Åh altså.. Vi har haft problemer i vores forhold de sidste år. Min kæreste har været en røv med ører - det handler om hans manglende hjælp i hjemmet, hans manglende initiativ med børnene og hans manglende tilstedeværelse. Vi har haft "snakken" en milliard gange hvor han har ændret sig ultra kort tid, men så holdt op igen. Han har slet ikke været der for mig eller os under min depression, jeg har stået med alt selv, så jeg stille og roligt er blevet kørt længere længere ned og har mistet mig selv.. Burde have gået, men tingene er ikke så enkle, når man har børn sammen...
Nu har han endelig samlet sig sammen. Han har indset hvor han har fejlet og gør nu en masse. Han er her for børnene for mig, har været inde og sætte sig ind i alt om depression og kæmper for det.
Men tænker bare nogen dage om det er too little, too late? Om han nåede at køre mig så langt ned, at han ikke kan hive mig og os op til overfladen igen.
Vi har aldrig sex. Jeg gider ikke. Jeg har ikke lyst længere. Heller ikke andet seksuelt! Jeg savner ham ikke, når han ikke er hjemme. Han giver mig ikke sommerfugle i maven. Han elsker mig og begærer mig, men det siger mig bare ikke noget.
Jeg savner at få sommerfugle i maven - at savne, når han ikke er hjemme. At begære og virkelig blive begæret. At føle forelskelse og at elske virkelig. At føle glæde ved HAM.
Det er der bare ikke! Jeg er begyndt at drømme om andre fyre - en bestemt fyr, faktisk. En fyr der arbejder i det lokale supermarked, som gerne småflirter, når man handler ind. Jeg kender ham ikke, jeg har ikke andet end smalltalket med ham, men drømmer jævnligt om ham, drømmer om den passion og lykke jeg kunne have med en anden. Det er ikke HAM jeg vil have, det er nok bare idéen.
Tænker og tænker på hvordan livet kunne være med en anden mand men synes også jeg skylder børnene og os at prøve at få det op at køre igen.
Hvad skal jeg gøre? Parterapi er ikke en muilghed.
Anmeld
