jeg kommer til at stå alene med opgaven, og kunne godt bruge nogle gode råd, og hvad jeres oplevelse har været ved det?

Hvordan fortæller i jeres barn, at "far" ikke er der for ham/hende på den bedst mulige måde?

Jeg er selv enlig mor til to skønne piger... Den stores far forlod mig i graviditeten.... Og det var skide hårdt! At påstå andet ville være en løgn!
Jeg kom igennem det med rigtig god støtte fra familien!!! Den støtte ku jeg ikke ha undværet... Og aflastning når det hele blev lidt for meget.... Men ja som stjernehimmel siger... NEVER EVER tal dårligt om faderen foran barnet! Det er et total no go! Trods min den store ikke så sin far de første 6 år af sit liv har vi altid talt åbent omkring ham og hun har set billeder og vidst hun altid kunne spørge.... Og Idag ser de heldigvis hinanden og har et dejligt forhold til hinanden... Og hun var meget åben for ham netop fordi jeg aldrig har gjort ham til et dumt svin ??

Men ja du skal nok klare den men hårdt er der helt sikkert!!! Og du vil måske få det endnu mere hårdt med den opførsel faderen ligger for dagen... Og husk på.. Han er og blir barnets far.. Dermed kan man heller ikke holde ham ude af barnets liv... Du skal være parat til at dele barnet med ham uanset hvor meget lort han byder dig! Du kommer til ar skulle sluge mange kameler...
Men man kan hvad man vil og man vil det bedste for sine børn også selvom det betyder at gøre nogen ting man ikke bryder sig om :-)

Men held og lykke med det hele :-)

Jeg valgte selv at forlade biofaren til mit barn, da jeg var 6 måneder henne. Kunne bare ikke leve med den usikkerhed der var omkring ALT og det ville jeg ikke byde mit barn. Hun er nu 4 år og har stadig ikke mødt ham. Det eneste hun har sagt til dato, er at hun ikke har nogen far ( et eller andet sted er det jo rigtigt nok) jeg har så altid ærligt sagt at jo det har hun men jeg ved ikke hvor han bor og det er sandheden. Indtil videre har det været nok for hende men jo ældre hun bliver jo flere spørgsmål vil der også komme og jeg vil altid svare hende ærligt og på en måde så hun kan forstå det i forhold til hendes alder.
Jo til tider er det da hårdt at være alenemor men da jeg ikke har prøvet andet, ved jeg ikke hvordan det er når man er 2.
En ting er dog helt sikkert. Slug stoltheden og vær aldrig bange for at bede om hjælp, for hvis du nu får en bebs, som min, der vil være håndholdt 24-7, så bliver det svært bare at gå på toilet, uden en skrigende unge. Tag en lur samtidig med baby, du trænger til det i ny og næ og vær ligeglad med rodet, vasketøjet, rengøringen, for hvis du ikke hviler dig, så ender det med at du bliver alt for træt og ikke har styr på ret meget. Bed om hjælp. Jeg elskede/elsker at have bare en lille smule alenetid, om det så bare er en gåtur, gå ud at handle, eller tage et bad, så er det altså guld værd, at få lov til KUN at tænke på sig selv bare en lille bitte smule.
Jeg har så ALDRIG fortrudt mit valg om at være alenemor. Jeg ELSKER det og bare at se hvordan hun trives, er glad, fræk, selvstændig, vellidt, har humor og bare er min prinsesse, gør altså at jeg ved jeg gjorde det rigtige den gang...

Jeg kommer til at være bund ærlig her..

Jeg stod i samme situration, 19 år, gravid, og ønskede ikke abort pga. tidligere blødende æggestokke. dette var manden ikke tilfreds med og valgte fra dag 1 i graviditeten at melde sig 10000% ud.

Min graviditet var jeg meget sårbar, ked af det, og jeg var jo alene omkring alt det der skete.. alt det der skulle være en lykkelig begivenhed blev til en ulykkelig en til tider..

han bliver født og hans biologiske afkom nægter stadig, min søn er idag snart 6 år, har aldrig set sin far på andet end billeder, min søn har taget det RIGTIG hårdt, og det piner mig virkelig at stå model til det. for det er jo mig der har valgt ham til velvidende at han var valgt fra af den anden.. Vil ALDRIG sige jeg fortryder min søn, men jeg fortryder hvem der er hans far, vil ønske jeg kunne spole tiden tilbage, få den præcis samme søn med en anden mand..

Tak for jeres besvarelser tøser!