Jeg er vred, trist og magtesløs.

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 7 år (8 år til december). Han går i 2. klasse. Han begyndte i slutningen af bh. klassen, starten af første klasse at blive meget udadreagerende. Ofte er han meget voldsom ved de andre børn, slår dem med knytnæver osv. Ligesom han også kan finde på at sige ting som "jeg skærer halsen over på dig" eller "jeg kvæler dig".

Jeg forstår slet ikke hvordan min søde lille dreng er blevet sådan? Jeg har ALDRIG problemer med ham her hjemme, han er sød, stille og rolig, dog med temperament, men ikke noget vi ikke kan håndtere.

Det virker som om hans vrede måske kommer af dårligt selvværd. Han siger tit at han er ked af det i skolen fordi han ingen venner har. Men hvem gider også lege med en der pludselig farer i flæsket på en? Jeg ved at han leger med de andre, men jeg kan godt se, at han nok ikke lige er den de fleste foretrækker at lege med.

Jeg er fuldstændig i vildrede, jeg går med tanker om at flytte ham til en anden skole (og flytte ham en årgang ned).

Skolen er meget lidt behjælpelige med at løse problemet, jeg har siden problemerne startede, råbt og skreget for at få PPR ind over, men skolen har nægtet, endelig har skolen dog indvilligt i at tage et enkelt møde med PPR... Suk, jeg føler virkelig jeg kæmper alene - der er ingen hjælp at hente nogen steder.

Du kan indkalde til netværksmøde. Ideelt er det normalt skolen der gør det, men pres dem. SFO kan ikke sige skolen skal kontakte Ppr, for hvis de også oplever problemet har de også pligt til at handle på det. Jarvis både skolen og SFO' en oplever mistrivsel, ja så syntes jeg jo de svigter når de vælger ikke at handle på det. Smid det i hovedet på dem.

Anonym skriver:

Tak for svaret.

Hvor lyder det dejligt for jer, at i endelig får hjælp.

Jeg banker i bordet, men ja jeg bliver da også lidt skræmt engang imellem, for vi er jo en ganske normalt fungerende familie, uden nogen former for problemer. Vi er hverken socialt udsatte eller lign., og jeg kan ind imellem blive bange for at blive stemplet.

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 7 år (8 år til december). Han går i 2. klasse. Han begyndte i slutningen af bh. klassen, starten af første klasse at blive meget udadreagerende. Ofte er han meget voldsom ved de andre børn, slår dem med knytnæver osv. Ligesom han også kan finde på at sige ting som "jeg skærer halsen over på dig" eller "jeg kvæler dig".

Jeg forstår slet ikke hvordan min søde lille dreng er blevet sådan? Jeg har ALDRIG problemer med ham her hjemme, han er sød, stille og rolig, dog med temperament, men ikke noget vi ikke kan håndtere.

Det virker som om hans vrede måske kommer af dårligt selvværd. Han siger tit at han er ked af det i skolen fordi han ingen venner har. Men hvem gider også lege med en der pludselig farer i flæsket på en? Jeg ved at han leger med de andre, men jeg kan godt se, at han nok ikke lige er den de fleste foretrækker at lege med.

Jeg er fuldstændig i vildrede, jeg går med tanker om at flytte ham til en anden skole (og flytte ham en årgang ned).

Skolen er meget lidt behjælpelige med at løse problemet, jeg har siden problemerne startede, råbt og skreget for at få PPR ind over, men skolen har nægtet, endelig har skolen dog indvilligt i at tage et enkelt møde med PPR... Suk, jeg føler virkelig jeg kæmper alene - der er ingen hjælp at hente nogen steder.

Det lyder bestemt ikke sjovt. Har du selv prøvet at kontakte ppr ? Det gjorde jeg , følte også jeg rendte panden imod muren. Og kæmpede forgæves med skolen. 

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 7 år (8 år til december). Han går i 2. klasse. Han begyndte i slutningen af bh. klassen, starten af første klasse at blive meget udadreagerende. Ofte er han meget voldsom ved de andre børn, slår dem med knytnæver osv. Ligesom han også kan finde på at sige ting som "jeg skærer halsen over på dig" eller "jeg kvæler dig".

Jeg forstår slet ikke hvordan min søde lille dreng er blevet sådan? Jeg har ALDRIG problemer med ham her hjemme, han er sød, stille og rolig, dog med temperament, men ikke noget vi ikke kan håndtere.

Det virker som om hans vrede måske kommer af dårligt selvværd. Han siger tit at han er ked af det i skolen fordi han ingen venner har. Men hvem gider også lege med en der pludselig farer i flæsket på en? Jeg ved at han leger med de andre, men jeg kan godt se, at han nok ikke lige er den de fleste foretrækker at lege med.

Jeg er fuldstændig i vildrede, jeg går med tanker om at flytte ham til en anden skole (og flytte ham en årgang ned).

Skolen er meget lidt behjælpelige med at løse problemet, jeg har siden problemerne startede, råbt og skreget for at få PPR ind over, men skolen har nægtet, endelig har skolen dog indvilligt i at tage et enkelt møde med PPR... Suk, jeg føler virkelig jeg kæmper alene - der er ingen hjælp at hente nogen steder.

Din søn lyder ret ung i forhold til klassekammeraterne. Hvor gamle er de andre? I nogle klasser er der 2 års forskel på den ældste og den yngste. Jeg tænker på, at hvis I ikke oplever problemer hjemme, kan det måske handle om en frustration over, at kammeraterne er et skridt længere fremme alders og modenhedsmæssigt? Det er da værd at have øje for, hvordan han reagerer sammen med børn på egen alder i andre sammenhænge. Måske er det ikke helt tosset med et skift til en yngre årgang, så længe det sker i en positiv ånd, så han ved det ikke er ham, der er noget galt med. Hvis det "bare" er alderen, er det da synd, hvis der skal kompenseres med diverse støtteanordninger, som du skal kæmpe for. Det er da en overvejelse værd.

Pylle3 skriver:

Jeg kender godt din følelse og den er svær at slippe især når de andre forældre begynder at kigge skævt til en - for det står så tydeligt skrevet i panden på dem at de tænker hvorfor man dog ikke kan styre sit barn.

Så alle tanker til jer herfra - og håber i holdet gejsten oppe og bliver ved med at kæmpe for jeres søn

Præcis! Jeg føler jeg er en stor undskyldning for mig selv og min søn. Men de andre forældre kan jo heller ikke se hvor hårdt det er, og hvor meget vi kæmper...

camilla10 skriver:

Din søn lyder ret ung i forhold til klassekammeraterne. Hvor gamle er de andre? I nogle klasser er der 2 års forskel på den ældste og den yngste. Jeg tænker på, at hvis I ikke oplever problemer hjemme, kan det måske handle om en frustration over, at kammeraterne er et skridt længere fremme alders og modenhedsmæssigt? Det er da værd at have øje for, hvordan han reagerer sammen med børn på egen alder i andre sammenhænge. Måske er det ikke helt tosset med et skift til en yngre årgang, så længe det sker i en positiv ånd, så han ved det ikke er ham, der er noget galt med. Hvis det "bare" er alderen, er det da synd, hvis der skal kompenseres med diverse støtteanordninger, som du skal kæmpe for. Det er da en overvejelse værd.

Du har helt ret, og jeg har tænkt samme tanke selv.

Han er den yngste, han er fra sidst i december, men følger sin årgang. Der er i hans klasse en del skoleudsatte, og de er sågar fra starten på året, så der er flere der er helt op til 2 år ældre end ham. Jeg tænker også at måske hele tiden lige er et skridt bagefter, og det er måske det der gør, at han har svært ved at trives. Dog ved jeg at der er mange problemer i 1. klassen på skolen, så jeg ville egentlig være ked af at skulle flytte ham til den klasse, så alternativt ville nok blive en anden skole.

Tusinde tusinde tak for alle jeres søde svar, jeg er fuldstændig overvældet over den megen forståelse, det var lige hvad jeg havde brug for!

Jeg har sikkert ikke fået svaret jer alle, men jeg har læst alle svar, og tager alt til mig.

Jeg er egentlig enormt rystet over at læse hvor mange der oplever ikke at blive taget alvorligt, hvad er det for et system vi lever i/med?

Anonym skriver:

Du har helt ret, og jeg har tænkt samme tanke selv.

Han er den yngste, han er fra sidst i december, men følger sin årgang. Der er i hans klasse en del skoleudsatte, og de er sågar fra starten på året, så der er flere der er helt op til 2 år ældre end ham. Jeg tænker også at måske hele tiden lige er et skridt bagefter, og det er måske det der gør, at han har svært ved at trives. Dog ved jeg at der er mange problemer i 1. klassen på skolen, så jeg ville egentlig være ked af at skulle flytte ham til den klasse, så alternativt ville nok blive en anden skole.

 

Du kan jo evt tage en snak med den skole, du påtænker at flytte ham til og høre deres tanker ud fra det, du oplever. Så kan du måske mærke, om det er det, der er det rigtige for jer.