Anonym skriver:
Hej
jeg skrev for noget tid siden en tråd der hed utroskab af den værste slags hvor min mand havde været mig utro 4 gange med en anden kvinde på denne kvindes mands opfordring. Jeg var løjet for og i den grad gjort til grin... Valgte at give manden en chance ( var blandt andet gravid mens det skete og i sorg over min mor.) min mand tror han har haft en depression da han i den tid var lige glad med alt og alle. Ingen tvivl om at han fortryder. Han hader sig selv, kalder sig et svin og trøster mig uanset tidspunkt. MEN stoler bare ikke på ham. Hver gang han skal et sted hen knuer maven sig sammen.
Gode råd: hvordan bygger jeg tilliden op igen?
paret bliver ved med at dukke op.. Ved at især kvinden ikke mener hun har gjort nogen noget ondt.. ---- JO MIG men det tæller åbenbart ikke. De var en del af det værste der er sket for mig.... Syntes også de havde et ansvar. De viste hvad min mand gjorde og de hjalp ham... Men lige så snart min mand valgte sandheden og mig ja så ville deres foragt for min mand ingen ende tage og så havde de lige pludselig ondt af mig og jeg var stakkels... HELT ÆRLIGT hvorfor kommer det først EFTER jeg kender sandheden og de mister deres sex partner i min mand??? Ja kender svaret er bare gal..
Gode råd: Hævn tøsten bliver ved med at melde sig... Har indtil videre ikke givet efter... Har vel egentlig bare lyst til at de ved præcis hvor meget de har ødelagt og gjort ondt.... Skal man bare give efter eller nogen der har et råd til hvordan man slipper den??
er der nogen der har prøvet noget ligne og som har fået forholdet til at fungere efter eller er den umulig?? Og nej tak til en gang utro altid utro... ALLE siger de ikke ville tilgive det men men men statestikkerne siger at over 80 % af kvinderne giver det en chance til... Kan bare ikke finde noget om det rent faktisk lykkes.. Så er der nogen eller nogen der kender til støtte grupper eller hvad ved jeg...
Håber på hjælp...
Jeg har ikke stået i din situation, men jeg har respekt for, at du kæmper. Det er meget let at sige, at man ubetinget ville forlade manden i tilfælde af utroskab - hvis man tror på, forholdet kan repareres, og at man vil kunne tilgive med tiden, synes jeg helt afgjort, det er værd at gøre et ihærdigt forsøg, så længe man ikke øver vold på sig selv.
Du skal bruge dine kræfter på jer to og ikke på parret, som i den sidste ende ikke har og ikke skal have mere at gøre i jeres liv. Det er lettere sagt end gjort, men al den energi, du lægger i at "hade" dem og spekulere på hævn, skal du bruge til det, der virkelig tæller - og det er ikke dem! Du kan ikke ødelægge deres liv, og det ville næppe heller hjælpe dig. Og selvfølgelig drejer de situationen og gør dig til en stakkel - det er jo bare deres måde at forsøge at undgå at se sig selv i øjnene på.
Når du tænker på dem og på hævn og had, så sig til dig selv - gerne højt - at nul!, dem vil du ikke ofre flere tanker. Læg dem ned i en imaginær kasse i din bevidsthed - slut, væk, bort med dem. Jeg har selv oplevet et grumt svigt og bitterligt ønsket hævn over de skyldige, men det var mennesker, som jeg ikke skulle have mere med at gøre, og da jeg målrettet fik dem ud af mit indre system, følte jeg mig fri og lettet. Hvor har jeg siddet mange gange og luget i haven den sommer, det hele lige var gået for sig, og sagt til mig selv, når tankerne faldt på dem: "Hold op! Lad være!" - og det virkede med tiden.
Bitterhed rettet mod andres hensynsløse opførsel er en bitch - du forpester udelukkende dit eget liv ved at dvæle ved hadet og vreden, og vel skal de da ej have lov at invadere dit liv og dine tanker mere.
Mht. din mand har jeg ikke nogle gode råd, men jeg tror, du er godt på vej alene i og med at du aktivt har besluttet at kæmpe for jer. Du er IKKE et offer - du er sej og stærk. Tro på det!
