2 år - når han ser TV med far...

Hej alle,

jeg har et lille problem som jeg ikke helt ved om jeg skal gøre noget ved eller ej.

Min søn på 2 år kan godt lide at se tegnefilm. Fint nok, det må han gerne. Men når han er sammen med mig, ser vi 20-30 minutter og jeg sidder altid sammen med ham så det bliver noget socialt, hvor man snakker sammen om dét der foregår på skærmen.

Vi skiftes til at stå op med vores søn om morgenen. Og i weekenderne har jeg lagt mærke til at min mand bare placerer vores søn foran fjernsynet, mens han selv sidder med sin Ipad, eller nogle gange går ind i det tilstødende værelse for at sidde ved sin computer. Jeg har også på fornemmelsen at min søn sidder sådan i ret lang tid, måske en time.

Jeg synes ikke det er fedt. Lad mig lige understrege at jeg IKKE er fanatisk med TV-kiggeri. Jeg synes det er helt okay at børn ser fjernsyn, jeg ser det ikke som en negativ ting hvis barnet ellers er aktivt, elsker at være ude, er social o.s.v. Hvilket min søn er.

Men sådan bare at placere ham foran TV'et så man selv kan sidde og stene med sin computer... Det bryder jeg mig bare ikke om.

Problemet er: Min mand synes at jeg retter for meget på ham og hans måde at omgås vores barn. Og det har han helt sikkert også ret i. Derfor prøver jeg virkelig at holde mig i skindet og sige til mig selv at når de to er sammen, så er det min mand der bestemmer hvordan samværet skal være (indenfor rimelighedens grænser naturligvis, men min mand er en god far). Jeg har ikke lyst til IGEN at være den mor der fortæller faren at han ikke gør det godt nok.

Så hvad skal jeg gøre? Skal jeg acceptere at min søn sidder alene foran fjerneren et par timer om ugen? Eller skal jeg tage "kampen" med min mand, der sikkert bliver såret og vil føle det som et nederlag?

Hvor slemt er det? Hvis han direkte ignorere barnet, ikke gider barnet, ikke laver mad til barnet osv så skulle det ændre sig meget hurtigt! Men hvis det bare er deres hygge dovne lave intet far og barn rutine så synes jeg ikke det er slemt. Mine tre unger elsker når de hygger med far, for så får man morgenmad i sofaen og må se en masse tegnefilm og slæbe dyne og pude med i stuen :-P hvor jeg er mere striks. Men vi er bare to forskellige forældre og vi lever fint med det alle 5.

Hvor slemt er det? Hvis han direkte ignorere barnet, ikke gider barnet, ikke laver mad til barnet osv så skulle det ændre sig meget hurtigt! Men hvis det bare er deres hygge dovne lave intet far og barn rutine så synes jeg ikke det er slemt. Mine tre unger elsker når de hygger med far, for så får man morgenmad i sofaen og må se en masse tegnefilm og slæbe dyne og pude med i stuen :-P hvor jeg er mere striks. Men vi er bare to forskellige forældre og vi lever fint med det alle 5.

Nej nej, slet ikke, han er en supergod far! Gider sagtens at lave ting med ham, cykle ture, gå på legepladser, lege moddelervoks, alt muligt. Det er som du siger, stenet hyggetid sammen. Alt her i hjemmet angående både søn og huslige opgaver deler vi 50/50. Det er mere på grund af min søns alder, hvis han var 4 ville jeg ikke set det som et problem.

Jeg ville tage det op.

Det virker som børnepasning,og det er i min verden ikke ok.

Jeg har haftg børn med min kæreste i snart 24 år,og jeg retter stadig indimellem på ham.

Han er ikke vild med det,men jeg gider ikke ignorere ting som jeg desideret ikke synes er ok.

Her snakker vi mad,søvn og tv -ikke om han ikke giver tøj på der matcher 

modesty skriver:

Hej alle,

jeg har et lille problem som jeg ikke helt ved om jeg skal gøre noget ved eller ej.

Min søn på 2 år kan godt lide at se tegnefilm. Fint nok, det må han gerne. Men når han er sammen med mig, ser vi 20-30 minutter og jeg sidder altid sammen med ham så det bliver noget socialt, hvor man snakker sammen om dét der foregår på skærmen.

Vi skiftes til at stå op med vores søn om morgenen. Og i weekenderne har jeg lagt mærke til at min mand bare placerer vores søn foran fjernsynet, mens han selv sidder med sin Ipad, eller nogle gange går ind i det tilstødende værelse for at sidde ved sin computer. Jeg har også på fornemmelsen at min søn sidder sådan i ret lang tid, måske en time.

Jeg synes ikke det er fedt. Lad mig lige understrege at jeg IKKE er fanatisk med TV-kiggeri. Jeg synes det er helt okay at børn ser fjernsyn, jeg ser det ikke som en negativ ting hvis barnet ellers er aktivt, elsker at være ude, er social o.s.v. Hvilket min søn er.

Men sådan bare at placere ham foran TV'et så man selv kan sidde og stene med sin computer... Det bryder jeg mig bare ikke om.

Problemet er: Min mand synes at jeg retter for meget på ham og hans måde at omgås vores barn. Og det har han helt sikkert også ret i. Derfor prøver jeg virkelig at holde mig i skindet og sige til mig selv at når de to er sammen, så er det min mand der bestemmer hvordan samværet skal være (indenfor rimelighedens grænser naturligvis, men min mand er en god far). Jeg har ikke lyst til IGEN at være den mor der fortæller faren at han ikke gør det godt nok.

Så hvad skal jeg gøre? Skal jeg acceptere at min søn sidder alene foran fjerneren et par timer om ugen? Eller skal jeg tage "kampen" med min mand, der sikkert bliver såret og vil føle det som et nederlag?

Min personlige holdning er, at jeg ikke syntes du skal bland dig. Så længe farmand sørger for sønnike i form af morgenmad, og reagere når sønnike taler til ham, så lad dem selv styre de morgner de står op sammen

Der skal efter min mening være plads til at gøre tingene forskelligt.

modesty skriver:

Hej alle,

jeg har et lille problem som jeg ikke helt ved om jeg skal gøre noget ved eller ej.

Min søn på 2 år kan godt lide at se tegnefilm. Fint nok, det må han gerne. Men når han er sammen med mig, ser vi 20-30 minutter og jeg sidder altid sammen med ham så det bliver noget socialt, hvor man snakker sammen om dét der foregår på skærmen.

Vi skiftes til at stå op med vores søn om morgenen. Og i weekenderne har jeg lagt mærke til at min mand bare placerer vores søn foran fjernsynet, mens han selv sidder med sin Ipad, eller nogle gange går ind i det tilstødende værelse for at sidde ved sin computer. Jeg har også på fornemmelsen at min søn sidder sådan i ret lang tid, måske en time.

Jeg synes ikke det er fedt. Lad mig lige understrege at jeg IKKE er fanatisk med TV-kiggeri. Jeg synes det er helt okay at børn ser fjernsyn, jeg ser det ikke som en negativ ting hvis barnet ellers er aktivt, elsker at være ude, er social o.s.v. Hvilket min søn er.

Men sådan bare at placere ham foran TV'et så man selv kan sidde og stene med sin computer... Det bryder jeg mig bare ikke om.

Problemet er: Min mand synes at jeg retter for meget på ham og hans måde at omgås vores barn. Og det har han helt sikkert også ret i. Derfor prøver jeg virkelig at holde mig i skindet og sige til mig selv at når de to er sammen, så er det min mand der bestemmer hvordan samværet skal være (indenfor rimelighedens grænser naturligvis, men min mand er en god far). Jeg har ikke lyst til IGEN at være den mor der fortæller faren at han ikke gør det godt nok.

Så hvad skal jeg gøre? Skal jeg acceptere at min søn sidder alene foran fjerneren et par timer om ugen? Eller skal jeg tage "kampen" med min mand, der sikkert bliver såret og vil føle det som et nederlag?

Synes ikke du skal blande dig. Det er jo ikke en slem ting og så længe faren ikke ignorer ham fuldstændigt, så synes jeg det er ok.

Nyd du den ekstra time på øjet, og lad far og søn være sammen på deres måde.
Det giver i sidste ende det bedste forhold, dem imellem.
Jeg tænker at min mand og søns samvær hurtigt kunne blive anstrengt hvis han skulle følge mine regler og ha mine øjne i nakken.
Så længe der ikke er tale om omsorgssvigt, ville jeg lukke mine øjne

modesty skriver:

Hej alle,

jeg har et lille problem som jeg ikke helt ved om jeg skal gøre noget ved eller ej.

Min søn på 2 år kan godt lide at se tegnefilm. Fint nok, det må han gerne. Men når han er sammen med mig, ser vi 20-30 minutter og jeg sidder altid sammen med ham så det bliver noget socialt, hvor man snakker sammen om dét der foregår på skærmen.

Vi skiftes til at stå op med vores søn om morgenen. Og i weekenderne har jeg lagt mærke til at min mand bare placerer vores søn foran fjernsynet, mens han selv sidder med sin Ipad, eller nogle gange går ind i det tilstødende værelse for at sidde ved sin computer. Jeg har også på fornemmelsen at min søn sidder sådan i ret lang tid, måske en time.

Jeg synes ikke det er fedt. Lad mig lige understrege at jeg IKKE er fanatisk med TV-kiggeri. Jeg synes det er helt okay at børn ser fjernsyn, jeg ser det ikke som en negativ ting hvis barnet ellers er aktivt, elsker at være ude, er social o.s.v. Hvilket min søn er.

Men sådan bare at placere ham foran TV'et så man selv kan sidde og stene med sin computer... Det bryder jeg mig bare ikke om.

Problemet er: Min mand synes at jeg retter for meget på ham og hans måde at omgås vores barn. Og det har han helt sikkert også ret i. Derfor prøver jeg virkelig at holde mig i skindet og sige til mig selv at når de to er sammen, så er det min mand der bestemmer hvordan samværet skal være (indenfor rimelighedens grænser naturligvis, men min mand er en god far). Jeg har ikke lyst til IGEN at være den mor der fortæller faren at han ikke gør det godt nok.

Så hvad skal jeg gøre? Skal jeg acceptere at min søn sidder alene foran fjerneren et par timer om ugen? Eller skal jeg tage "kampen" med min mand, der sikkert bliver såret og vil føle det som et nederlag?

Det kunne have været mig og min kæreste det du lige har beskrevet.
Vores søn er dog 4 år, men jeg har besluttet mig for at blande mig helt uden om, jeg kan godt få det helt dårligt over at min søn har set fjernsyn et par timer en formiddag mens min kæreste har været oppe med ham men til gengæld ved jeg at jeg jeg får revanche for når det er mig der står op går vi ture, maler, laver perler, bager eller sådan noget.

Min søn elsker begge dele tror bare vi mødre skal lærer at børnene jo også minder om far og eeeeelsker at sidde og glo fjernsyn

modesty skriver:

Hej alle,

jeg har et lille problem som jeg ikke helt ved om jeg skal gøre noget ved eller ej.

Min søn på 2 år kan godt lide at se tegnefilm. Fint nok, det må han gerne. Men når han er sammen med mig, ser vi 20-30 minutter og jeg sidder altid sammen med ham så det bliver noget socialt, hvor man snakker sammen om dét der foregår på skærmen.

Vi skiftes til at stå op med vores søn om morgenen. Og i weekenderne har jeg lagt mærke til at min mand bare placerer vores søn foran fjernsynet, mens han selv sidder med sin Ipad, eller nogle gange går ind i det tilstødende værelse for at sidde ved sin computer. Jeg har også på fornemmelsen at min søn sidder sådan i ret lang tid, måske en time.

Jeg synes ikke det er fedt. Lad mig lige understrege at jeg IKKE er fanatisk med TV-kiggeri. Jeg synes det er helt okay at børn ser fjernsyn, jeg ser det ikke som en negativ ting hvis barnet ellers er aktivt, elsker at være ude, er social o.s.v. Hvilket min søn er.

Men sådan bare at placere ham foran TV'et så man selv kan sidde og stene med sin computer... Det bryder jeg mig bare ikke om.

Problemet er: Min mand synes at jeg retter for meget på ham og hans måde at omgås vores barn. Og det har han helt sikkert også ret i. Derfor prøver jeg virkelig at holde mig i skindet og sige til mig selv at når de to er sammen, så er det min mand der bestemmer hvordan samværet skal være (indenfor rimelighedens grænser naturligvis, men min mand er en god far). Jeg har ikke lyst til IGEN at være den mor der fortæller faren at han ikke gør det godt nok.

Så hvad skal jeg gøre? Skal jeg acceptere at min søn sidder alene foran fjerneren et par timer om ugen? Eller skal jeg tage "kampen" med min mand, der sikkert bliver såret og vil føle det som et nederlag?

Måske spørge ind til hvad de så har lavet sammen mens mor sov så det ikke bliver et nederlag for far

(som du jo selv skriver han kunne risikere at se det som)

men mere giver far en chancen for at få sat ord på at han måske ikke er helt så frisk til jeres barn om morgenen som han gerne ville være og derfor vælger "nemme" løsning med tv til barnet og han får vågnet langsomt op med puter eller ipad...

herhjemme er det 100% mig der klarer sønnen om morgenen også selvom far er med oppe da han klart har meldt ud at han bare ikke kan "være på" på det niveau som vores søn har brug for om morgenen..

så i stedet så leger far med ham senere på dagen eller sørger for at blive frisk så vi kan køre en længere tur (det er kun far der har kørekort herhjemme så det hænger på ham om vi kan køre afsted til stranden eller skoven eller mormor osv )

Tusind tak for svar allesammen! Jeg har besluttet mig for at holde fast i min "filosofi" om at når de er sammen, så bestemmer far hvordan der skal hygges.

Det var rigtig rart med nogle andre øjne på sagen.