bange baby når far råber

Hej er ano af hensyn til familie og faren til mit barn

 

sagen er den at vi havde et voldsomt skænderi her i forgårs. Min mand har stort temperament hvor han råber, er truende og ja ødelægger ting omkring sig. Han har arbejdet med det ( og fået prof. hjælp) og i lang tid er det ikke sket. Så den ros skal han have. Vi fik kun barn fordi det gik så godt. Så det er egentlig over 2 år siden det er sket sidst.

Men han faldt altså i i forgårs. Han råbte meget højt af mig mens jeg havde vores 3 måneder gamle datter på armen. Han gik helt tæt på mig og råbte og skreg. Var ikke disideret truende men følte mig heller ikke sikker, uden at kunne sætte andet end følelsen på det grundet han stod så tæt og var så vred.  Min datter begynder meget inderligt at græde da han råber. Jeg blev både forskrækket og lidt bange. Gik væk fra ham men ham fuldte efter mig ind i det andet rum og råbte videre. Min datter sidder stadig på min arm. Hun grædder mere og mere. Endelig lykkes det mig at få ham ind i et andet rum. Her sidder jeg så i soveværelset og trøster min datter, men hun kunne jo mærke min forskrækkelse og store sorg over at det skete.

Hun er derefter slet ikke til at få til ro. Hun vil kun sidde på min arm. Dette er i over 2 timer efter. Da han er faldet ned får jeg ham til at snakke med hende( altså pludre) så hun kan se han ikke er vred. Det gør han så ( han er self. meget ked af det også)

Endelig lykkes det mig a få hende til at sove.

I dag sidder vi og snakker om skænderiet. Han hæver stemmem, men ikke noget alvorligt. Straks bliver min datter ked af det ( hun har ellers oplevet en hævet stemme før uden problemer) Igen er hun ikke til at få til ro og hun vil kun sidde hos mig. Hele dagen har hun gerne ville være hos sin far men ikke nu.

 

Min mand siger at det kun er en periode. Samtidig tar han ikke råberiet så alvorligt. Han siger at det er naturligt at falde i og at jeg jo skal huske hvor længe det er lykkes ham ikke at gøre det. Jeg forstår den sidste del. Ja det skete men syntes bare virkelig han burde tage det alvorligt. Men han vil ikke engang snakke om det.

 

frygter bare at hvis det sker igen, så får vores datter et ar på sjælen af det her.

elsker ham meget højt og han har virkelig ikke gjort det længe men føler mig bundet til at vores datter ikke skal opleve det igen. Ville sådan ønske han igen søgte hjælp men det mener han ikke er nødvendigt.

 

Puha det var rart at få skrevet ned... tak fordi du læste med.

Jeg er selv vokset op med en hidsig far de første 6 år af mit liv og hvis folk hæver stemmen i nærheden af mig krymper jeg ind til en lille bange pige og Ja, Det har helt sikkert givet mig psykiske ar selv om det skete sjældent, Jeg var altid skræmt fra vid og sans fordi jeg vidste det ville ske igen. Jeg stolede aldrig på min far. Og hvis nogen vover at råbe foran mine børn bliver de ærlig talt sparket ud af vores liv. Din kæreste er godt på vej til at skræmme livet af jeres datter og selv om det sker sjældent vil hun gå og være bange for det sker igen, og hun vil aldrig stole på ham eller være tryg ved ham. Synes han selv det er fedt?!

Først og fremmest synes jeg det ville være drastisk at gå fra ham. I har det godt sammen ellers og elsker hinanden.
Jeg ville fortælle ham at jeg kræver at han tager kontakt til sin psykolog igen. Der er bare nogen andre faktorer der kommer i spil når man har fået barn og det tror jeg ville være godt at få talt igennem.
Jeg tænker også netop hvis det kommer ud en sjælden gang så er det ikke til at finde rundt i hvornår far eksploderer. Det kan være lige så slemt for børn som dem der oplever det til daglig.

held og lykke
Hilsen en hvis far også råbte hver dag.

Hej er ano af hensyn til familie og faren til mit barn

 

sagen er den at vi havde et voldsomt skænderi her i forgårs. Min mand har stort temperament hvor han råber, er truende og ja ødelægger ting omkring sig. Han har arbejdet med det ( og fået prof. hjælp) og i lang tid er det ikke sket. Så den ros skal han have. Vi fik kun barn fordi det gik så godt. Så det er egentlig over 2 år siden det er sket sidst.

Men han faldt altså i i forgårs. Han råbte meget højt af mig mens jeg havde vores 3 måneder gamle datter på armen. Han gik helt tæt på mig og råbte og skreg. Var ikke disideret truende men følte mig heller ikke sikker, uden at kunne sætte andet end følelsen på det grundet han stod så tæt og var så vred.  Min datter begynder meget inderligt at græde da han råber. Jeg blev både forskrækket og lidt bange. Gik væk fra ham men ham fuldte efter mig ind i det andet rum og råbte videre. Min datter sidder stadig på min arm. Hun grædder mere og mere. Endelig lykkes det mig at få ham ind i et andet rum. Her sidder jeg så i soveværelset og trøster min datter, men hun kunne jo mærke min forskrækkelse og store sorg over at det skete.

Hun er derefter slet ikke til at få til ro. Hun vil kun sidde på min arm. Dette er i over 2 timer efter. Da han er faldet ned får jeg ham til at snakke med hende( altså pludre) så hun kan se han ikke er vred. Det gør han så ( han er self. meget ked af det også)

Endelig lykkes det mig a få hende til at sove.

I dag sidder vi og snakker om skænderiet. Han hæver stemmem, men ikke noget alvorligt. Straks bliver min datter ked af det ( hun har ellers oplevet en hævet stemme før uden problemer) Igen er hun ikke til at få til ro og hun vil kun sidde hos mig. Hele dagen har hun gerne ville være hos sin far men ikke nu.

 

Min mand siger at det kun er en periode. Samtidig tar han ikke råberiet så alvorligt. Han siger at det er naturligt at falde i og at jeg jo skal huske hvor længe det er lykkes ham ikke at gøre det. Jeg forstår den sidste del. Ja det skete men syntes bare virkelig han burde tage det alvorligt. Men han vil ikke engang snakke om det.

 

frygter bare at hvis det sker igen, så får vores datter et ar på sjælen af det her.

elsker ham meget højt og han har virkelig ikke gjort det længe men føler mig bundet til at vores datter ikke skal opleve det igen. Ville sådan ønske han igen søgte hjælp men det mener han ikke er nødvendigt.

 

Puha det var rart at få skrevet ned... tak fordi du læste med.

Ville ikke gå forbi uden et stort kram!  Og et stort trøstekram og kys til din lille datter... Du bliver nødt til at få ham stoppet, han må have fået nogle værktøjer han kan arbejde med når han får et anfald. Altså han bliver NØDT til at stoppe sig selv, hun har jo troet at han råbte sådan af hende, det kan godt være det var rettet mod dig, men det ved hun jo ikke... 

Jeg håber det bedste for jer, og stop ham, det må ikke ske igen, tving ham til at snakke om det.