Jeg er faktisk ked af det.

Der er så mange ting i mit liv for tiden som gør mig sp ked af det, og det er sådan nu at jeg græder hver dag efter børnene er lagt i seng pga af det.

Jeg ville kunne løse problemerne hvis jeg vidste at det var et reelt problem og ikke bare mig der føler det.

Min veninde og jeg glider længere og længere væk fra hinanden, jeg har valgt at få et barn mere, og derfor er vi i hver vores liv så langt fra hinanden, vi går på skole sammen, men vi kunne ikke være mere forskellige. Pga ting jeg ikke ønsker at uddybe er hun nød til at gøre det til en hemmelighed for hendes eks hvem hun skriver med og mødes med, og hun har uden min accept brugt mit navn som dække for en fyr hun skriver med, en gerning jeg bliver ked af det over, og når jeg tænker mig om, kan jeg ikke komme på en god grund for, hvorfor jeg føler mig stødt over det, det kunne have noget at gøre med at min mor gjorde det samme, og fjollede rundt med en masse mænd i stedet for at passe på os børn, det er dog ikke tilfældet her, det eneste der er tilfælde her er at hun bruger mit navn som dække, og her til aften sagde hun så ved en fælles sammenkomst med kun piger at hun havde brugt en klassekammerats navn til dække for endnu en fyr, noget jeg kunne se at vores klassekammerat ikke blev glad for, men hun udtrykkede sig ikke yderligere.

Her kommer mit spørgsmål. Er jeg stødt fordi at det vækker noget negativt i mig at hun gør sådan, fordi min mor også gjorde sådan? Hvordan ville I have det med det?

Hun var min bedste veninde, da vi var på barsel med vores første barn sammen, men efter et massivt vægttab og brud med barnets far er vi gledet utrolig langt fra hinanden.

 

 

Uanset ville jeg klart sige at det ville jeg ikke stå navn til, har før skulle dække over en veninde men det gad jeg simpelthen heller ikke lægge navn til, hvorefter hun blev gal. Dog god igen og er ikke venner af helt andre årsager

Uanset grunden, ville jeg råde dig til at sige fra når det gør dig så ked sf det, vær ærlig. Håber hun vil forstå

Er i øvrigt ikke fair, at være sammen med en anden, så må hun da vælge

Maja84 skriver:

Uanset ville jeg klart sige at det ville jeg ikke stå navn til, har før skulle dække over en veninde men det gad jeg simpelthen heller ikke lægge navn til, hvorefter hun blev gal. Dog god igen og er ikke venner af helt andre årsager

Uanset grunden, ville jeg råde dig til at sige fra når det gør dig så ked sf det, vær ærlig. Håber hun vil forstå

Er i øvrigt ikke fair, at være sammen med en anden, så må hun da vælge

Hejsa.

Jeg har før snakket med hende om nogle ting, hun og barnets far er ikke sammen, det skal lige understreges, hun er ikke utro, men hun ønsker ikke at han skal vide om hun er sammen med, da han stadig har en vis kontrol over hendes liv, det er svært at forklare, så det bliver fyldestgørende.

Da jeg snakkede med hende om det, og sagde at det vækkede minder fra min barndom blev hun utrolig ked af det og sur og det ønsker jeg ikke, jeg vil bare have at hun skulle forstå mine tanker den gang, men det gjorde hun ikke og vi har ikke snakket om det, andet end at jeg uretmæssigt måtte sige undskyld, fordi jeg ikke ønskede at gøre hende ked af det. Problemer var den gang at hun forsømte deres søn en smule og lod ham være meget med faren så hun kunne tage på diskotek, men det hænger igen sammen med min barndom, for det gjorde min mor.

Og jeg er bange for at det ender med det samme igen. Derfor er det vigtigt for mig at afklare om det er barndoms traume der gør at jeg føler mig stødt eller jeg føler mig stødt fordi at det er helt naturligt.

Anonym skriver:

Hejsa.

Jeg har før snakket med hende om nogle ting, hun og barnets far er ikke sammen, det skal lige understreges, hun er ikke utro, men hun ønsker ikke at han skal vide om hun er sammen med, da han stadig har en vis kontrol over hendes liv, det er svært at forklare, så det bliver fyldestgørende.

Da jeg snakkede med hende om det, og sagde at det vækkede minder fra min barndom blev hun utrolig ked af det og sur og det ønsker jeg ikke, jeg vil bare have at hun skulle forstå mine tanker den gang, men det gjorde hun ikke og vi har ikke snakket om det, andet end at jeg uretmæssigt måtte sige undskyld, fordi jeg ikke ønskede at gøre hende ked af det. Problemer var den gang at hun forsømte deres søn en smule og lod ham være meget med faren så hun kunne tage på diskotek, men det hænger igen sammen med min barndom, for det gjorde min mor.

Og jeg er bange for at det ender med det samme igen. Derfor er det vigtigt for mig at afklare om det er barndoms traume der gør at jeg føler mig stødt eller jeg føler mig stødt fordi at det er helt naturligt.

Okay, ja så kan jeg godt stedet er svært, måske hun har brug for at slå sig løs men også brug brug for støtte til at være der mere for sin dreng, ved ikke om hun kan have følte du så ned på hende eller pegede fingre