Jeg er personen der fremkalder alle billeder jeg nogen siden har taget, i stedet for at gemme på com/usbstik osv.
Jeg har en datter der er fra Januar 2012
Her i går aftes, sad jeg så og rodede i nogle skuffer og finder nogle gamle billeder fra da jeg var gravid med min datter og op til hun var 3 måneder..
Så ligger der nogle billeder af "os 3 som en familie", må godt nok indrømme, jeg fik sådan et sug i maven af savn, jeg savner ham, min datters far, selvom han ikke har set sin datter siden marts 2012. Han har fået ny kæreste og jeg har også haft en anden siden vi gik fra hinanden.
Vi snakker ikke rigtig sammen den dag i dag, og når vi så skyper så ender vi altid med at skændes, fordi han vælger at proitere tattoos, biler og bytur før sin datter.
Får en masse tanker i mit hoved: "hvis nu man prøvede lidt hårdere", var det nu min fejl, hvorfor gjorde jeg lige den ting sådan der, osv" ..
Hvorfor er jeg begyndt at savne ham! Kan ikke forstå det, nu da lillepigen er puttet og jeg sidder her for mig selv, kommer tankerne virkelig igang igen, så sådan lyst til at ringe til ham og skælde ham ud! RÅbe ham i hoved og spørger hvorfor i helved han ikke holdte fast i os, i stedet for at give slip! 
Det over et år siden vi splittede og de her tænker kommer først nu.. Sidder tilbage med en øv følelse i kroppen!
Det skal så siges, han var virkelig mit livs kærlighed og jeg var hans! Vi var SÅ gode sammen, når alt var godt. Men når vi så skændes, så stod det også virkelig slemt til!
Nogen der har oplevet det samme?
Hvordan taklede i det?
Anmeld
