"Kære bekymrede mor"
Hej Rikke.
Går nok og bekymre mig for meget...
Men vi har en knægt der bliver 10 mdr om 2 dage, han er 80,5 cm og vejer 9 kg - er det for lidt?
Han har altid været en lang slank dreng og spiser + drikker meget svingende. Ikke fordi han er kræsen eller noget, men der er måltider hvor han slår ud efter alt - spytter maden ud - vender ryggen til osv.
Vi har været en del indlagt: 5 uger gammel, en søndag nat skreg han som aldrig før og der var kommet en hård kugle ud på str med en golf bold i hans lyske. 2 timer efter ank til børne afd afl vi ham selv på operationsbordet.
9 uger gammel, de 4 S'er (stafylokok-skoldet-skind-syndrom) og vi var indlagt i isolation i 6 dage, hvor han havde drop i hovedet og fik medicin hver 8 time. Vi kom efterfølgende hjem og fortsatte med at give ham medicin via munden.
6 mdr +1 dag var vi igen tilbage på børne afd. denne gang kunne vi/ lægerne ikke røre eller flytte ham uden han skreg af smerte, selv ikke på et tæppe. Vi har stadig åben indlæggelse...
Men syntes han er bagud. Han gør hverken antræk til at kravle eller rejse sig ved ting, han interresere sig ikke for at spise selv. uanset om vi lægger mad foran ham, gaffel, ske, eller kop. Syntes der er utrolig hådt at se og høre andre hvad deres kan og vil mm. prøver at ikke lade det gå på, men dat nager alligevel.
Han er altid glad og tilfreds. altid fået at vide han er en nem, mild og skøn dreng. Uanset hvor syg han har været altid kunne få et smil frem og charme sig ind hos sygeplejesker - læger mm.
Er der noget vi gør forkert, som derved holder ham tilbage? vitamin mangel? Han får d-dråber - jernpulver og grønsager. vi prøver at spise godt varieret, altså så det ikke altid er kartofler - men også ris -pasta - kylling - fisk osv. Vi søtter ham i at rejse sig op og stå på alle 4.
Vi var sidste år 3 i familien der fødte - alle drenge. den ældste i januar - os i sepember og den yngste 2 mdr efter vores. Den yngste's mor går meget op i at sammenligne og presse deres egen knægt til det vores nu kan. Hun går tillige rundt og siger til familie og bekendte at vores jo ikke kan så meget, som deres - at han er bagud fordi han været indlagt og er så tynd. Ja vores har hele vejen været den længste og letteste - og?
Rikkes svar
kære bekymrede mor
Jeg forstår rigtig godt din bekymring. Det lyder som en rigtig hård start på livet for jeres lille søn. Min erfaring med børn som har haft en hård start på livet er at deres udvikling kan blive forsinket. Det kan skyldes de oplevelser og traumer de har været udsat for. Her tænker jeg på hospitals besøg og indlæggelser.
For mig at hører lyder det ikke som om i gør noget forkert. I støtter ham initiativ og tilbyder ham forskelligt mad.
Bliv endelig ved med det.
Hvad angår familien ja så er det noget af det sværeste at håndtere. De blander sig og stiller spørgsmål som kan være utrolig sårende. Når man er presset som jeg tænker i naturligvis er det, kan det være svært at holde tingene adskilt.
Mit råd til jer er at forsøge alligevel. Så når jeres søn blive sammenlignet med jeres, så sig' eller tænk for dig selv at det er deres søn og det her er vores. Børn udvikler sig i forskellig tempoer.
Derudover kan det være en god ide at tale med en terapeut i nærheden af jer som kan støtte jer i denne svære tid.
Venligst Rikke Rahm
Eksam. Psykoterapeut Rikke Rahm tilbyder individuel-, par- og familieterapi/rådgivning samt Samtalegrupper og workshops for gravide par og samtalegruppe for voksne i sammenbragte familier.
