Hvorfor er der så mange kvinder...??

der har det skidt med dem selv....der er sikkert også mænd, men der skulle være flest kvinder der bliver psykisksyge og så bare alle os andre der gerne vil det hele og være den gode mor, dejlige kæreste, søde datter, trofaste veninde, pligtopfyldnede ansatte....er det mon det der er galt...at vi bare gerne vil det hele for alle og så glemmer os selv og vores grænser...og dermed tilsidst skal kæmpe for at vise hvem vi er, både for omverdenen men ikke mindst os selv....
Har I tænkt over det og har I selv oplevet at det kan være svært..
Knus Eva

Det er da ikke helt rigtigt, Eva...
Vi bliver bare syge / får det dårligt forskelligt...
F.eks. er der forskel på hvordan en typisk mande- og kvindedepression ser ud...
Der er flere mænd som får f.eks. antisociale personlighedsforstyrrelser og skizofreni mens der er flere kvinder som får histrioniske personlighedsforstyrrelser og borderline...

Og så er kvinder generelt bedre til at søge hjælp end mænd, så derfor ser vi flere syge kvinder stå frem...

Jeg tror, igen bare gisninger at grunden til især vi kvinder får det psykisk dårligt med os selv kan være at vi er RIGTIG gode til at sammenligne, vi glemmer bare lige at det intet giver at sammenligne sig selv med andre, både hvad angår udseende og evner. Man skal huske altid kun at sammenligne med sig selv.
Hvad kunne jeg før hen, hvad kan JEG nu, hvad er MINE mål for mig selv og mit/mine udseende/evner...

Vi er slemme til at se, jamen nabokonen kan så og så meget, hun er en super mor, eller tøsen nede i byen ser så og så godt ud.

Vi glemmer helt at se på, jamen hallo, for 2 år siden var jeg måske slet ikke klar til at være mor, og idag kan jeg både underholde pjevsen OG lave mad samtidig = FREMSKRIDT...

Eller tænk sig for et år siden havde jeg lidt på sidebenene og så ikke for godt ud, men den dag idag er jeg god til at spise sundt og gøre mig lidt lækker...

Knus Line, som tror vi bliver vores egen undergang hvis ikke vi husker man kun kan sammenligne med sig selv

Vi kvinder ser på os selv og fokuserer på de få uperfektheder vi har - og kan dermed ikke få øje på alle de skønne/smukke ting ved os selv.

Mænd ser på sig selv og fokuserer på de ting han selv mener er perfekte og negligerer resten. Og så har han jo en smuk kone/kæreste, så hvorfor bekymre sig om andet??

Rosa skriver:

Det er da ikke helt rigtigt, Eva...
Vi bliver bare syge / får det dårligt forskelligt...
F.eks. er der forskel på hvordan en typisk mande- og kvindedepression ser ud...
Der er flere mænd som får f.eks. antisociale personlighedsforstyrrelser og skizofreni mens der er flere kvinder som får histrioniske personlighedsforstyrrelser og borderline...

Og så er kvinder generelt bedre til at søge hjælp end mænd, så derfor ser vi flere syge kvinder stå frem...

Så isolerer vi det som var meningen...hvorfor har kvinder så svært ved at finde dem selv..ikke i forhold til mænd..men bare som de nu er?

Meget hænger sikkert også sammen med ens personlige baggage, og hvordan man er som menneske. Om man kun føler sig lykkelig og tilfreds, når man indfrier ens egne nok alt for høje forventninger til sig selv - eller de forventninger som man måtte tro at andre mennesker (manden, familien, jobbet, vennerne, osv) har til én. Eller om man tager livet lidt mere på slum.

Jeg bliver ind imellem overhalet indenom af mig selv.
Jeg har perioder, hvor jeg tager tingene som de kommer, og kan rumme meget uden at vakle. Og så har jeg perioder, hvor jeg føler at jeg hele tiden halter lidt bagefter ...jeg VILLE gerne at jeg kunne nå mere, være mere, overskue mere ....men det KAN jeg bare ikke. Så bliver jeg nærmest lidt skuffet og vred - ked af det. Og i de perioder skal der ikke nær så meget til, før alt andet også ramler ned over mig.
Altså hvis jeg ikke føler jeg er der nok for begge børn, og huset roder, så skal der ikke nær så meget til før jeg skændes med manden eller føler at jobbet hænger mig langt ud af halsen eller noget andet ....den værste cocktail til de trælse perioder er, når jeg mangler søvn ...så bliver verden bare hurtigt endnu mere umulig.
Men efter kort tid sådan, så er jeg tilbage til at tage een ting ad gangen.
Hva faen, man kan jo ikke andet alligevel ;-)

Men jeg tror det er meget typisk (især) for os kvinder at samle og samle og samle, og til sidst bliver der for meget at bære på oppe i vores hoveder - og så styrter korthuset lige sammen for en stund.
Ofte, når man har grædt og været lidt frustreret, så kommer man tilbage med fornyet energi, synes jeg.
Min mand har altid sagt - få nu een ting væk af gangen. Du venter altid til dit hovede eksploderer, og du duer bare ikke til at gå rundt med en masse små ting - for så er det HELE lige pludselig bare i vejen. Og han har fuldstændig ret! Tit er det jo bare en lille ting her og dér, som får ALTING til at virke som noget L¤rT...

Selvom jeg forsøger at tænke over det, så skal jeg alligevel lige have sådan en nedtur engang imellem. Det tror jeg næsten man kan TRÆNGE til !?!
Sådan har jeg vist ihvertfald altid været skruet sammen 

JustAnotherName skriver:



Min mand har altid sagt - få nu een ting væk af gangen. Du venter altid til dit hovede eksploderer, og du duer bare ikke til at gå rundt med en masse små ting - for så er det HELE lige pludselig bare i vejen. Og han har fuldstændig ret! Tit er det jo bare en lille ting her og dér, som får ALTING til at virke som noget L¤rT...

NØJJ en klog mand du har der... Du kan sige til ham at den hermed er taget til efterretning - han har jo FULDSTÆNDIGT ret!!!

Rosa - som lige fik en åbenbaring

Tror ikke vi har svært ved at finde ud af os selv.. Men ikke en dag i vores liv er ens.. Eks så er jeg glad i dag, fordi det gik godt hos jordemoderen.. I morgen kan jeg knække fuldstændig sammen og græde fordi jeg er skuffet over min X gik da jeg blev gravid.. Og sådan en nedtur kan føre til et stadie af mindre psykose fordi du får depressive tanker og man syntes det hele bare kunne være lige meget.. Plus at vi kvinder er styret at vores østrogene hormon gør det også at vi er ekstra ekstra opmærksomme på hvad der sker i vores liv og omkring det.. Det er også videnskabeligt bevist.. Mænd derimod kan køre deres frustrationer længe og holde på det, indtil filmen knækker.. Har levet sammen med min X i 1½år og han har PTSD og tro mig man lærer hurtigt at variere sin hverdag.. Det er jo sådan at vi selv vælger det liv vi vil leve og de følelser vi vil føle, og har man det virkelig skidt kan du faktisk bilde dig selv ind at du fejler noget, og det er fordi du har kørt dig selv så langt ud/ned at det i din verden bliver virkelighed.. Kender mange der googler en følelse og ud fra den står der så noget helt andet og så søger man på det og inden du ser dig om jeg så er man syg.. Mere skal der ikke til.. Bare mit synspunkt, fra en der elsker at læse psykologi og studere menneskers adfærd.. 

Få en god portion humor hverdag og husk at kig dig selv i spejlet og sig du er god nok.. Hvad er der galt i det?? Virker her ... 

 

Rosa skriver:



NØJJ en klog mand du har der... Du kan sige til ham at den hermed er taget til efterretning - han har jo FULDSTÆNDIGT ret!!!

Rosa - som lige fik en åbenbaring

Han er virkelig klog, ja   ....Han har virkelig også fået mine øjne åbnet op, og fået mig til at tænke og føle mange gange, hvor jeg normalt ellers bare ville lukke ned i stedet for.