Frustrationen er på det højeste for tiden.. Begyndte på Metformin for en måned siden og havde regnet med at der ville ske et eller andet så min menstruation gik i gang inden længe i og med jeg i forvejen var langt henne i min cyklus på det tidspunkt 205 dage..
Men der er stadig INTET sket og nu er jeg på dag 236 og kan mærke jeg er meget pirlig hele tiden, der skal ikke ret meget til før jeg bliver sur eller nærtagende og har svært ved at nyde mit liv da jeg hele tiden bliver mindet om at jeg ikke er i stand til at få børn på naturlig vis.. Kan begynde at tude over ingen ting og alle problemer jeg har med kærestens eks gør ikke ligefrem det hele bedre..
Prøver at glemme pb bare for at gøre min hverdag lidt nemmere, men kan ikke, og slet ikke når vi ser hans datter flere gange i ugen.. Har sådan lyst til bare at pakke mig selv væk og glemme alt og bare sove hele tiden.. Føler hele tiden jeg er en belastning for vores forhold herhjemme og kan ikke helt affinde mig med at jeg er grunden til at vi ikke har børn.. At jeg er den han skal affinde sig med hvis jeg aldrig kan blive gravid 
Så sent som i weekenden havde jeg det så dårligt med det hele at jeg tænkte det måske var bedst hvis min kæreste bare fik lov til at finde en kvinde der rent faktisk kunne få børn.. men han fik mig dog kølet ned igen..
Håber sådan der snart sker noget, men tør ikke håbe noget.. Og som jeg har det nu kan jeg slet ikke forestille mig hvordan jeg bliver hvis jeg skal starte op på homoner til december 
Det var egentlig bare et klynke indlæg jeg lige havde brug for at komme ud med og ved egentlig ikke helt hvad jeg ville med dette her.. Men tak fordi i læste med 
Anmeld
