Hvorfor er han blevet sådan?

Min skønne dreng på 2 år er begyndt at reagere voldsomt. Får han ikke sin vilje, sniger og græder han helt vild. Han et begyndt at skubbe til ting, og det værste er at han skubber og slår andre børn. Børn på 6 år er selv begyndt at være bange for ham. Selvom børnene bare står stille, kan han finde på at skubbe dem.
Men ofte er det også hvis han gerne vil være med i en leg, slår han dem. Vi fortæller ham selvfølgelig hver gang at det er forkert, og at han må kysse kramme og ae.
Hvad sker der lige pludselig for min lille dreng? Syntes faktisk det er synd for ham. Tror også at han er frustreret

Og hvordan tackler man de situationer ?

Min pige havde også en periode kort før hun blev to år, hvor hun også kunne blive vildt sur når hun fik nej. hun var slem til at slå og kaste med ting (og var der ikke lige en ting i nærheden gik hun hen og fandt noget og kastede det så væk). Hun fik slevfølgelig at vide at vi ikke ville have hun skulle skabe sig sådan, og ellers så prøvede vi at klare hende at vi godt kunne forstå hun syntes det var træls at hun ikke måtte få lov til den ting det nu drejde sig om, men at det jo altså heller ikke hjalp når hun blev sur. pg så vendte vi situationen om til noget positiv, og f.eks. sagde at vi kunne sætte os ind at tegne eller noget andet hun godt kan lide at lave. 

Det skal nok gå i sig slev igen, jeg tror det blot er en lille "smagsprøve" på når trodsalderen rigtig kommer  

Trine89 skriver:

Min pige havde også en periode kort før hun blev to år, hvor hun også kunne blive vildt sur når hun fik nej. hun var slem til at slå og kaste med ting (og var der ikke lige en ting i nærheden gik hun hen og fandt noget og kastede det så væk). Hun fik slevfølgelig at vide at vi ikke ville have hun skulle skabe sig sådan, og ellers så prøvede vi at klare hende at vi godt kunne forstå hun syntes det var træls at hun ikke måtte få lov til den ting det nu drejde sig om, men at det jo altså heller ikke hjalp når hun blev sur. pg så vendte vi situationen om til noget positiv, og f.eks. sagde at vi kunne sætte os ind at tegne eller noget andet hun godt kan lide at lave. 

Det skal nok gå i sig slev igen, jeg tror det blot er en lille "smagsprøve" på når trodsalderen rigtig kommer  

Ja, men det er mere det med at han slår andre der bekymre mig s:

Det kan jeg godt forstå. Tror det eneste man kan gøre er at sige man ikke vil have det, når det sker. Vi plejer at sige til vores pige hvis hun fx har slået mig: man må ikke slå andre, så bliver de rigtig kede af det. Og så kan de være de pludselig ikke gider lege med en mere. Du gider jo heller at der er nogle der slår dig, så bliver du også ked af det. 

Det er ikke helt ordret men det er ofte det budskab vi forsøger ag komme med. Og gør hun det så igen får hun at vide vi ikke vil have det og så får hun en timeout.

Håber det gav lidt mening.  

Dobbelt

Hej...hvordan er hans sprog? 

Lige omkring den alder ar det tit sproget (eller manglen på det) der gør at de bliver lidt/meget frustreret og voldsomme. Hvis han ikke har meget sprog, så kan det nogen gange hjælpe lidt, at sætte sig ned i hans højde, og hjælpe ham med at sætte ord på frustrationerne. F.eks sige : jeg kan godt se at du er vred nu...Det er også træls at...Skal vi prøve at gøre sadan her i stedet...OSV. Og selvfølgelig også stadig sætte ord på de ting man ikke vil have at han gør.

Ved ikke om det kan hjælpe jer, men her har det hjulpet med vores på snart 22 måneder, når han får sine frustrationsanfald (hvor han også kan både skubbe og lange ud). Det lader til at berolige ham at vi sætter ord på og at han mærker at vi forstår ham.

Kram herfra.