Forelskelse : Lykkelig eller ulykkelig?

Tænker meget over emnet. Og synes jeg har bemærket, at en ulykkelig forelskelse åbenbart kan vare meget længere end den lykkelige, altså med drømme og fantasier om hvordan det var eller kunne være at være sammen med den eller den, eller savn og længsler. Mens den lykkelige måske bliver til kærlighed som så oftest ind imellem bliver overskygget af arbejde, hverdag, børn osv.

Kom gerne med jeres historier opmuntrende som triste.

åh den er svær.... men umiddelbart vil jeg sige nej... mine ulykkelige forelskelser har ikke varet længere end de lykkelige.

jeg synes netop at det er der hvor forelskelse bliver til kærlighed at det magiske sker.

jeg giver dig gerne ret i at en kærlighed kan drukne i hverdags rutiner og vasketøj.... men det magiske ved kærligheden er jo netop at den overlever de sløve perioder, og dukker op med fornyet kraft når man allermindst venter det.

jeg havde en ret vild ungdom med mange (u)lykkelige forelskelser, men har aldrig været så lykkelig som nu hvor jeg er gift på 4 år. jeg kan have dage hvor jeg bare tænker på min mand som en samarbejdspartner.... men jeg har også dage hvor jeg får kilden i maven hver gang jeg tænker på ham, hvor jeg føler mig som verdens heldigste kvinde..... og hvor følelsen af kærlighed langt overskygger hverdagens trummerum

Anonym skriver:

Tænker meget over emnet. Og synes jeg har bemærket, at en ulykkelig forelskelse åbenbart kan vare meget længere end den lykkelige, altså med drømme og fantasier om hvordan det var eller kunne være at være sammen med den eller den, eller savn og længsler. Mens den lykkelige måske bliver til kærlighed som så oftest ind imellem bliver overskygget af arbejde, hverdag, børn osv.

Kom gerne med jeres historier opmuntrende som triste.

Jeg vil sige ja. For jeg var vanvittig forelsket for en 7 år siden.
Tror aldrig jeg har været så forelsket som jeg var i ham.
Og efter ca et halvt år måtte jeg slå op. Fordi han behandlede mig som lort.
Han tog rigtig mange stoffer og drak rigtig meget i weekenderne. Han arbejdede som lastbil chauffør om natten og han mødte ind ca ved en 20-21 tiden. Hvor han så kunne hente mig og så kørte jeg med ham i et par timer. Det var det eneste vi kunne være sammen i hverdagene. Og når vi så nåede til weekenden så ville jeg jo gerne være sammen med ham. Men mange gange kunne han finde på at slukke sin Tlf eller lade være med at tage hans Tlf hele weekenden selvom vi havde en aftale.
Vi kunne snakke sammen når jeg havde fri fra arbejde om fredagen hvor vi aftalte at ses efter et par timer for så kunne jeg nå hjem i bad og sådan noget. Og det endte altid med at jeg ringede til ham hele tiden og sad bare og var rigtig ked af det.
Og når jeg så endelig fik fat i ham sagde han, at han lige skulle noget og så ringede han men han ringede aldrig.
Når vi så nåede til om natten når folk skulle hjem fra byen ringede han altid og sagde han kom nu. Fordi så havde han et sted at sove. Og dette gjorde han gang på gang.
Så begyndte jeg at få nogle sms'er og opringninger omkring at han var mig utro.
Og så sagde jeg stop. Selvom jeg ikke vidste om det var sandt.

For jeg kunne simpelthen ikke klare mere. Han knuste virkelig mit hjerte.
Og idag 7 år senere kan han stadig finde på at spøge i mine tanker og drømme. Selvom jeg har en fantastisk kæreste og er mor til hans barn.

Hvor andre jeg har været "lykkelig" forelsket i. Slet ikke er i mine tanker mere.

Det var dejligt at høre to forskellige sider. Det er helt sikkert fascinerende at den lykkelige forelskelse pludselig kan blomstre op igen af støv og vasketøj, når man ikke lige rengner med det og hvis man er heldig kan det måske være sådan for altid.

Som det også skrives synes jeg også at den ulykkelige forelskelse kan dukke op i glimt igen efter lang tid selv om det ikke er velkommet og selv om man er videre.

Jeg tænkte det fordi jeg selv havde en kæreste for ti år siden, det var meget stormfuldt det år vi var sammen, og efter vi slog op dukkede han op i mine tanker og jeg var ulykkelig forelsket on-off i 5 år næsten. Måske fordi det aldrig nåede at blive almindelig hverdag. Så kunne jeg jo tænke, at hvis vi bare kom igennem de og de forhindringer viller det blive åh så fantastisk.

Men altså jeg tænker det bare, for jeg er selv lykkelig gift nu, og de første tre-fire år fyldte forelskelsen meget, men ikke ligefrem i seks år og ikke så voldsomt som med ham den anden. Mærkeligt nok for jeg har et meget bedre forhold med min kæreste nu, men der er jo så hverdagen.