LinLin skriver:
Jeg sad i kirken med min ældste søn og min mor omgivet af kusiner, fætre, fastre og onkler der alle var meget bevægede/græd.... -og følte praktisk talt intet andet end at det egentligt var "rart" at have en mulighed for en første begravelse for min søn med en han ikke "kendte" 
han havde mødt min farmor een gang året før hvor han var 5...
Det er jo et eller andet sted trist at man har det sådan, men i det her tilfælde var det altså konens egen skyld...
Ca. det samme her. Jeg tog også mine børn med i kirken, både fordi vi blev opfordret til det fordi der var andre børn, sådan at der var nogle at lege med til gravøl. Men også fordi jeg synes det er vigtigt de har prøvet det. For en dag bliver det jo desværre oldes tur. Og olde er de meget tæt på og derfor skal de selvfølgelig med til hendes begravelse også til den tid, så på den måde er det rart at de nu ved hvad en begravelse består af. De synes det var synd for mormor fordi hun græd, men så gik de bare ud og kyssede og krammede hende, og så var børnene tilfredse men havde samtidig forstået at man kan være ked af det, selvom det er okay.
Mne børn anede heller ikke hvem han var, og jeg selv har kun været der hvis jeg blev ringet op at han manglede noget. Så købte jeg det og kørte ned og afleverede det fordi jeg er den der bor tættest på hjemmet.
Men det er sgu godt nok en ambivalent følelse, uanset hvor fint og "hyggeligt" det kan gøres. Man føler at man burde være ked af det og tilgive og meget mere, men det lader sig bare ikke altid gøre, og alligevel går man til begravelsen, for a vise respekt for evt. andre efterladte.
Anmeld
