Har svært ved at elske ham

Ja det er bare til at blive så ked af, men min tålmodighed føles som om den er ved at være opbrugt. For at gøre en lang historie så kort som muligt så har vi været sammen i over 10 år og har tre børn og på rigtig mange måder er vi et godt match. MEN vi har et problem. Hans liv. Han har siden jeg mødte ham som 24-årig været studerende og han har endnu ikke gennemført nogen uddannelse.

Han skifter mening konstant om hvad han vil og til tider har han ingen indtægt haft, hvilket har resulteret i gæld både for ham og mig, tvangsauktion af vores hus, vi har været gået fra hinanden flere gange, har mistet mange ting og jeg har i perioder måtte forsørge os alle sammen. Vores to yngste børn har ikke oplevet os bo hver for sig og vi er nu der hvor han stadig er på SU efter et par måneder uden indtægt og han skylder mig en del penge igen. Det er mit navn alting står i nu også vores lejlighed. Så ved jeg i det mindste at huslejen og regningerne bliver betalt.

Han siger hele tiden at nu ændrer tingene sig, nu ved han hvad han vil uddanne sig til mv. Men jeg er så træt af det og det ødelægger vores forhold. Jeg kan ikke holde ud han rører ved mig og jeg føler bare han udnytter at han ved jeg nok skal betale regningerne. Jeg har sat mig ned utallige gange og virkelig gjort klart for ham at det her er alvorligt og at han skal tage sig sammen, for ellers kan jeg ikke fortsætte mit liv med ham. Vi er voksne mennesker der begge har et ansvar for vores familie og jeg har brug for at se ham som en handlekraftig mand der kan hjælpe med at tjene penge til vores familie. Jeg er træt af at jeg skal være hovedforsørger eller aleneforsørger som jeg er det til tider og jeg er ked af at det ødelægger de følelser jeg burde have for ham. Har overvejet parterapi men ved jo godt at det der skal hjælpe er at han ændrer på sin livsstil.

Det betyder alt for mig at man er gode rollemodeller for sine børn. Jeg kommer selv fra en familie med dårlig social status uden uddannelse og aldrig nogen penge og jeg har selv kæmpet mig ud på den anden side og har en uddannelse og job som aldrig havde troet skulle være muligt for mig. Jeg føler han trækker mig ned og det er ikke i orden. Men synes jeg har prøvet alt og ja jeg ønsker mine børn har en kernefamilie fordi jeg ikke selv har haft en far og derfor kæmper jeg meget for at holde os sammen. For det er jo også det han ønsker og som sagt passer vi sammen på alle andre måder og dybest set er han også et fornuftigt menneske med sunde værdier. Men han ved bare ikke hvad der er hans styrke i livet hvad angår uddannelse og arbejde og det hele bygger lidt på luftkasteller i stedet for realisme.

Vil ikke noget specielt med det her (gode råd er velkomne) nok bare have luft for det, for er virkelig ked af det nogen gange og synes det er så ærgeligt at det skal ødelægge så meget når vi faktisk har været så heldige med dejlige børn og gode muligheder for at skabe et skønt liv som familie.

Kan godt se det er et dilemme. På den ene side, lyder han jo som en god mand og på den anden side, lyder det som om han bare dræner dig for energi. Det kan godt være han er sød og i passer fint nok sammen, men det lyder ikke som om han giver dig ret meget glæde i dig liv - tværtimod. Du har fortalt ham, hvordan du har det, og der sker ingenting og det tror jeg heller ikke der kommer til. Du må nok overveje om det positive opvejer det negative. Om du kan se dig selv sammen med ham resten af livet. Kan godt forstå du gerne vil holde sammen på familien - det er også vigtigt - men ikke for enhver pris.

Et kram til dig 

Nu ved jeg jo ikk en disse om din mand, men har i snakket om, om han måske bare ikk er uddannelses-typen?? Jeg kender flere der hurtigt løber sur i uddannelser/skolegang og har svært ved at komme nogen vegne fordi de bare VIL have en uddannelse for det "skal" man jo idag. 

Men sandheden er, at nogen bare ikke passer ind i det system, og nok ville trives meget bedre i at finde et ufaglært job

Nu siger jeg noget lidt strengt .. Ja du har arbejdet dig ud af den sociale status rent materielt, men du er der stadig da din fortid uden far påvirker at du lever sammen med en som trækker dig ned... du skal beslutte dig om du for evigt kan leve sådan for det ændre sig ikke... Ellers skal du tage konsekvensen.. Dine børn har bedre af at der er stabilitet end denne usikkerhed der er nu... En lykkelig enlig mor er bedre end en ulykkelig mor der er sammen med far.. De kan mærke det og selv om de vil reagere men husk at du ved at i det lange løb er det det bedste...

Eller du kan leve med det uden nye forventninger for det gør dig også mere glad.. 

kram herfra uanset hvad du vælger

Hvad med at han helt tager et break fra uddannelse og får sig et ufaglært job? Eller en uddannelse hvor der er en masse praktik så man ikke på samme måde skal sidde på skolebænken i 3år.
En af mine medstuderende har også prøvet maaange uddannelser. Hun havde glæde af psykolog der hjalp hende til at nå ind til kernen og finde ud af hvad hun egentlig vil med sit liv. Så måske ikke parterapi, men noget psykolog til ham?
Hvis intet af det her hjælper er mit eneste råd at du finder ud af om du ser dig selv blive gammel med ham samt om det gode opvejer det dårlige?

Kan virkelig godt forstå du føler dig drænet for energi og træt af det spil han kører, det virker som om du har taget snakken med ham før uden virkning? - Hmm... 

Jeg selv har taget 2 uddannelser, indimellem har jeg også lavet ingenting og lever af min kærestes penge, det har været hårdt ja, og jeg har virkelig følt mig som et dårligt menneske dengang, jeg var præcis som din mand, jeg tog den ene efter den anden og skiftet mening, jeg kommer også selv fra en familie som din, derfor er det vigtigt for mig at bevise jeg er bedre end det, men har bare ikke ville tage mig sammen. 

Nu står jeg og skal igang med pædagog uddannelse, for jeg ved at det er det jeg vil, vi har netop købt hus sammen og til februar køber vi ny bil, jeg ved at det er manden der bærer det tunge læs, men vi er sammen i medgang og modgang, vi hjælper hinanden! 

Men hvis du føler han udnytter det og føler han virkelig ingen chance har for at komme videre, så syntes jeg du skal banke i bordet igen og evt. Tage nogle af hans goder fra ham? Måske på den måde lærer han at der altså skal penge ind, fra hans side af?  

jeg ved ikke om det vil hjælpe, har som sagt ikke selv "udnyttet" min mand, dengang han tog over, for han ved jeg ville komme med penge en dag, der er trods alt også nogle år imellem os, så han har haft en del år i arbejdslivet, hvor jeg er ny endnu.  

håber i finder en løsning, her er ihvertfald et kram!