Første rigtige hysteriske anfald :-(

Puha, min søn på 2 år har lige haft sit første slemme hys anfald, hvor han har skreget og skreget og kastet med ting i en halv time og slet ikke kunne falde til ro. Til sidst tog far ham med ned i klapvognen for at gå en tur, og dér faldt han så ned.

Men det var godt nok ubehageligt og jeg vidste simpelthen ikke hvordan jeg skulle reagere. 

Jeg prøvede at kramme (det måtte jeg ikke), prøvede at give ham det han ville have (så ville han bare ikke have det længere), prøvede at holde afstand og lade ham "rase ud" alene, prøvede at sige bestemt (men ikke strengt) at nu måtte han falde til ro, prøvede at sætte mig ind i stuen med en bog og høre om ikke han kom ind og sad med mig o.s.v. Intet virkede - bortset fra da far fjernede ham helt fra situationen (hvilket så også indebar en ubehagelig flyverdragt-episode, men far insisterede - og havde også ret).

Der var ikke tårer, men alligevel virkede han dybt ulykkelig. Frustreret og ked af det. Jeg synes egentlig ikke at han virkede vred selvom han kastede med tingene. Mest bare, ja, frustreret og ulykkelig.

Og jeg er selv dybt frustreret og ulykkelig over at jeg ikke var bedre til at håndtere situationen og bevare roen.

Jeg plejer at hente 14:30, men i dag havde både far og jeg sene møder, så far hentede kl. 16, og måtte fortsætte sit møde mens vores søn var der. Da jeg kommer ind af døren kl. 17, er min søn i stuen med ham som min mand holder møde med, mens min mand er i et andet rum og fører en telefonsamtale. Min søn er i fint nok humør da jeg kommer ind af døren, men cirka 5-10 minutter efter starter det dårlige humør og så eskalerer det bare. 

Jeg tænker at det er en reaktion på at blive hentet senere end normalt og så ikke at have fået fuld opmærksomhed og ro på, men i stedet at skulle dele fars opmærksomhed med en anden, og så går far ovenikøbet midt i det hele... (min mand sagde at han først lige var gået ind ved siden af da jeg kom hjem)

Hvad fanden gør I andre i sådan en situation? Time out ville slet, slet ikke fungere for mig. Men skal man bare holde sig væk og vente på at det går over? Eller hvad?

Hilsen en dybt frustreret mor, der mest af alt har brug for et kram lige nu. 

PS: Undskyld at det blev meget langt, men jeg havde lige brug for at få alle frustrationerne ud på skrift.

 

modesty skriver:

Puha, min søn på 2 år har lige haft sit første slemme hys anfald, hvor han har skreget og skreget og kastet med ting i en halv time og slet ikke kunne falde til ro. Til sidst tog far ham med ned i klapvognen for at gå en tur, og dér faldt han så ned.

Men det var godt nok ubehageligt og jeg vidste simpelthen ikke hvordan jeg skulle reagere. 

Jeg prøvede at kramme (det måtte jeg ikke), prøvede at give ham det han ville have (så ville han bare ikke have det længere), prøvede at holde afstand og lade ham "rase ud" alene, prøvede at sige bestemt (men ikke strengt) at nu måtte han falde til ro, prøvede at sætte mig ind i stuen med en bog og høre om ikke han kom ind og sad med mig o.s.v. Intet virkede - bortset fra da far fjernede ham helt fra situationen (hvilket så også indebar en ubehagelig flyverdragt-episode, men far insisterede - og havde også ret).

Der var ikke tårer, men alligevel virkede han dybt ulykkelig. Frustreret og ked af det. Jeg synes egentlig ikke at han virkede vred selvom han kastede med tingene. Mest bare, ja, frustreret og ulykkelig.

Og jeg er selv dybt frustreret og ulykkelig over at jeg ikke var bedre til at håndtere situationen og bevare roen.

Jeg plejer at hente 14:30, men i dag havde både far og jeg sene møder, så far hentede kl. 16, og måtte fortsætte sit møde mens vores søn var der. Da jeg kommer ind af døren kl. 17, er min søn i stuen med ham som min mand holder møde med, mens min mand er i et andet rum og fører en telefonsamtale. Min søn er i fint nok humør da jeg kommer ind af døren, men cirka 5-10 minutter efter starter det dårlige humør og så eskalerer det bare. 

Jeg tænker at det er en reaktion på at blive hentet senere end normalt og så ikke at have fået fuld opmærksomhed og ro på, men i stedet at skulle dele fars opmærksomhed med en anden, og så går far ovenikøbet midt i det hele... (min mand sagde at han først lige var gået ind ved siden af da jeg kom hjem)

Hvad fanden gør I andre i sådan en situation? Time out ville slet, slet ikke fungere for mig. Men skal man bare holde sig væk og vente på at det går over? Eller hvad?

Hilsen en dybt frustreret mor, der mest af alt har brug for et kram lige nu. 

PS: Undskyld at det blev meget langt, men jeg havde lige brug for at få alle frustrationerne ud på skrift.

 

Stort kram! Det er så hårdt!

Vi har spurgt i vuggestuen, og der siger de, at man skal være fysisk til stede, men man skal vende ryggen til barnet og foretage sig noget andet, for så signalerer man at man er til stede til trøst, men at man ikke bifalder deres opførsel. De er i følelsernes vold i den alder, og det er jo vores opgave at lære dem at håndtere dem, og hvordan man bør og ikke bør udtrykke de store følelser.

Det der med at forsøge at kramme, aflede det ene og det andet nytter typisk ikke, så være i rummet men vend ryggen til.

Vi har prøvet det samme som jer, og prøvede også all. De ting du prøvede uden held, men den metode vuggestuen anbefaler har hjulpet meget!

Janne T. skriver:

Stort kram! Det er så hårdt!

Vi har spurgt i vuggestuen, og der siger de, at man skal være fysisk til stede, men man skal vende ryggen til barnet og foretage sig noget andet, for så signalerer man at man er til stede til trøst, men at man ikke bifalder deres opførsel. De er i følelsernes vold i den alder, og det er jo vores opgave at lære dem at håndtere dem, og hvordan man bør og ikke bør udtrykke de store følelser.

Det der med at forsøge at kramme, aflede det ene og det andet nytter typisk ikke, så være i rummet men vend ryggen til.

Vi har prøvet det samme som jer, og prøvede også all. De ting du prøvede uden held, men den metode vuggestuen anbefaler har hjulpet meget!

Tak for svar.

Puha, jeg er stadig helt ked af det. 

Det virker bare så hårdt at holde sig væk når man har aller mest lyst til at give en kæmpe krammer. Men ja, det var helt tydeligt at det havde han bestemt ikke lyst til.

Jeg vil prøve jeres metode næste gang og se om ikke det hjælper. 

Det er aldrig sjovt..

 

Vi plejer at fjerne børnene til en lille sted, her bruger vi toiletet fordi det er så stort at man kan sidde der sammen med barnet.

Det gør vi for at fjerne barnet fra den situation, der fremkaldte en hissig adfærd, eks hvis det ikke får sin vilje. Så tager vi barnet derud og siger, her må du gerne være sur, og jeg kan se du er hissig og det er oki, men når du bliver så gal så kan du ikke være i stuen sammen med os. så når du er klar, går vi ind i stuen igen. Og så må man bare være der indtil barnet er klar igen, uden at sige noget, bare at man godt kan se at han er gal osv. For det er jo okay at de bliver hissig, men så kan de bare ikke være med i aktiviteten før de er klar igen.  

Når Maria får sådan et anfald (næsten 4 år) kommer hun også helt derud hvor intet hjælper og jeg skal da slet ikke nærme mig hende. Men jeg må godt bære/følge hende på værelset og rase ud. Det er slet ikke noget vi tvinger hende til, det er noget hun selv vil og det hjælper. Det er ikke en straf.

Det er bare som om at hun slet ikke kan rumme os og vil være alene. Så græder og skælder hun ud og så kommer hun når hun er klar til det.

Hvis jeg prøver at kramme hende eller sådan noget bliver hun mere rasende og kan finde på at ville bide. Så jeg er faktisk glad for at vi har fundet ud at at hun bare skal være alene. Så eskalerer det heller ikke mere ved at man kommer til at råbe osv.

Nu er det lang tid siden min dreng reagerede sådan. Jeg prøvede også alt muligt og var enorm ked af at se min dreng være så frustreret og ulykkelig.

Jeg fandt ud af at jeg bare skal være der. Jeg sad i nærheden af ham og ventede på han faldt lidt til ro. Så tog jeg ham op og krammede ham og så sad vi ellers bare lidt i sofaen sammen til han selv ville ned og lege.

Tusind tak for jeres svar allesammen!

Det ser ud til at der er enighed om at det bedste er at være til stede, men holde afstand og vente til han selv er klar til et kram. Det må vi prøve fremover.

Caroline bliver fulgt ind på hendes værelse hvor jeg/far så bliver, hvis hun vil have det.. Der kan hun afreagere eller hvad hun vil.. Som regel tyrer hun nogle puder i gulvet og hopper på dem, og det synes jeg er ok