Jeg burde skamme mig....
Jeg har kysset mange frøer i mit liv, har lange forhold bag mig... nogle gode minder, men altid forhold der er stoppet modbydeligt..
En alkoholiker, hvilket blev opdaget for sent og ved at koste mig livet.
Min første kærlighed der efter 6 år, smed bomben om han havde gjort en anden gravid da bryllups invitationer var skrevet og blot sku sende.
En.. ja nærmest psykopat....
En der var mors dreng, som kostede os hus, hjem osv fra et sekundt til et andet...
Men jeg har været mere end umådelig heldig at finde HAM der elsker mig for den jeg er, som den jeg er, og som har været der trods sygdom, dødsfald, nedtur på nedtur og som er min klippe og som forguder min datter.
Jeg har fået barn med en mand der ikke har ville hende siden hun var 3 mdr og istedet gjorde en anden gravid...
Men min eks har taget hende til sig som sin egen og trods ny kæreste har han hende stadig hver 2 weekend, ferie osv som var han hendes egen....
Jeg har aldrig følt mig rodløs, og flyttet rundt, fra by til by, fra sted til sted.
Nu er der købt hus som snart er indflytnings klar, med mit drømme køkken, med min drømme mand og min skønne unge.. og jeg har føkt mig hjemme fra det sekundt jeg trådte ind i huset.
Jeg har som min mor sagde det aldrig været elsket, af hende... jeg var ikke ønsket... jeg var ikke en dreng.... jeg har taget mig af hende, været hendes "slave" aldrig kunne gøre noget rigtigt, jeg har reddet hende gang på gang pga hendes egoisme mht hendes eksmand... jeg har passet hende, jeg har holdt hende i hånden, trøste hende og jeg lukkede hendes øjne da hun ånede ud
Jeg kan se mig selv i øjene,, jeg gjorde mere end mange andre ville og kunne.... og jeg står stadig op, og har brudt den sociale arv.... jeg elsker mit barn, højere end noget andet.
32 år gammel... og for første gang kan jeg være mig selv... jeg har alt hvad jeg har drømt om.... min egen familie, jeg er elsket, jeg elsker dem jeg har omkring mig, mit kommende hjem er det sted hvor jeg føler mig hjemme og hvor der er hjerterum, varme... det sted hvor jeg ønsker at blive gammel, med manden i mit liv og se ungerne flyve fra reden....
Vi ønsker os brændende et barn sammen(han har ingen)... jeg bliver hurtigt gravid men mister tidligt...
nu i skrivende stund er jeg måske gravid igen, jeg har sendt min kæreste til mandehørm og datteren er ved sin far på weekend...
Og så kommer det over mig.....
i bund og grund har jeg ALT hjertet begære.. jeg ved at jeg kan blive gravid.....selvom det går mig på at jeg har mistet....
MEN når jeg så sidder og læser om alle dem der ikke kan blive naturlig gravide, som så brændende ønsker et barn.. som har prøvet i årevis, lagt useaner af tid i det og ik mindst brugt umenneskelige mange følser på det.... som har fået negative svar/prøver igen og igen og igen....
Og som stadig klør på....
Jeg har SÅ meget respekt for jer, det i gør og den drivkraft i har.... og jeg har så meget medfølse... hvor ville jeg da ønske at jeg ku trylle og få jeres mest kostbareste ønske til at gå i opfyldelse.....
Jeg har lært at værdig sætte de små ting, men hvor glemmer man det bare tit..... sørgeligt men sandt.
Blot 
til alle jer der kæmper
