Hvornår sker der noget? hvad gjorde I?

Jeg er snart kommet til der hvor det bare er lige meget, vi har prøvet i over halvandet år og blev gravid i første hug, men mistede i uge 9.

Jeg må indrømme at bægeret snart er ved at flyde over, da der intet er sket endnu.

Har startede med både træning og massageuddannelse, for at fylde mine tanker med noget andet.

Sys dog det værste er at flere kollegaer og en god veninde bliver gravide og får børn, efter jeg havde min spontane abort. Og hver gang jeg ser dem kan jeg godt være glad på deres vegne, men fuck hvor er jeg alligevel aller inderst inden frustreret, ked og irriteret over at det ikke er mig.

Hvad har I gjort for at "glemme" projekt baby, sådan få det på afstand?

Sunsmile skriver:

Jeg er snart kommet til der hvor det bare er lige meget, vi har prøvet i over halvandet år og blev gravid i første hug, men mistede i uge 9.

Jeg må indrømme at bægeret snart er ved at flyde over, da der intet er sket endnu.

Har startede med både træning og massageuddannelse, for at fylde mine tanker med noget andet.

Sys dog det værste er at flere kollegaer og en god veninde bliver gravide og får børn, efter jeg havde min spontane abort. Og hver gang jeg ser dem kan jeg godt være glad på deres vegne, men fuck hvor er jeg alligevel aller inderst inden frustreret, ked og irriteret over at det ikke er mig.

Hvad har I gjort for at "glemme" projekt baby, sådan få det på afstand?

Først et 

Kan virkelig godt forstå din frustration. sådan havde jeg det selv inden jeg blev gravid med min datter dengang... Jeg kæmpede og kæmpede en kamp med mig selv, det var så forfærdeligt. 

Jeg startede et medlemsskab i fitness, og begyndte ellers at træne rigtig meget, jeg satte mig et mål for at jeg skulle nå at tabe 10 kilo inden jeg blev gravid, og det gode er jo at man aner ikke hvornår man bliver det, så det var en chance, jeg fik tabt 8 kilo, også var den der.. 

Jeg ved det er svært at glemme, og kan høre du har prøvet en del for at få det til at fungere... - Men det er mit eneste råd. 

Tak fordi du gav dig tid til at svare.. Det er rart at vide at det ikke kun er mig der kæmper.

Jeg sys bare det er svært at få ud af hovedet og når det så er kommet ud af hovedet et stykke tid, så er der lige en anden der er blevet gravid eller lige har født og det roder rundt i mit hoved.

Det sværeste er også at jeg mangler nogle at tale åbent om det med. Nok det jeg har allermest brug for.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har så svært ved at lukke op omkring dette til de venner og veninder jeg har.

Har dog talt med min kæreste om det nogle gange, men jeg har nok bare brug for endnu mere luft.

Sunsmile skriver:

Tak fordi du gav dig tid til at svare.. Det er rart at vide at det ikke kun er mig der kæmper.

Jeg sys bare det er svært at få ud af hovedet og når det så er kommet ud af hovedet et stykke tid, så er der lige en anden der er blevet gravid eller lige har født og det roder rundt i mit hoved.

Det sværeste er også at jeg mangler nogle at tale åbent om det med. Nok det jeg har allermest brug for.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har så svært ved at lukke op omkring dette til de venner og veninder jeg har.

Har dog talt med min kæreste om det nogle gange, men jeg har nok bare brug for endnu mere luft.

Du må meget gerne bruge mig Har det selv på samme måde som dig! Jeg vil gerne lægge øre til (er en god lytter). Det vigtigste er at have nogle at snakke med det om, og det er ikke altid at ens venner/veninder er det mest oplagte (kender det fra mig selv). 

Dejligt at høre, ja det er godt at ha nogle at snakke med engang imellem. Når man tænger til lidt luft, og ja også gode oplevelser.

Håber der snart er gevinst, har da også været længe undervejs