Nej nej nej... ikke nu

Undskyld men skal lige af med lidt galde

Hvorfor er det at man bare ikke kan få lov at nyde livet, når det går godt i ret lang tid af gangen

8 uger før termin og så dør svigermor og oven i købet i bybussen på vej ind for at handle, nej det er ikke en joke.

Heldigvis er det gået stærkt, hun har fået et hjerteanfald, de forsøgte med genoplivning men lægebilen kunne konstatere hende død ved deres ankomst.

Hun har godt nok været en del igennem sygdomsmæssigt, først svamp i lungerne, lungekræft, som de har fået slået tilbage 2 gange med kemo og stråler, sidst i febuar og hun var blevet rigtig frisk igen, imellem de to gange kemo, fik hun en ny hjerteklap, der dog ikke fungerede helt optimalt.

Men alligevel, vi har lige fejret hendes 70 års fødselsdag for 14 dage siden, og der var hun i hopla, hun var lige startet på at strikke babytøj til hendes 8 barnebarn og hun glædede sig sådan til at blive farmor for første gang.

De havde jo aldrig troet at min kæreste kunne blive far, da han ifølge lægerene var steril efter et par ulykkes tilfælde, så hun var lykkelig da vi fortalte at hun skulle være farmor.

Min egen far døde af kræft for snart 10 år siden og det gør stadig så ondt på mig, at jeg ikke havde en chance for at nå at give ham børnebørn.

Da jeg fik en SP i november, blev min svigermor meget ked af det, så jeg besluttede mig for at vi gerne hurtigt skulle blive gravide igen, så hun kunne nå og blive farmor, men ak nej, så tæt på målet.

Og svigerfar er dement og nu alene i det gamle faldefærdige hus, vi kommer nu til at sove på skift hos ham, indtil vi kan få ham på et plejehjem, det er noget rigtig møj, det ene øjeblik græder han, det andet tror han at hun kommer hjem igen i morgen.

Lort med lort på

sulo skriver:

Undskyld men skal lige af med lidt galde

Hvorfor er det at man bare ikke kan få lov at nyde livet, når det går godt i ret lang tid af gangen

8 uger før termin og så dør svigermor og oven i købet i bybussen på vej ind for at handle, nej det er ikke en joke.

Heldigvis er det gået stærkt, hun har fået et hjerteanfald, de forsøgte med genoplivning men lægebilen kunne konstatere hende død ved deres ankomst.

Hun har godt nok været en del igennem sygdomsmæssigt, først svamp i lungerne, lungekræft, som de har fået slået tilbage 2 gange med kemo og stråler, sidst i febuar og hun var blevet rigtig frisk igen, imellem de to gange kemo, fik hun en ny hjerteklap, der dog ikke fungerede helt optimalt.

Men alligevel, vi har lige fejret hendes 70 års fødselsdag for 14 dage siden, og der var hun i hopla, hun var lige startet på at strikke babytøj til hendes 8 barnebarn og hun glædede sig sådan til at blive farmor for første gang.

De havde jo aldrig troet at min kæreste kunne blive far, da han ifølge lægerene var steril efter et par ulykkes tilfælde, så hun var lykkelig da vi fortalte at hun skulle være farmor.

Min egen far døde af kræft for snart 10 år siden og det gør stadig så ondt på mig, at jeg ikke havde en chance for at nå at give ham børnebørn.

Da jeg fik en SP i november, blev min svigermor meget ked af det, så jeg besluttede mig for at vi gerne hurtigt skulle blive gravide igen, så hun kunne nå og blive farmor, men ak nej, så tæt på målet.

Og svigerfar er dement og nu alene i det gamle faldefærdige hus, vi kommer nu til at sove på skift hos ham, indtil vi kan få ham på et plejehjem, det er noget rigtig møj, det ene øjeblik græder han, det andet tror han at hun kommer hjem igen i morgen.

Lort med lort på

Hold da op, hvor må det være svært!
Det er en rigtig hård periode, I skal igennem nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig, for jeg har ingen gode råd.
Men er der slet ikke andre familiemedlemmer der kan aflaste jer lidt?
For med en baby oveni, bliver det da noget af et overskud der skal til

Ydermere tænker jeg, at I er nødt til at presse på hos kommunen, så de letter rumpen lidt hurtigere. Det kan godt hjælpe at ringe ofte, siger min erfaring mig.

Stort knus til dig

Jeg håber, I alligvel kan nyde den sidste del af graviditeten, trods al den sorg

Hold da op, hvor må det være svært!
Det er en rigtig hård periode, I skal igennem nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig, for jeg har ingen gode råd.
Men er der slet ikke andre familiemedlemmer der kan aflaste jer lidt?
For med en baby oveni, bliver det da noget af et overskud der skal til

Ydermere tænker jeg, at I er nødt til at presse på hos kommunen, så de letter rumpen lidt hurtigere. Det kan godt hjælpe at ringe ofte, siger min erfaring mig.

Stort knus til dig

Jeg håber, I alligvel kan nyde den sidste del af graviditeten, trods al den sorg

Tak for

Ved det hjælper at presse på ved kommunen, det store problem ligger så i at hans demens ikke er "officelt" konstateret, da han nægter at gå til læge, derfor har de endnu ikke modtaget nogen former for hjælp eller støtte i den forbindelse, da han ikke "findes i systemet, nu er vi nød til at presse ham til at snakke med lægen først, så lægen kan sætte noget i gang.

Så det kan blive langvarrigt, men vi er nok nødsaget til at gå til hans læge enten i dag eller morgen og overtale lægen til at komme på hjemmebesøg, så han kan se med egne øjne hvor slemt det er.

Det ville så også gøre det en del nemmere hvis de tre søskende så var eninge i hvad der skal til af hjælp, men et problem er, at den ene mener at han kan klare sig med lidt hjemmehjælp, hvor vi (de to sidste plus påhæng) er eninge om at et speciel indrettet plejehjem for demente er eneste fornuftige løsning

 

Det gør mig rigtigt ondt at høre. Til jer i den svære tid der nu venter jer.